Facebook Twitter Google Maps E-mail

Berlin med julepynt

Published on 28. november 2014, by in Jul.
Foto: Kirsten Andersen

Foto: Kirsten Andersen

I de sidste dage er Berlin for alvor blevet julepyntet. Træerne på Unter den Linden har fået deres lyskonturer på, så jeg da jeg i går var med bussen hjem. Europacenter har fået sin store røde sløjfe på, og “hjemme” på Unter den Linden og Olivaer Platz er der lys i alle træerne, de spidse stilistiske juletræer er kommet frem med lys i og de store julemænd lyser store og mægtige.

Foto: Kirsten Andersen

Foto: Kirsten Andersen

Inde i forretningerne overgår den ene flotte julepynt den anden. KaDeWe har jeg kun set gennem døren, men den plejer at være imponerende. I Friedrichstadtpassagen er der en meget flot julepynt i de lange gange og i Europacenter er en hel lille juleby kommet op. Karstadt har smukke indendørs juletræer med store gyldne kugler. Bikini Berlin har en enkel julepynt med træer og rensdyr helt i hvidt. Som noget specielt også aber, men det hænger vel sammen med det store vindue ud mod abeburet i Zoo.

Der er også kommet gang i julemarkederne, f.eks. det på Breitscheidplatz, hvor jeg har taget billedet herunder.

Er man julesyg, kan man altså roligt tage en tur til Berlin. Og jeg er glad for lige at få den hygge med, inden det går hjemad om et par dage. Det er lidt vemodigt at sige farvel til byen, men det bliver nok også snarere et “Auf Wiedersehen!” For snart er det forår igen, og i maj er Berlin også skøn.

Foto: Kirsten Andersen

Foto: Kirsten Andersen

Udstilling om RAF på DHM

Da jeg var kommet til Berlin, så jeg et sted, at Deutsches Historisches Museum i november ville åbne en udstilling om RAF med titlen RAF Terroristische Gewalt. Nå! tænkte jeg så. Det var måske lige tidligt nok at vise sådan en udstilling. Men næste tanke var, at jeg blev nødt til at se, hvordan de så præsenterer udstillingen. I går var jeg inde og se den.

Udstillingen beskriver meget grundigt tiden med studenterdemonstrationerne og mordet på Benno Ohnesorg samt attentatet mod Rudi Dutschke som en del af årsagen til, at et mindre antal af studenterne beslutter at gå til væbnet modstand som Rothe Arme Fraktion. Meget vigtigt: dette skal ikke forstås som en retfærdiggørelse for de ugerninger terrorgruppen udøvede. Og sådan bliver det heller ikke præsenteret i udstillingen. Udstillingen fortæller endvidere, hvordan befolkningen og det officielle Tyskland forholdt sig til RAF. Genstande som mordvåben, breve og pressemeddelelser fra RAF, gruppens fotografier af den bortførte Hanns Martin Schleyer, motorcyklen der blev brugt ved mordet på Siegfried Buback er udstillet. Vil man have maximum udbytte af udstillingen skal man regne med at bruge lang tid. Sådan er det som regel på de tyske museers udstillinger. Man skal læse en masse plancher. Og her er der også en masse dokumenter at læse.

Historien om Rote Arme Fraktion er fortalt mange steder. I kan f.eks. læse mere på Wikipedia, og i 2008 kom Bernd Eichingers film Der Baader Meinhof Komplex.

Fra udstillingen om RAF på DHM. Foto: Kirsten Andersen

Fra udstillingen om RAF på DHM. Foto: Kirsten Andersen

Udstillinger nu om dage bliver oftest iscenesat. Det kan være både godt og ondt, for indholdet skal jo altid være det vigtigste. Denne udstilling er også iscenesat, og her er man efter min mening gået lige til grænsen. Farven er holdt dramatisk i rødt og sort (sikkert med reference til RAF’s logo), det bliver voldsomt i en hel udstilling, at alt er rødt og sort – selv skiltene. I væggen er et illuderet eksplosionskrater og fra loftet hænger illuderede eksplosionssplinter, hver med en kort angivelse af en af terrogruppens aktioner. Det er ikke en scenografi, der tiltaler mig, men jeg forstår godt fristelsen til at gøre det.

