Det sker i Berlin – Opdateres hver dag! 

Facebook Twitter Google Maps E-mail

Berlin lacht ! – Gadeteaterfestival

Foto: Birgit Sørensen

Foto: Birgit Sørensen

På Alexanderplatz vil der i perioden 24.juli til 9. august blive afholdt en gadeteaterfestival.

Berlin lacht er navnet på festivalen, som blev startet i 2004.

Festivalen åbner d. 24. kl. 16 og vil have aktiviteter de følgende 18 dage fra kl. 11 til 22. Der vil være aktiviteter for alle aldre, artister og klovne, ildkunstnere, akrobater, dukketeater, interaktive aktiviteter – i alt 642 forestillinger fordelt på 4 scener.

Foto: Birgit Sørensen

Foto: Birgit Sørensen

Derudover vil der på Alexanderpaltz naturligvis være mulighed for mad og drikke, for at springe og spille bold på en udvidet legeplads, se en række boder med kunsthåndværk – og både blive spået og få testet sin kreativitet !

Se nærmere på : http://berlin-lacht.de

Ny udstilling på Käthe Kollwitz Museum

Käthe Kollwitz Museum i Fasanenstrasse. Foto: Kirsten Andersen

Käthe Kollwitz Museum i Fasanenstrasse. Foto: Kirsten Andersen

De fleste ser nogle billeder af skræmte og lidende ansigter af børn og voksne, når de tænker på Käthe Kollwitz (1867-1945). Eller på hendes gentagne motiv: moderen med den faldne søn i krigen, som også står som skulptur i Neue Wache på Unter den Linden.

Har man besøgt Käthe Kollwitz museet i Fasanenstrasse, så har man måske også som jeg haft en følelse af, at det er for meget lidelse at se på engang. Det kan man jo  næsten ikke tillade sig at sige i en verden, hvor der stadig foregår sådanne ting, som Käthe Kollwitz’ billeder relaterer til – krig, sult og nødlidelse. Men ikke desto mindre får man denne følelse, og jeg har ikke følt mig fristet til at besøge museet igen. Ikke før jeg læste om den nye særudstilling Mahnung und Verlockung – Die Kriegsbildwelten von Käthe Kollwitz und Kata Legrady. Udstillingen vises frem til 9. november, så jeg får mulighed for at se den til efteråret.

Her bliver værker af den ungarske kunstner Kata Legrady, (f. 1974) stillet sammen med Käthe Kollwitz’ værker. Selvom der er ca. 100 år mellem de to kunstnere, handler deres kunst om det samme – og desværre stadig aktuelle – tema: børn og krig. Men på en helt forskellige måder. Legradys værker viser krigsvåben tilsat, ja man kan nærmest sige udsmykket med farvestrålende slik. Det bliver jo en hjerteskærende kontrast, som jeg – uden at have set udstillingen – vil jævnføre med det er, at børn bliver brugt som soldater i krig.

Det er således ikke nogen munter udstilling at se, men som det ofte er tilfældet med kunst – det maner til eftertanke over den verden vi lever i.

Det var en artikel i tagesspiegel online, der gjorde mig opmærksom på udstillingen. Læs artiklen her.

Læs om udstillingen på Käthe Kollwitz museets hjemmeside.

Zenon Texeiras portrætter af Formel 1 legender

Galerie Camera Work i Kantstrasse viser for øjeblikket en fotoudstilling af fotografen Zenon Texeira. Udstillingen viser portrætter af Formel 1 kørere gennem tiden. Et helt afgrænset tema, men tilgengæld så meget mere interessant for dem, der interesserer sig for Formel 1. (Jeg kender nogle stykker). Udstillingen kan ses til den 13. september, og jeg må da nævne, at den selvfølgelig også er interessant for alle foto-interesserede.

Galeriet har jeg ikke været opmærksom på før jeg læste om det i forbindelse med denne udstilling. Men jeg vil da en tur omkring det, når jeg kommer til Berlin igen. Læs mere om Galerie Camera Work her.

