Home » Archive for category "Særlige tips"

Archive for the ‘Særlige tips’ Category:


Renovering af Parochialkirche i Berlin-Mitte

Published by in Attraktion, Særlige tips on februar 21st, 2012 | Kommentarer slået fra

Nu skal der igen renoveres en bygning der blev beskadiget under 2. verdenskrig. Det drejer sig om Parochialkirche beliggende i Peroachialstraβe, 10179 Berlin-Mitte (nærmeste U-bahn er Klosterstraβe (U2)).

Kirken blev ødelagt af brandbomber i maj 1944. I DDR-tiden blev kirken brugt til udstillinger og koncerter og fra 1970 som møbellager. I 1988 blev der påbegyndt en renovering, men der mangler stadig det klokketårn som i sin tid var 65 meter højt og indeholdt 37 klokker. Hele denne renovering og genetablering er absolut ikke billig. Omkostningerne er anslået til omk. 3.000.000 €. Det er jo mange penge for en fattig by som Berlin.

Derfor er det heldigt at forretningsmanden og mæcenen Hans Wall (født 1942) har besluttet at skyde penge i genetableringen af kirketårnet og klokkespillet. Han har skudt rigtig mange penge i mange projekter i Berlin. Måske ved du ikke lige hvem Hans Wall er, men i Berlin findes mange læskure ved bus- og sporvognsstoppesteder, toiletter og trafikreklamer og disse er opført og drives af Wall AG. Ligeledes har firmaet stået for megen julebelysning, f.eks. på Kurfürstendamm. Hans Wall er tildelt Forbundsrepublikken Tyslands Fortjenestkors for hans arrangement og sociale forståelse for Berlins problemer.

Renoveringen forventes færdig i løbet af i år eller i 2013.



Dobbeltdækkerbussen Kjosk

Published by in Særlige tips, Trafik, Turist on februar 10th, 2012 | Kommentarer slået fra

At få noget at spise og drikke i en dobbeltdækkerbus er vel ikke muligt? Jo da, i Berlin finder du Kjosk – som er en café indrettet i en dobbeltdækkerbus fra 1965. Du kan få noget at spise, varme og kolde drikke, spille spil, læse i mange blade og magasiner. Du kan også bestille hele bussen til et arrangement for din venner eller familie – ja, der har endda været afholdt en lille bryllupsmiddag i bussen. Skægt sted, morsomme ansatte og et sjovt miljø. Husk lige at besøge denne bus næste gang du er i Berlin. God fornøjelse ….

Kjosk, Skalitzer Straβe 38, 10999 Berlin. Nærmeste U-bhf er Görlitzer Bahnhof (U-1).  Denne station var næstsidste U-bhf på U-1 i det tidligere Vestberlin, inden murens fald. Sidste station var Schlesischer Tor – lige op til den smukke bro Oberbaumbrücke. Og så lå endestationen (Warschauer Straβe) lige på den anden side af Spree og Muren. Man kunne kun kigge derover. Men nu er U-bhf Warschauer Straβe igen blev endestation for U-1. Og U-1 var den første U-bahn i Berlin - åbnet i 1896 . Den anden endestation er Uhlandstraβe ved Kurfüstendamm. Linien er 9 km fra det tidligre Vestberlins centrum og til det tidligere Østberlin, tæt på Muren (nu East Side Gallery).

Kjosk er  åben mandag til fredag kl. 8 til kl. 2, lørdag og søndag kl. 11 til kl. 2. www.kjosk.com



Et sjovt hotel …. og lidt flashmob

Published by in Ballet, Rejse og ophold, Særlige tips, Teater on februar 1st, 2012 | Kommentarer slået fra