Hovedsagen er, at udstillingsarrangørerne har bevaret sagligheden og undgået så meget som blot en antydning af myterisering og forherligelse af RAF-gruppen og dens medlemmer. Og sådan skal det jo også være, når et offentligt museum sætter sådan en udstilling op. Jeg så mange unge mennesker gå i udstillingen med papir og blyant – sandynligvis sendt på opgave af skolen. Hvilket er meget relevant, for desværre er terrorisme også en faktor vi lever med i dag.

En eftertanke hos mig er, at når jeg synes det er lidt tidligt at lave en udstilling om RAF, så skyldes det ene og alene min alder. Da jeg var 15 år, var det 53 år siden 1. verdenskrig sluttede. En chokerende betragtning! For en 15 årig i dag er det 47 år siden historien om RAF begyndte. Og jeg ville nok have syntes som 15 årig, at 1. verdenskrig var meget længe siden, og at en udstilling derom var helt OK. En anden eftertanke vedrørende min tvivl om RAF udstillingens relevans er, at den tyske efterkrigstids historie viser, at man frem for alt ikke skal fortie noget, heller ikke selv om det er voldsomt og ubehageligt at beskæftige sig med.

Tags:

Kom se selv, men skynd jer lidt…

Sammlung Pietzch. Foto: Kirsten Andersen

Sammlung Pietzch. Foto: Kirsten Andersen

I  sidste uge var jeg på Neue Nationalgalerie og se udstillingen 20 Werke. Bilderträume. Die Sammlung Pietzsch. Det var dejligt at se mesterværker af nogle af de store malere som Max Ernst, Mark Rothko, René Magritte, Picasso og Frida Kahlo. Udstillingen vises december måned ud – herefter lukker museet ned for renovering i flere år.

Sammlung Pietzch er grundlagt i 1964 af ægteparret Ulla og Heiner Pietzsch, og interessepunktet er den europæiske surrealisme og den amerikanske abstrakte ekspressionismes videreudvikling af denne.

Pietzsch samlingen var udstillet på Neue Nationalgalerie i 2009, og museet blev da stillet i udsigt, at få samlingen foræret. Det ville, skriver Neue Nationalgalrie på deres hjemmeside, være en enestående chance for at få suppleret samlingen for netop den periode, som samlingen dækker. Men museet skal for at få samlingen opfylde klausulen, at et repræsentativt udsnit af samlingen tilstadighed skal være udstillet. Da det i forvejen kniber med plads i Neue Nationalgalerie er det ikke muligt.

Skulle I lægge vejen forbi Neue Nationalgalerie i denne tid er der flere udstillinger at se: Jake & Dinos Chapman: My Giant Colouring Book (2004), David Chipperfield – Sticks and Stones, eine Intervention, Moshe Gershuni. No Father No Mother og Ausweitung der Kampfzone. 1968-2000. Die Sammlung Teil 3. Alle udstillinger vises til og med 31.12.2014. Læs evt mere på www.smb.museum/museen-und-einrichtungen/neue-nationalgalerie/ausstellungen.html

Chipperfields søjler står som en skov i hele forhallen. Foto: Kirsten Andersen

Chipperfields søjler står som en skov i hele forhallen. Denne dag tittede solen ind. Foto: Kirsten Andersen

Der er altså meget at se på Neue Nationalgalerie lige nu, og det er også med at se det mens det er muligt. Fra årsskiftet lukker museet nemlig ned for en større renovering vil være lukket i “flere år”. Det er David Chipperfield, som er betroet opgaven med at renovere Neue Nationalgalerie, og hans udstilling relaterer selvfølgelig til dette. Udvidelse af Neue Nationalgalerie er der ønsker og forslag om og nu også givet offentlig støtte til, men der er ingen beslutning om, hvor udvidelsen skal placeres.

Der var lidt sol fremme den eftermiddag, jeg besøgte Neue Nationalgalerie, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte benytte lejligheden til at tage nogle billeder. I kan se nogle af dem her.

