Berlin for begyndere

En gang skal jo være den første, også turen til Berlin. Appetitten er som regel stor, og så er det man skal passe på ikke at forspise sig og få forstoppelse. Det er bedre at nøjes med at blive mæt og vende tilbage senere.

Til jer, der besøger Berlin første gang, har jeg her nogle tip og anbefalinger:

Jeg vil foreslå, at I bruger jeres første par dage i Berlin på at se Alexanderplatz, Unter den Linden, Brandenburger Tor, Reichstag (kuppelbesøg: se tidligere indlæg), Potsdamer Platz, Gedächtniskirche og Kurfürstendamm. Busser nr. 100 og 200 kører på strækningen, men turen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor eller omvendt kan man godt tage til fods. Det roder lidt nu på Unter den Linden fordi der bygges ny U-Bahn, men sådan er det i storbyer – nyd alligevel de flotte bygninger på turen og tag en afstikker, hvis der er noget der frister – f.eks. Dussmann i Friedrichstr., hvor man kan få alt indenfor bøger og musik. Det lyder måske ikke af meget, men alt efter hvor meget tid I har på det første besøg, vil det ofte være tilstrækkeligt. For der vil altid kommer impulsive afstikkere, og så skal der være tid til at få en god frokost, en kop kaffe, en øl eller en is undervejs.

Den officielle hjemmeside for Berlin, berlin.de, har en side de kalder for Berlin für Anfänger (Berlin for begyndere). Den kan I også bruge som inspiration.

Bus nr. 100 kører fra Bahnhof Zoo til Alexanderplatz og her kommer I forbi Grosser Stern med Siegssäule og mange andre steder. I kan downloade ruteplanen for bus 100 bvg.de.

Bus nr. 200 kører også fra Bahnhof Zoo til Alexanderplatz og med den kommer i bl.a. forbi Philharmonie og Potzdamer Platz. Download også ruteplan for bus 200 på bvg.de.

Hvis I kører på et Tageskarte, kan I frit stige af og på bussen alt efter hvad bentøjet kan holde til. I kan selvfølgelig også bruge S- og U-bahn, men lige på disse strækninger og til de første besøg vil jeg faktisk anbefale bussen, for så får man en fornemmelse af, hvor man er. Man stiger ind foran i bussen og viser sin billet til chaufføren. Hvis I går op på bussens øverste dæk, så sørg for at komme ned ad trappen i god tid før I skal ud. Som regel bliver stoppestederne sagt i bussen, ellers følg det på lysskiltene. Se under fanen Kollektiv trafik for flere oplysninger om billetkøb, priser m.m. Husk også at benytte mulighederne for Berlin Welcome Card og Berlin City Tour Card. Se også mit indlæg om Berlin Welcome Card/Berlin City Tour Card.

God fornøjelse på jeres første og alle de senere Berlin besøg!

1 tanke om “Berlin for begyndere”

  1. Som vanlig svært gode råd fra berlin-nyt.dk! Berlin krever tid og fordypelse – det er bare sånn det er og er det mange av oss som setter pris på. Tilbudet av “live” musikkopplevelser i alle tenkelige – og jeg hadde nær sagt utenkelige – genre er enormt, og er man i først i “die Haupstadt” bør man benytte seg av mulighetene!

Skriv gerne en kommentar