På samme link kan man se nogle af portrætterne, og man kan godt se, at fotografen kan sit kram. Det er nogle flotte billeder. Der vises 40 portrætter i alt. Se billederne ved at klikke på billedet i højre sidepanel på Hjemmesiden for Galerie Camera Work.

Noget specielt ved portrætterne er også, at de er fotograferet med et meget specielt kamera, nemlig et polaroid 24 x 30. Jeg ved ikke så meget om kameraer, men måske nogle af jer læsere gør, så er I velkomne til at supplere. Jeg kan læse mig til, at kameraet vejer 100 kg, så det er jo ikke sådan et, man render rundt med i lommen. Læs evt. galeriets tekst til  udstillingen her. I samme tekst kan I også læse mere om fotografen, som dog også har sin egen hjemmeside.

Film skal ses i det fri!

Published on 22. juli 2014, by in Film.

Birgit Sørensen har igen sendt et indlæg til berlin-nyt, og tak for det! Det er højaktuelt, for det handler om biografer i sommeraftenen. berlin-nyt supplerer til sidst med et par film anbefalinger.

Sommertid er tid for biografer – i fri luft – og i Berlin kan man i et program over aktiviteter i juli måned se en oversigt med 10 friluftsbiografer fordelt i de forskellige lokalområder.

Går man ind på de enkelte biografers hjemmesider, ser man et imponerende program med mange af de film, som man ikke nåede i løbet af vinteren og nu på stor skærm i smukke omgivelser.

Et besøg i Freiluftskino Friedrichshain i Friedrichshain Volkspark, gav mulighed for at se den svenske film om ”Den hundredårige, der sprang ud af vinduet” med tysk synkronisering – og den vises igen senere på året. Indlederen til filmen fortalte, at der havde været lidt problemer, med at samle publikum til forestillingerne – p.gr.a. verdensmesterskaberne i fodbold, men netop den aften, var der pause i kampene, så vi var mange der kunne nyde både filmen og naturen, med mørket, som langsomt sænkede sig. Med den nuværende varme og fodbolden vel overstået, kan man forvente stor tilslutning til resten af sommerens forestillinger, som kan ses:

Af hensyn til naturens mørkelægning begynder filmene kl. 21.30. Der er program hver dag i den denne uge i nogle af biograferne, andre steder spiller de kun nogle af dagene. Tjek selv programmet, der er rigtig mange gode film.

Skulle berlin-nyt anbefale et par film ville det blive “Den hundredårige”, som Birgit nævner ovenfor – den kan ses 25. juli i Freiluftskino Kulturforum – det er en rigtig eventyrfilm, som man sagtens kan tage lidt større børn med til. I Freiluftskino Kreuzberg kan man også på fredag se en film lidt i samme stil. Det er filmen Grand Budapest Hotel. Den handler også om en mand, der oplever et fantastisk liv. Denne film indholder endvidere mange kolossalt flotte scener. Der er flotte naturscener men også konstruerede interiør- og arkitekturbilleder findes i filmen – der tilmed er sjov, underholdende og spændende.

God fornøjelse i biffen!

Hans Fallada: Ein Mann will nach oben

I min Harenberg kalender nævnes hver dag en række kendte personer, som er født på dags dato. Den 21. juli 1893 blev forfatteren Hans Fallada født. Det giver mig anledning til at gentage med indlæg for et par år siden. Men nu udvidet med oplysning om, at der også findes et museum over Hans Fallada. Det ligger 128 km nord for Berlin i Carwitz. Det må nok være et besøg værd, og kører I selv til Berlin, kan I jo lægge vejen omkring enten derned eller hjem. Se beliggenhed på Googlemap (jeg regner med at linket fungerer – ellers søg selv på Carwitz).

De fleste kender titlen “kleiner Mann was nun? (Lille mand hvad nu?) Men her skal det handle om TV-serien over Hans Falladas roman, som på dansk hed “En mands stræben”. Det må havde været sidst i 1970′erne, den blev sendt. Jeg kan huske, den gjorde stort indtryk på mig dengang, senere købte jeg bogen på tysk.