Neue-Nationalgalerie6_redu Neue-Nationalgalerie5_redu Neue-Nationalgalerie4_redu Neue-Nationalgalerie3_redu Neue-Nationalgalerie2_redu Neue-Nationalgalerie_redu

 

Dussmanns fristelser

Kulturkaufhaus Dussmann i Friedrichstrasse er svær at komme ud af uden at have noget med i en bærepose. Der er bøger, musik og film en masse, fristelser som ikke er til at stå for. Jer der har været der, ved hvad jeg mener. Jer der ikke har været der endnu, har noget at glæde jer til.

Jeg var der i går. Og jeg gik også ud med noget i en bærepose. Musik, film og bøger.

Dussmann er med sit kæmpeudvalg indenfor alle genrer af bøger, musik og film et sted, hvor man kan bruge en hel dag på at gå og kigge, læse og lytte, og til sidst beslutte sig for, hvad der ikke kan komme med hjem i posen. Der er nemlig mulighed for noget så sjældent som at få lov til at lytte til musikken ligesom i gamle dage. I afdelingerne for jazz og rock og pop scanner man en kode og kan lytte til 20 sekunder af hvert nummer på cd’en eller ser et klip fra dvd’en. I afdelingen for klassisk og opera, som nu er flyttet til rolige lokaler på øverste etage, er der lyttestationer med cd afspillere og lænestole til. Som deres meget vidende og venlige info-medarbejder sagde: “bei der klassischen musik funktioniert es nicht mit 20 Sekunden”.

Vil man gerne høre en cd, får man bare plastikken taget af hos info-medarbejderen. Spørg endelig, hvis der er noget specielt, I ikke kan finde. De har tid til at hjælpe, og det er næsten sikkert, at de har det, I søger. Man kan sidde og lytte så længe man har lyst. Dussmann har åbent til midnat på hverdage og til 23.30 om lørdagen.

Dussmann. Redaktøren hygger sig med Cecilia Bartoli. Foto: Selfie

Dussmann. Redaktøren hygger sig med Cecilia Bartoli. Foto: Selfie

Dussmann har desuden en ret stor afdeling med engelske bøger og selvfølgelig også forskellige gaveartikler, lommebøger, kalendere og andre papirvarer. Og så er der Restaurant Ursprung med den Vertikale have, hvor det er meget hyggeligt at sidde, og hvor man spiser godt.

Endu et fantastisk tilbud hod Dussmann er deres Kulturbühne i underetagen ved siden af restauranten. Når man køber noget, får man folderen med aktiviteter på Kulturbühne stukket ned i bæreposen, og den er værd at studere lidt nærmere. Det er som regel verdenskendte kunstnere, der kommer og præsenterer enten en ny udgivelse. Jeg var i oktober til et arrangement med Cecilia Bartoli og en aften med smagsprøver fra en dvd om Ravels liv opført af Puppentheater Halle Saale. I denne måned har f.eks. Ken Follett været der og præsentere sin nye bog, Lang Lang har været der og spille fra sit nye Mozart album, Thomas Quastoff kommer i morgen, og Bryan Ferry kommer den 27. november og præsenterer sit nye album “Avonmore”. Sådanne oplevelser er værd at tage med. De er ganske gratis – sørg for at være der en times tid i forvejen og stil jer op i køen. Der lukkes kun det antal ind, som kan være der.

Cecilia Bartoli i Kulturkaufhaus i Dussmann, oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen

Cecilia Bartoli i Kulturkaufhaus i Dussmann, oktober 2014. Foto: Kirsten Andersen

Roncallis julecirkus

U-Bahn reklame for Roncallis Julecirkus 2014. Foto Kirsten Andersen

U-Bahn reklame for Roncallis Julecirkus 2014. Foto Kirsten Andersen

Selv om man bevæger sig under jorden, når man futter rundt med U-Bahnen, så bliver man alligevel godt oplyst om, hvad der foregår i byen. De store reklamebannere er ofte flotte og tiltrækker med det samme den opmærksomhed, man ikke har andre steder at rette hen, når man har fundet ud af, hvilken retning man skal i og hvornår toget kommer.

En dag så jeg en reklame for Roncallis Julecirkus og snuppede et billede af den, fordi jeg vidste, at det ville jeg fortælle om på berlin-nyt. Det kunne sagtens være noget med et tur i cirkus, hvis juleferien går til Berlin. Man bliver altid så imponeret over, hvad mennesker og dyr kan lave af kunster.