Vil du have en anderledes og noget særpræget overnatning i Berlin, så prøv Propeller Island City Lodge, der giver dig et værelse med spejle alle vegne, et værelse til dværge (der er kun 143 cm til loftet), et værelse med en flyvende seng eller et værelse med et kighul så du kan se ind til naboerne. Det lyder vildt – og det er det også. Det er kunstneren Lars Stoschoen (født 1961 i Berlin), der i 2005 åbnede dette hotel, som han selv har udviklet, tegnet og indrettet. Der er 45 helt forskellige værelser. En overnatning er ret dyr (mellem 79 og 115 € pr. nat pr. person) morgenmaden koster 7 € og den skulle være virkelig god. Bemærk at 3 værelser skal dele bad og toilet. Adressen er Albrecht Achilles Straβe 58, 10709 Berlin-Wilmersdorf tæt på U-7 (Bhf Konstanzer Straβe). Se mere på www.propeller-island.com. Du kan også læse om dette specielle hotel f.eks. i bogen “Sov på verdens vildeste hoteller”. Bogen kan p.t. købes i FDBs Kvicklyer til 10,00 kroner (192 sider og indbundet). Til samme pris og i samme udstyr kan også købes “Spis dig mæt på verdens vildeste restauranter” og “Vær med i festen på verdens vildeste barer”. Jeg har i bøgerne forgæves ledt efter barer, restauranter og hoteller i både Aalborg og Svendborg.

Flashmob er i de sidste 10 år blevet et begreb hvor en flok mennesker samles et offentligt sted (hidkaldt via en sms-kæde) og gøre et eller andet og så fotografere det med en mobiltelefon. Et helt stormagasin indvaderes og pludselig står 500 mennesker helt stille. På Københavns Hovedbanegård har en flok mennesker fra Ældresagen, overraskende indledt et sjovt danseshow midt i ankomst/afgangshallen. Men Berlin står jo ikke tilbage for den slags. Den 3. marts 2011 blev der lavet et flashmob på Berlin Hauptbahnhof – se lige et klip herfra på: www.youtube.com/watch?v=jMhOdPFw6SU&feature=relat hvor Berliner Staatsballetts gav en spændende optræden. Dette flashmob-indslag var en reklame for forestillingen “OZ – The Wonderful Wizard” (“Troldmanden fra OZ”), som i marts 2011 havde premiere på Komische Oper, Behrenstraβe 55, 10117 Berlin-Mitte. Her spilles 5.-6. februar “Robin Hood”. Komische Oper ligger tæt på Unter den Linden (med busserne TXL, 100, 147, 200 samt natbusserne N2 og N6) og på U-bhf Französische Straβe (U-6). Har tidligere skrevet et indlæg om flashmob’en på Hauptbahnhof, men det (gode) link jeg fandt dengang er nu slettet fra youtube. Derfor denne gentagelse – med en lidt dårligere optagelse. Men fornem lige stemningen!

Jeg kunne godt tænke mig at lave et flashmob ved en Imbiss i Berlin, hvor 666 mennesker bestiller en carrywurst samtidig. Og det skal så optages/filmes og derefter ses på www.berlin-nyt.dk .  Det vil jeg gerne arbejde på ….

 

Tags:


Berlinmuren

Published by in Litteratur, Særlige tips on januar 27th, 2012 | Kommentarer slået fra

Arbejdsmæssigt har jeg tit arbejdet med specielle mennesker – ofte med en vanskelig opvækst med i rygsækken. Dog har følgende kvinde ikke mulighed for min fulde forståelse ….

Erika Eiffel er amerikaner og hun elsker Berlinmuren. Så meget at hun i 2008 flyttede fra USA til Berlin for at være tæt på Muren (eller resterne af den). Hun har en model af Muren som hun tager med i seng – som et slags sovedyr! ”BT” har en omtale af denne lidt specielle person (fredag den 16. september 2011) og hun har medvirket i et tv-program fra National Geographic Channel i serien ”Tabu”. Måske skal jeg nævne at Erika er 40 år, tidligere ansat i US Air Force og i 2007 ”giftede” hun sig med Eiffeltårnet! Hun er egentlig født Erika LaBrie.

Du kan se et klip med denne specielle kvinde her:

http://www.youtube.com/watch?v=3suP2ARzlVM

En helt anden person er forfatteren og journalisten Jan Bo Hansen (født 1948) der har udgivet to fabelagtige bøger. Og han har min fulde forståelse og beundring. ”Guide til Berlin” (Gyldendal 1999) er en fremragende guide som jeg ikke kan anbefale nok. Der ud over har han udgivet bogen ”Muren. Historien om et politisk bygningsværk” (Gyldendal 2009). Denne bog bør læses af så mange som er optaget af Berlin. Den er indsigtsfuld, fyldt med fine vinkler til forståelse af Tysklands og Europas historie og udvikling. Jan Bo Hansen har i over 20 år været medarbejde på ”Weekendavisen”, hvori han skrive fine analyser af Tyskland og Europa. Han har læst tysk og historie på RUC. Privat har han både hund, kat og akvariefisk samt kone og to børn!