For få år siden købte jeg TV-serien på DVD engang jeg var i Berlin, jeg tror det var i KaDeWe. Nu er jeg lige gået i gang med at se den igen. Romanen og dermed serien foregår i Berlin fra 1909 til 1925 og den giver et rigtigt godt tidsbillede. Hvert af de 13 afsnit indledes med gamle filmklip fra Berlin, hvor vi bl.a. ser Siegessäule før den blev flyttet og med kun tre “etager”. Serien kan sammenlignes med Matador både hvad indhold og kvalitet angår. Rollerne som Karl Siebrecht og Rieke Busch spilles af  Mathieu Carrière og  Ursela Monn - links til Wikepedia.

DVD Ein Mann will nach obenHandlingen superkort fortalt: Den 16-årige Karl beslutter at rejse til Berlin og prøve lykken, da hans far er død og han dermed bliver forældreløs. På vej i toget møder han den endnu yngre Rieke fra Berlin. Hun må samtidig med at hun passer sin skole sørge for sin alkoholiske fader og sin lillesøster, her er moderen død. Karl kommer med hjem til Rieke og bliver indlogeret hos en nabokone, men holder sig ellers til Riekes familie. Rieke er en rigtig gæv pige med røde fletninger og hun kan klare meget mere end nogen 15 årig på vores tid overhovedet kan forestille sig. Og så taler hun berlinerisch, så det er en fornøjelse. Vi følger Karls vej frem i verden og den lille families mange genvordighederne, og vi får samtidig et socialrealistisk portræt af Berlin.

Det er ikke så sært, at Hans Fallada (1893-1947) kunne skrive så troværdigt om tilværelsens genvordigheder. Han kender det fra nærmeste hold.  Jeg hørte lidt om ham i et litteraturprogram på 3Sat en søndag formiddag. Og nu tjekkede jeg lige op på Wikipedia. Jeg skal da lige love for, at han har haft en broget tilværelse. Alkohol og morfinmisbrug, forsøgt dobbelt selvmord med en ven i form af en pistolduel, hvor kun han overlevede, indlagt på psykiatrisk hospital, straffet flere gange for underslæb der skulle dække hans stofmisbrug. Midt i denne forhutlede tilværelse bliver han gift og får fire børn. I 1930′erne begynder hans succes som forfatter og han slår igennem med romanen “Kleiner Mann was nun?”.  I 1944 bliver han endnu engang  indlagt som utilregnelig fordi han under et skænderi med sin kone skyder med en revolver ned i bordet. Herefter gifter han sig med en næsten 30 år yngre kvinde, som også er stofmisbruger. Så er han lige borgmester en tid i den lille by Feldberg inden han flytter tilbage til Berlin, hvor Johannes R. Becher – DDRs kulturminister – tager ham under sine vinger. Kort før sin død i 1947 skriver Fallada en af sine kendteste bøger “Jeder stirbt für sich allein”, som handler om et ægtepar, der deler nazi-fjendtlige postkort ud under nazismen og som blev henrettet i Plötzensee. Historien er autentisk, og der findes en mindetavle  for ægteparret i Amsterdamer Straße 10 i Berlin-Wedding, hvor de boede. Se det på Googlemap.

Også for Hans Fallada findes der en mindetavle. Den kan man se i  Rudolf-Ditzen-Weg 19, Berlin-Niederschönhausen – tæt på Majakowskiring, hvor DDR-regeringen boede afskærmet for verden. Se det på Googlemap.

TV-serien kan købes på Amazon.de til 26,39 €. Bogen kan købes samme sted, men den er sikkert også oversat til dansk og kan lånes på biblioteket.

Tags:

Besøg Berlins nye Willy Brandt storlufthavn og se ubrugt arkitektur i stor scala

Nu vi er ved lufthavne, er her lidt om den nye BER lufthavn. Jeg har modtaget et indlæg fra en af berlin-nyts læsere, Ingolf Bak, bygherrerådgiver, FBJ i Kolding. Ingolf Baks artikel giver en beskrivelse af og aktuel status på lufthavnen og slutter med nogle teser om, hvorfor den ikke bliver taget i brug. I den forbindelse henviser Ingolf Bak i indlægget til en atikel i Dansk Brandteknisk Instituts marts-nummer med en redegørelse for de meget komplicerede brandtekniske problematikker i forbindelse med storlufthavnen.