Som I selv kan læse på billedet besøger Cirkus Roncalli Berlin fra 18. december og indtil 4. januar næste år.  Og I kan se flere oplysninger og læse historien om Circus Roncalli på cirkusets hjemmeside.

Billetter kan I købe på Roncallis hjemmeside. Og når I er der, så kig lige under fanen Shop også. Her kan man købe flotte cirkusplakater, bøger, programmer, Cd’er, PC-spil og meget mere.

Tidspunkterne for forestillingerne varierer lidt, så det skal I lige undersøge, når I bestiller billetterne. Det er nødvendigt at scrolle ned på siden for at få klokkeslettene at se. I kommer direkte til billetbestillingssiden, hvis I klikker på linket her. Roncalli billetbestilling. Cirkus Roncalli spiller i Tempodrom, som ligger Möckerstr. 10.

Juleaften i Berlin

Her en måneds tid før juleaften er det vel tiden at tænke på hvor julen skal fejres, hvis man ikke sværger til traditionerne. En idé kunne jo være at tage en juleferie og fejre julen i Berlin. Hvad så med julemiddagen? tænker I måske straks …lidt tradition må der jo være. Den kan man gå ud at spise. Restaurant Brechts er en af de restauranter, som tilbyder juleaftensmenu. Navnet har de, som nogle sikkert allerede har gættet efter digtreren Bertolt Brecht. Brecht yndede selv at komme på restauranten, da han levede, fortælles det, og deres logo er da også velkendte billede af Brecht med cigaren i mundvigen.

På restaurantens hjemmeside kan man vælge mellem flere menuer og se hvilke dage i jul og nytår den holder åbent. Menuen indeholder selvfølgelig gåsesteg, det kan jeg berolige med, men hvad der ellers er af lækkerier, det skal I selv gå ind på Brechts hjemmeside og se.

Og der er sandelig også nytårsmenu at få restauranten. Man kan få en 6-retters menu, hvis det er der, man vil holde sin nytårsaften. Eller man kan få en 3 retters menu tidligt på aftenen, hvis man skal i teatret eller til nytårskoncert.

Man skal selvfølgelig reservere begge dele, og her vil jeg råde til, at man er hurtig på aftrækkeren, for jeg husker fra tidligere år, at det ikke er nemt at finde frem til restauranter, som har åbent juleaften og nytårsaften. I får adressen til restaurantens hjemmeside her http://www.brechts.de/restaurant-berlin.

Juleaftensmenu http://www.brechts.de/weihnachtszeit2014

Nytårsaftensmenu http://www.brechts.de/silvester-20132015

Der er selvfølgelig andre steder, man kan gå ud at spise juleaften og nytårsaften, så gå endelig selv på opdagelse!

Foto: Kirsten Andersen

Foto: Kirsten Andersen

Bundespresseball i Tempelhof

Abendschau havde i aftes flere indslag om årets Bundespresseball som denne gang bliver holdt i den tidligere lufthavn Tempelhof. De mange senere år er det ellers blevet holdt i Hotel Intercontintal.

Det er meget fascinerende at se, hvordan arrangementet er ført ud i alle detaljer i lufthavnens ånd. En Rosinenbomber på landingsbanen tog imod gæsterne, ballet foregår i indgangshallen, som er et meget flot rum. Menukortene er bagagesedler og transportbåndet er forvandlet til en kæmpe sushibar. Hvilken god idé, der er en, der har fået der! Bordene står flot dækket helt i hvidt og med hvide stole, meget stiligt.

Bundespresseball finder sted hvert år i november. Det er Bundespressekonferenz e.V., der inviterer til ballet. De inviterede er pressefolk, der rapporterer fra Bundestag, medlemmerne af Bundestag, chefredaktører og andre, som har indflydelse på pressevirksomhed vedrørende regeringens beslutninger.

Andrej Hermlin and his Swing Dance Orchestra og bandet Silly med Anna Loos samt flere andre orkestre spiller op til dans. Det er Bundespræsidenten der danser først ud på gulvet, og først herefter kan andre danse løs.

Ballet og festen er samtidig en slags tak til alle for indsatsen året igennem, hvor der jo arbejdes på livet løs med alle de opgaver, der skal klares.