Hans seneste bog kan varmt anbefales – også som en modvægt til Erika Eiffels kærlighed til Berlinmuren.

Endelig vil jeg lige nævne at Murens fald i 1989 er med i den ”Demokratikanon” (udgivet af Undervisningsministeriet 2008) som omtaler 35 punkter – fra demokratiets rødder til det globale demokrati.

 



Friedrich der Grosse Special

Rytterstatuen på Unter den Linden. Foto: Kirsten Andersen

I dag, den 24. januar er det 300 år siden, at Friedrich der Grosse – ham vi kalder Fredrik den store – blev født (1712-1786). I den anledning holdes officiel Festakt i Konzerthaus på Gendarmenmarkt i dag kl. 14.00. Her vil både Regierender Bürgermeister Klaus Wowereit,  Ministerpräsident for Brandenburg Matthias Platzeck og Bundespräsident Wulff tale. Desuden vil Georg Friedrich Prinz von Preußen (tipoldebarn til Kejser Wilhelm II) tale. Den engelske Preussen-ekspert Prof. Dr. Christopher Clark holder foredrag om fødselaren og Staatskapelle Berlin sørger for den musikalske underholdning. Det ser ud, som om det kun er for indbudte gæster, men man kan alligevel kigge med. RBB sender direkte fra festlighederne.

 

Biografi. I Berlins gadebillede møder vi frem for alt Fredrik den Store i form af rytterstatuen på Unter den Linden, hvor han kommer ridende fra Brandeburger Tor mod Alexanderplatz. En udførlig biografi om Fredrik den store kan I finde så mange steder, så det vil jeg lade være op til jer selv (men vil alligevel hviske jer i øret at den tyske Wikipedia har en fremragende artikel om ham). Her skal blot kort nævnes, at han var konge af Preussen 1740-1886, (Preussen var ikke det samme som Tyskland nu, men et fyrstendømme blandt mange i det område, der nu udgør Tyskland). Fredrik den Store var en højst dannet person og var interesseret i filosofi og musik. Han førte et beskedent hof i modsætning til den ødselhed, der var almindeligt hos barokhoffer. Han inviterede personligheder fra Europas oplysningsbevægelse – heriblandt Voltaire –  til sit hof og førte Preussen bort fra enevælden og ind i oplysningstiden.  Under hans regeringsperiode var Preussen f.eks. et af de første fyrstendømmer, som afskaffede tortur og indførte almen skolepligt.  Fredrik den Store var samtidig en hensynsløs statsmand, og bragte med sin krigsførelse landet  i ruin. Men han forstod på en enestående måde også at lede genopbygningen af landet. (kilde: Christoph Parry: Menschen, Werken , Epochen. Eine Einführung in die deutsche Geschichte). Dette er jo alt sammen noget, man nok kan forstå kan være med til at opbygge en myte om en person. Dette mytestof er i Tysklands historie blevet både brugt og misbrugt, bl.a. brugte nazisterne Frederik den Store i deres propaganda.

300 års dagen bliver fejret i Tyskland og ikke mindst i Berlin hele året. Jeg har tidligere været inde på det her på siden.  Det vil være helt umuligt at remse alle arrangementer op, så I får her kun dem, som jeg er stødt på lige nu.

