Igen i denne måned er jeg desværre lidt forsinket med nyhedsbrevet, men mon ikke det går. Nu er det blevet efterår og koldt, så mine forslag vil være indendørs oplevelser, hvor det er lunt at opholde sig.
- Ephraim-Palais
- Tigertörtchen
- Neue Nationalgalerie
- KaDeWe
- Humboldt Forum
Ephraim-Palais.
I Nikolaiviertel ligger museet Ephraim-Palais. Det er en del af Berlin Museum. Den udstiling, som er der nu viser Berlins historie fra Berlin blev grundlagt i middelalderen og til i dag. Udstillingen løber over flere etager, og det er et helt stille og fredeligt museum at gå rundt i. Museumsbutikken, der også er garderobe og billetsalg, er også behageligt behersket. En god idé til et afslappet men informativt museumsbesøg. Læs mere her.
Tigertörtchen.
Når I så er i Nikolaiviertel, kan I tage en kop kaffe hos Tigertörtchen. Forretningen har specialiceret sig i små lækre cup cakes med forskellig smag og udseende. Man kan købe dem med, hvis man vil have dem med hjem på hotellet, men man kan også sidde og nyde dem i caféen. Jeg kan se på deres hjemmeside, at de nu har to caféer i Berlin. Se mere her.

Neue Nationalgalerie.
Et af de kunstmuseer i Berlin, som jeg rigtig godt kan lide at besøge, er Neue Nationalgalerie. Det er en flot bygning og de har en god samling af moderne kunst. Der er ikke mindre end 5 udstillinger at vælge imellem for tiden, de varer alle ind i det nye år. Der er to udstillinger fra samlingen med kunst fra perioderne henholdsvis 1910-1930 og 1945-2000. De tre særudstillinger viser kunst af henholdsvis Gerhard Richter, Christoph Schlingensief og Maurizio Cattelan. Læs mere om udstillingerne på hjemmesiden her.
Humboldt Forum.
Det er navnet på det nybyggede slot på Unter den Linden. Slottet huser adskillige udstillinger, og der er en række omvisninger, man kan deltage i. Særligt en udstilling ville jeg interessere mig for, nemlig Inblicke. Die Brüder Humboldt. Alexander (1760-1859) og Wilhelm (1767-1839) von Humboldt var henholdsvis naturvidenskabsmand og sprogforsker og har stor betydning for dannelse og uddannelse i Tyskland. Se Humboldt Forums program her og udstillingen om Humboldt brødrene her.
KaDeWe.
Men I skal nok også lidt ud at shoppe. I Berlin er stormagasinet KaDeWe stedet, hvor der er flotte udstillinger, de store kendte mærker, smukt udstillede varer, der virkelig giver kreditkortet appetit. Der er fx en kæmpeafdeling med legetøj. Øverste oppe er der mange spisesteder. Nogle af dem er mest egnet til voksne, der er afsted uden børn, andre steder er det afslappende at sidde med børn og selv gå hen og vælge sin kage og kaffe eller vin og snack. I vil ikke fortryde det! Se mere på hjemmesiden her.
Kirsten Andersen, Berlin-nyt.dk