Pressen fortæller selvfølgelig gerne og meget om Bundespresseballet, således også Rbb Abendschau i aftes. I kan se klip her.

Men Bundespresseball har også sin egen hjemmeside. Her kan man se livestream og lige nu ligger der en 20 min. lang film om begivenhederne i aftes. Se hjemmesiden her.

Jeg tog dette billede af hallen, hvor ballet finder sted, en gang jeg var på rundvisning i Tempelhof.

Foto: Kirsten Andersen

Foto: Kirsten Andersen

Nytårsaften 2014 i Clärchens Ballhaus

Det er ikke til at skjule: jul og nytår står for døren.

Der sikkert rigtig mange af jer læsere, der tænker, om det var en god idé at holde jul eller nytår i Berlin. Forleden dag fik jeg nyhedsbrev fra Clärchens Ballhaus, som nu har sat billetsalg til nytårsaftens arrangement i gang. Det vil jeg derfor skynde mig at fortælle videre her. Og man skal nok ikke vente for længe med at bestille billetter, hvis det er noget, man gerne vil deltage i.

Jeg har aldrig selv holdt nytår i Berlin endnu, men det vil jeg da prøve engang. Sidste nytårsaften fejrede jeg i Wien, og det var en dejlig oplevelse med wienervals ved Stephsdom og nogle gode koncertoplevelser. I Berlin er der også mulighed for at kombinere jul og nytår med koncerter og udstillinger, det skriver jeg mere om en anden dag.

Her får I linket til nytårsaften i Clärchens Ballhaus http://www.ballhaus.de/de/silvester-2014.html

Læs også berlin-nyts tidligere indlæg om Clärchens Ballhaus

 

Badenscher Hof – Lille Jazzclub med store musikoplevelser

Badenscher Hof. Foto: Kirsten Andersen

Eb Davis og Superband i Badenscher Hof. Foto: Kirsten Andersen

Jeg har flere gange nævnt Jazzclubben Badenscher Hof her på berlin-nyt. Nu har jeg også været der. Ikke mindre end tre gange indenfor 14 dage og senest i går aftes, hvor jeg havde behageligt selskab af Stig fra Berlin-guide.dk. Vi har flere gange talt om at skulle mødes, når både Berlin-guide og berlin-nyt var i byen. Det var vi i går og det var rigtig rart at få en lille snak om vores fælles passion, det at formidle stof om Berlin.

Det har været tre forskellige jazz-stiler, som jeg har hørt de tre gange. Det viser jo meget godt, at stedet har en bredde i repertoiret. Første gang jeg var der, spillede Eb Davis & Superband. Eb Davis er født 1945 i Arkansas og har i sin musikerkarriere været omkring Memphis og New York før han i 1980’erne kom til Europa. Han har turneret med store navne som Ray Charles og B.B. King. Eb Davis er nu en institution i Berlin og der var stuvende fuldt i det lille intime lokale, hvor man kommer tæt på musikken. Stilen var soul og blues. Davis har god kontakt med sit publikum, og hans musik går lige ind i sjælen og bliver hængende som en god følelse. Desværre fik jeg ikke købt den CD, han havde til salg ved koncerten, men jeg kan mærke, at jeg må spørge i Dussmann om de har noget med ham, inden jeg skal hjem.

Tino Gonzales i Badenscher Hof. Foto: Kirsten Andersen

Tino Gonzales i Badenscher Hof. Foto: Kirsten Andersen

Næste gang jeg besøgte Badenscher Hof var det til en koncert med guitaristen Tino Gonzales. Han var også meget ekspressiv i sin måde at spille og især at synge på. Det var med hele kroppen, hud og hår. Gonzales gik med sin lidt tilbageholdende men meget charmerende fremtræden også lige ind i publikum. Det er en nu en fornøjelse at se så dygtige musikere performe live. Til denne koncert havde jeg mine to sønner med, som begge er meget musikinteresserede, og det var en stor oplevelse for os alle tre. Gonzales’ stil er lidt mere i retning af det latinamerikanske men stadig med blues som hovedingrediens. Heldigvis insisterede Ronni på at købe en CD, og det er dejligt at få en genhør med Gonzales allerede nu.