Udstilling. Stiftung Preussische Schlösser und Gärten Berlin-Brandenburg (SPSG) fejrer den gamle med en kæmpe udstilling fra 28. april til 28. oktober – det er nok et af de arrangementer, man skal tage med. Udstillingen vises på Neues Palais i Potsdam – slottet, som Fredrik den Store selv byggede. Over 6000 m² og 70 rum (nogle åbnet for offentligheden for første gang) fortælles om preusserkongen under 12 temaer. Og nu kommer det til at passe med at berlin-nyt.dk drager på studietur lige på det tidspunkt, hvor udstillingen åbner, så det skal vi have med. Og jeg vil i hvert fald hen at se gravstedet og se, om det er rigtigt at der lægges kartofler der for at takke Fredrik for at han udbredte kartoflen i Tyskland…. Læs om udstillingen på SPSG’s hjemmeside og læs om alle arrangementerne på http://friedrich300.eu/

Film og teater. Fra 1.  juni og måneden ud præsenterer Spotlight Musicalproduktion musicalen Friedrich. Mythos und Tragödie. Den spilles i  Metropolis Halle i Babelsberg. Læs mere om musicalen på Spotlight-musical.de. Det vil nok også være en oplevelse at se den. Jeg minder også lige om, at det helt nye dokudrama Friedrich – Ein deutscher König ligger på ARD’s mediatek, hvor man kan se den i sin fulde længde. Og ARD’s hjemmeside har i øvrigt meget materiale om Fredrik den Store i anledning af 300 året. Filmmuseet i Potsdam viser lige nu og indtil 3. marts en udstilling om Fredrik den store i film Der Falsche Fritz. Se http://www.filmmuseum-potsdam.de/html/de/432-0.htm.

Musik. Fredrik den Store var som bekendt også komponist og fløjtespiller. Philharmonie fejrer derfor også fløjtekongen med en koncert i aften  den 24. februar kl. 20. Der spilles værker fra Fredrik den Stores hof og der læses uddrag af hans brevveksling med Voltaire. Det er Berliner Barock Solisten og Akademie für Alte Musik Berlin, der spiller og to af Tysklands bedste skuespillere, Burghart Klaußner og Armin Mueller-Stahl, der læser op og forbinder musikken. I kan købe billetter på Philharmonie Berlins hjemmeside – men I kan også se koncerten hjemme i sofaen, det er en af de koncerter, der bliver transmitteret live – jeg kunne godt finde på at købe en digital koncertbillet. Det kan man gøre på hjemmesiden for The Digital Concert Hall.

Endelig skal jeg nævne at Lange Nacht der Museen den 28. januar selvfølgelig drejer sig helt og holdent om Friedrich der Grosse. Jeg skriver mere om det, men I kan også selv læse om det på Lange Nachts hjemmeside.

I kan jo selv søge videre efter begivenheder i anledning af 300 året – jeg vil tro det bliver svært at komme udenom i Berlin i år. Men det vil vi jo heller ikke… Måske jeg lige skulle nævne, at man kan blive vist rundt i byen af Fred’rik den Store – læs mit tidligere indlæg derom.



Panserkrydseren Potemkin i Berliner Dom – med orgelmusik

Published by in Film, Musik, Særlige tips on januar 17th, 2012 | Kommentarer slået fra

Dog ikke Stalin-orgel….

Men der skal alligevel en del fantasi til at forestille sig historien om Panserkrydseren Potemkin rulle hen over lærredet i Berliner Dom – ledsaget at musik, spillet på Berliner Doms orgel. Ikke sandt? Men det er sådan det bliver. Der er allerede taget hul på et program med fire stumfilm i sidste weekend. Det var Fred Niblos Ben Hur fra 1925 i fredags og fire Gøg og Gokke film i lørdags.

På fredag den 20. januar bliver det Walter Ruttmanns dejlige Berlin. Die Sinfonie der Großstadt fra 1927. Og på lørdag den 21. januar er det så Eisensteins Panzerkreuzer Potemkin fra 1925.

Det er stumfilmspianisten Stephan Graf v. Bothmer, som sidder ved orglet. Måske husker nogen, at jeg skrev om hans akkompagnement til fodbold-EM kampene i 2010 – også på kirkeorgel.

Stephan Graf v. Bothmer nykomponerer musik til stumfilmene, og efter berlin.de’s omtale at bedømme, skulle han have en helt specielt sans for at formidle skuespillernes følelser og udtryk. Det er klart, at “Potemkin” må blive en helt ny oplevelse på den måde. Nogle vil måske mene, at det er at gå over stregen. Men hvorfor egentlig? De fortællinger vi hører om i bibelshistorien indeholder jo de samme menneskelige egenskaber og handlinger, som vi ser i filmene. Krig, kærlighed, naivitet og psykologiske strategier. Og der er jo her tale om filmklassikerer med stort K.

Filmen Berlin. Die Sinfonie der Großstadt kan man ikke se for tit – så den ville jeg givet tage med og høre nykomponeret orgelmusik dertil. At se Potemkin i Berliner Dom, ledsaget af Stephan Graf v. Bothmers musik på det store orgel, det ville jeg heller ikke lade gå fra mig.

Læs mere på berlin.de og http://www.stummfilmkonzerte.de/.

Læs om Panserkrydseren Potemkin, her er linket til Wikipedia (tysk), men prøv selv at google, der er skrevet meget om filmen.

Jeg kunne ikke nære mig for at se, hvordan Berliner Dom præsenterer arrangementet på deres hjemmeside. Det er ganske lakonisk, tilsat et bibel-citat og en henvisning til Stummfilmkonzertes hjemmeside. Kig alligevel ind på den, for der er oplysninger om billetsalg. Berliner Dom’s hjemmeside om stumfilmene. Billetterne kan også købes via Classictic.com. Se banneret i panelet til højre.

- Salige er de forventningsfulde….



Flere besøgende i Gedenkstätte Hohenschönhausen

Published by in DDR, historie, Særlige tips on januar 13th, 2012 | Kommentarer slået fra

Tagesspiegel fortæller i en artikel fra 3. januar, at publikum i stadig større tal besøger det tidligere Stasi-fænsel Gedenkstätte Hohenschönhausen. Det er her i dette fængsel, at nogle af de indlende scener i filmen Das Leben der Anderen (2006, instr. af Florian Henckel von Donnersmarck)  er optaget. Hvis I ikke har set den, så se den! Det er en fremragende film.

Hvis I er interesseret i at høre om forholdene i DDR, så skal I besøge stedet – her får i en dyster, men sober beretning om, hvordan diktaturets modstandere blev behandlet. Det er i de fleste tilfælde tidligere fanger, der viser rundt, så det er så tæt på kilden som man kan komme.  Det er klart, at den fortælling man får, er farvet af det menneskes oplevelser og lidelser, men de to gange, jeg har har været med på rundvisning, der må jeg sige, at rundviseren har forstået samtidig at holde det på et sagligt og upersonligt plan. Alligevel var jeg rystet, især efter den første omvisning – og jeg tror netop på grund af den meget saglige og objektive fremstilling. Jeg får faktisk gåsehud bare ved at skriv om det nu.

Når man bliver vist rundt, bliver man i modsætning til på mange andre museer opfordret til at tage billeder – her får vi fortalt om de anonymiserede biler, som bragte fangerne helt ind i fængslet, inden de kom ud af bilen og ikke anede, hvor de var. Desuden til slut et par billeder, der giver lidt at den dystre og tyngede stemning, man føler på turen rundt i fængslet.

Artiklen i Tagesspiegel beretter om et antal på 2,4 millioner besøgende siden stedet åbnede som Gedenkstätte i 1994. Og tallet er altså stadig stigende – især når det handler om det udenlandske publikum. I 2011 var der 35% flere forhåndstilmeldinger til rundvisninger end i 2010, fortæller lederen af Gedenkstätte Hohenschönhausen, Hubertus Knabe i artiklen. Ofte må interesserede gæster afvises, og derfor er en ombygning af stedet i gang, så der bliver bedre mulighed for at modtage et større antal besøgende. Man vil gerne kunne tilbyde rundvisninger i løbet af dagen også til dem, der ikke har bestilt på forhånd. I en af Stasis lagerhaller vil der blive indrettet en stor udstilling, og der vil blive et moderne besøgscenter med lokaler til arrangementer, seminarrum, boghandel og café. Det kan man også sige, at stedet i høj grad mangler nu – dog er der også nu et lille udvalg af bøger og mulighed for at sidde og drikke en kop kaffe.

Det er helt forståeligt at interessen for stedet er stigende, og efter min mening er det godt, at der bruges penge på at gøre stedet mere egnet til at modtage besøgende.