Og så var der i aftes. Jazz with Soul var overskriften i den lille flyer som ligger på bordene. Dirk Engelhardt på saxofon var den ledende figur sammen med klaver, bas og trommer. En særlig gæst spillede på nogle indisk-klingende trommer, som var ret fantastisk at høre sammen med jazzen. Stilen her var avantgarde jazz og “hard bob” som det benævnes i programmet. Det var fabelagtig dygtigt spillet, men vi var enige om, at det også var ret krævende at lytte til, hvis man ikke er meget bekendt med og trænet i at lytte til genren. Om det er stilen eller mit manglende kendskab til den er svært at sige. Men jeg følte ikke den personlige kontakt til publikum i denne koncert.

Vær opmærksom på, at man bliver opkrævet for entré (penge for musik) ved bordet, efter at musikken er gået igang. Man skal ikke betale entré ved indgangen. I går – og sådan er det åbenbart ved onsdagskoncerterne – bliver man ikke opkrævet for entré men for exit – det vil sige at de kommer rundt med en gennemsig krukke, som de beder om at man lægge et bidrag i. Jeg spurgte, hvad de forventer, og svaret var mindst 15 €. Det er rimeligt nok, og det er godt at vide, så man ikke kommer galt afsted ved at tømme alle sine småmønter fra pungen ud i glasset.

Badenscher Hof har også et udmærket køkken, som gerne serverer under jazz-koncerten. I lørdags fik vi Chicken Jambalaya, hvilket smagte rigtig godt, og i går fik jeg Chili con Carne, som også var helt udmærket. Hertil fik jeg begge gange husets øl, men man kan selvfølgelig få alt andet at drikke også. Priserne er meget rimelige, eller med Stigs ord er øllene “nærmest urimeligt billige”.

Da koncert-lokalet er meget lille, er det nødvendigt at bestille bord, hvilket de beder om at man gør pr. telefon. Begge lørdage jeg har været der, har der været fyldt til sidste stol. Det er tilsyneladende overvejende et lokalt stampublikum, der kommer til koncerterne, men som en fremmed fugl føler man sig i høj grad velkommen.

http://www.badenscher-hof.de/

Historiens gang i Berlin Mitte

Marx Engels Forum 2014. Foto: Kirsten Andersen

Marx Engels Forum 2014. Foto: Kirsten Andersen

Engang lige efter murens fald havde nogle skrevet med rød maling på skulpturen: Wir sind unschuldig! Skulpturen med Karl Marx og Friedrich Engels blev i 1980’erne opstillet  i et parkanlæg, som efter krigen blev anlagt foran Rotes Rathaus. Et helt lille arrangement af skultpurer omkring dem blev samlet kaldt Marx Engels Forum. Dengang sad de med ryggen til Palast der Republik, som var blevet bygget på pladsen, hvor DDR-styret havde ryddet det gamle barok-slot væk ved at sprænge den bombeskadede men dog renoverbare slotsbygning i luften. Væk med sådan noget prøjsisk overherredømme symbolik! Det var egentlig underligt, at Marx og Engels sad med ryggen til det, men måske fordi de så skuede mod øst.

Man kan jo nok ikke hævde, at Marx og Engels var skyld i, at det gik som det gik med den socialistiske arbejder- og bondestat. Der har nok været mange ideologi-kokke med til at røre i gryden undervejs. Og Marx og Engels kunne nok ikke forestille sig de omstændigheder, hvorunder deres teorier ville blive forsøgt praktiseret.

Da jeg kom forbi i går, slog det mig, at nu efter at skulpturen er blevet flyttet på grund af U-Bahn byggeriet, sidder de to herrer og ser mod vest og kigger på genopbygningen af kejserslottet. Hævn og straf? Man kan da ikke andet end smile ved tanken, uanset hvilken mening man har om det hele. Hvis tiden kunne hoppe tilbage og det var de to virkelige personer, som sad der, hvad mon de så ville sige til hinanden?

Der var i øvrigt tale om på et tidspunkt, at Marx og Engels skulle helt væk fra området omkring slotspladsen i forbindelse med etableringen af Humbolt Forum. Hvis I har interesse i det, kan I læse en 2 år gammel artikel i Die Welt om dette spørgsmål, den ligger online her.

Læs mere om Marx Engels Forum på Wikipedia