      Fotos: ©Kirsten og Robert B.Andersen

Læs artiklen i Tagesspiegel

Se hjemmesiden for Gedenkstätte Hohenschönhausen

 



Raum der stille og artikel om et julebesøg i Berlin

Published by in arkitektur, Særlige tips on december 30th, 2011 | Kommentarer slået fra

I 1994 åbnede Raum der stille (det stille rum) i det nordlige porthus ved Brandenburger Tor. Ideen til dette projekt var inspireret af det stille rum som generalsekretær svenskeren Dag Hammarskjöld (1905-1961) i 1954 oprettede i FN-bygningen i New York. Her var der tid til fordybelse og undren – omtanke og meditation. Rundt om i verden findes flere af den slags stille rum (bl.a. i Aarhus Domkirke og flere biblioteker i Danmark har sådanne rum).

Selv om jeg holder meget af Berlins puls, rytme og dynamik – så kan det være en afslappende oplevelse at forlade Unter den Linden/Pariser Platz når turister, musikere, optrædende og de lokale fylder godt op – og så bevæge sig ind i dette rum, hvor storbyens larm er helt væk. Nyd at give dig selv denne oplevelse …. det er helt gratis og der kan ikke være ret mange i rummet ad gangen.  Mobiltelefoner og musikafspillere må ikke benyttes medens du er i rummet. Ligeledes må der ikke tales i rummet. Åbningstiden er hver dag fra kl. 11 og til kl. 16, 17 eller 18 (afhængig af årstiden). Se mere på www.raum-der-stille-im-bradenburger-tor.de

Hvis du er til lidt humor her i juledagene, så kan jeg anbefale at læse artiklen “En Merkelig jul i Europa”, som kan findes i “Politiken”, fra lørdag den 24. december 2011. Det er de to journalister Kjeld Hybel  og Erik Jensen samt fotografen Lærke Posselt, der tager en tur til Berlin for at møde Angela Merkel. Det er en lang artikel (3 fulde sider) med fine fotos fra Berlin. Nyd lige den humor som kommer for dagen  ….(vi kan desværre ikke finde artiklen på politiken online, så I må en tur på biblioteket, hvis I ikke har den gamle avis, red.)

 

 

 

 

 

 

[foto: © Jens Nagel, december 2011]

 



Julemad, currywurst og et koldt julebad

Published by in Jul, Mad i Berlin, Særlige tips on december 28th, 2011 | Kommentarer slået fra

I denne tid hvor vi er mange der har fyldt os med lidt for meget fed mad, vil jeg gerne gentage mit indlæg om en af mine Berlin-favotitter: Currywurst! På hjørnet af Kantstaβe og Kaiser-Friedrich-Straβe findes en mindeplade for Herta Hevwer (1913-1999). Og hvem er så det? Ja det er ikke mindre end opfinderen af currywursten! Historien er som følger: Hertas mand havde været soldat under 2. verdenskrig og efterfølgende sad han i amerikansk krigsfangelejr. Her fik han smag for amerikansk fastfood – bl.a. burgere og sparre rips. Så da han var kommet hjem igen, bad han sin kone om at  lave en af disse retter. Han var dog kommet til et Berlin der var ramt af luftbroen, så der var ikke meget at gøre godt med. Herta havde dog en god tysk pølse, skar den i mindre stykker  som hun så overhældte med ketchup og derefter dryssede karry på. Sådan opstod carrywurst’en – den 4. september 1949. Der er en del berlinere og tyskere der gerne vil have denne dag gjort til helligdag.

Der findes også på dette område konspirationsteorier. Rygtet går, at forfatteren Uwe Timm i sin roman ”Opdagelsen af Currywurst” siger at han smagte en sådan i Hamburg i 1947. Ja, ja – lad det nu ligge. Min “videnskabelige” teori er dog, at det er Herta der kom først!! Jeg har gennem 42 år smagt mig gennem carrywurst’er i Berlin og Hamburg – og Berlin vinder.

I 1959 fik Herta Hevwer registreret varemærket Chillup-Sauce (patent nr. 721319 fra patentkontoret i München), som indeholder de hemmelige ting og sager, der er i ketchup- og karrysovsen. På Kaiser-Friedrich-Straße 59 indrettede hun en Imbiss (pølsevogn) og havde i sin storhedstid 19 ansatte – og der var døgnåbent.

Der findes – selvfølgelig – et currywurste-museum i Berlin. Du skal dog være absolut top-interesseret i denne sag for at give € 12 for at komme ind. Jeg har været der, men kommer nok ikke igen. Kig her: www.currywurstmuseum.de Det er lige ved Chekpoint Charlie, Schützenstraße 70, 10117 Berlin.

Der findes også en sang om currywursten – skrevet og sunget af Herbert Grönemeyer (født 1956). Se og lyt her: http://youtu.be/MnZT0cXNRJQ. Lidt sjovt at en mand kan sidder og synge for 50.000 mennesker om en pølse!! Men vi har jo “Shu-Bi-Dua” der en gang lavende en lignende sang (“Kyllinger, softice og pølser ….”). Herrn Grönemeyer er ikke hvem som helst: Ud over at være sanger, tekst- og melodiforfatter var han med i “Das Boot” fra 1981. Her spillede han løjtnant Werner. Hans currywurste-sang er fra 1988. Han lavede også Tysklands-VM sang i 2006 – “Celebrate the Day”.

Jeg kan anbefale følgende gode steder hvor du kan få en ordentlig currywurst (min personlige og subjektive vurdering): Imbiss på Wittenbergplatz lige ved siden af KaDeWe (S+U-bahn: Wittenbergplatz); Imbiss Konnopke’s, Schönerhauser Allee (S-bahn: Eberswalder Straβe). Curry 36 på Mehringdamm 36 (U-bahn: Meheringdamm), her der åbent hver dag kl. 9 til 5 morgen. Dette gode sted åbnede i 1980.  P.t. er en af mine favoritter lukket ned: Imbiss på Buderpester Straße  – lige overfor Gedächtniskirche. Her er en større ombygning/renorvering igang. Jeg har ikke helt styr på hvad der skal ske med området …. men det har chefredaktør Kirsten som siger: ”Mon ikke det er renoveringen af Bikini Haus og Zoo Palast, du refererer til?” Jo – det var lige det jeg tænkte på, se Berliner Zeitungs artikel.

Velbekomme ….

P.S.

Min lokale avis (”Fyns Amts Avis”) bragte i dag en foto fra isbadeklubben ”Berliner Seehunde” (Sælerne fra Berlin), hvor klubbens medlemmer – iført nissehuer – tog det årlige julebad. Hvis dette er noget der lokker, så holder klubben til i Orankesee Freibad, Gertrudstraβe 7, 13053 Berlin. Du kan tage Straβenbahn (sporvogn M4, 27 og 13) til friluftsbadet. Du kan læse mere på klubben egen hjemmeside www.berliner-seehunde.de – god fornøjelse!

 



Koncert med afgangselever fra Hanns Eisler Musikkonservatorium

Published by in Klassisk koncert, Musik, Særlige tips on november 24th, 2011 | Kommentarer slået fra

I aften kl. 20 er der koncert med afgangselever fra Hanns Eisler Musikkonservatoriet i Konzerthaus på Gendarmenmarkt, Grosser Saal (den store sal).

Konzerthaus orkestret har i mange år spillet koncert sammen med afgangseleverne, når de første gang skal stå på scenen foran et stort publikum. I aften er der solister på violin (Glazunovs violinkoncert), cello (Schostakowitsch’s cellokoncert) og Slagtøj (musik af Christoffer Rouse). Desuden spilles der musik for orkester (Strauss’ Till Eulenspiegels Lustige Streiche).

Det vil garanteret blive en god oplevelse at gå til denne koncert. Her er muligheden for at være en af de første til at se en verdensberømt musiker, der bare ikke er blevet verdensberømt endnu. Alle pladser koster 10 €,  det er da rørende billigt.

Læs mere og køb billet på Konzerthaus’ hjemmeside.

Hanns Eisler (1898-1962), som musikskolen er opkaldt efter er en af det tyvende århundredes store moderne tyske komponister. Han gik ligesom Brecht i exil i Svendborg og endte i exil i USA. Efter krigen kom han tilbage til Tyskland og levede og arbejdede i DDR. Det er ham, der har sat musik til Johannes R. Bechers tekst til den østtyske nationalsang Auferstanden aus Ruinen. Læs evt. mere på hjemmesiden for Hanns Eisler.



© berlin-nyt.dk
CyberChimps