Her får I indlægget af Ingolf Bak:

Vi var forleden dag på rundvisningstur til Berlins nye storlufthavn, der ligger sydøst for centrum. Hvis man har interesse i byggeri, arkitektur, fysisk planlægning eller styring af store byggeprojekter kan et besøg kraftigt anbefales. Som tidligere nævnt i Berlin-Nyt kan informationer om besøgsmuligheder findes på https://www.berlin-airport.de/de/reisende/erlebnis-flughafen/flughafentouren/index.php 

Det er en noget surrealistisk oplevelse at besøge det ”helt” færdige, men ikke ibrugtagne byggeri. Alt ser ud til at være klar. Selv info- og check-in-skærme er opsat og tændt. Vejanlægget er helt færdigt inkl. en række parkeringshuse. Den nye underjordiske banegård, placeret under terminalen er klar til afgang. Og alle broerne til flybetjeningen er klar til brug. Men der er ikke et eneste fly at se på det kæmpemæssige areal omkring terminalen.

Normalt ville et så færdigt byggeri være taget i brug for lang tid siden. Jeg har i hvert fald, som en der til dagligt beskæftiger sig med byggeri, aldrig set noget lignende. Den næsten 40.000 m2 store terminal er total mennesketom. Der har også været god tid til mangelafhjælpning, for sådan har det efterhånden set ud i flere år. Vi besøgte også stedet for 2 år siden, og dengang virkede byggeriet lige så færdigt som nu. Terminalbygningen ser ellers ud til at kunne blive en fantastisk kulisse eller ramme om et mylder af rejsende. Der er brugt fantastisk flotte materialer hele vejen igennem, og på rundturen blev vi orienteret om arkitektens tanker bag arkitektur og materialevalg.

Jeg tror aldrig igen man vil få mulighed for at besøge et byggeri af den størrelse og færdiggørelsesgrad hvad finish angår uden at det er taget i brug. Det virker som sagt surrealistisk. Samtidig kan jeg berolige evt. interesserede eller nysgerrige. Man behøver ikke skynde sig så meget, for der er ingen der ved noget om hvornår det bliver ”frigivet” til ibrugtagning. Formentlig hverken i år eller næste år. Og eftersom der ikke ser ud til at blive sparret på rengøring og vinduespudsning har man virkelig muligheden for at se et flot jomfrueligt nybyggeri.

Arkitekt på Willy Brandt-lufthavnen, som den nye lufthavn er døbt, er Gerkan, Marq og Partnere. Et meget stort og erfarent arkitektbureau. I Berlin har de også været arkitekt på 2 andre af de seneste års prestigeprojekter, – den nye hovedbanegård samt renoveringen og ombygningen af Det olympiske Stadion. Internationalt har de været med i et hav af store projekter. Fodboldentusiaster har den seneste tid ikke kunnet undgå at stifte bekendtskab med et af de projekter GMP har slået stregerne til, nemlig VM-stadionanlægget i San Paulo, Brasilien. Så det er altså ikke glade amatører eller uerfarne arkitekter der har været tilknyttet Willy Brandt lufthavnen. Og sådan er det også på ingeniørsiden.

Hvad er der så gået galt? Ja, det er svært at blive klog på. Og rundvisningen gør os ikke klogere. Der er, oplyses det, forhold omkring sikkerheden der ikke er i orden. Brandventilationsanlægget fungerer åbenbart ikke, og forbindelsen til øvrige sikkerhedsmæssige systemer er mangelfulde. I Dansk Brandteknisk Instituts marts-nummer har Brian V. Jensen, der er leder af DBI Brandrådgivning en fin redegørelse for de meget komplicerede brandtekniske problematikker i forbindelse med storlufthavnen: http://techmedia.swiflet.com/tm/dbi/28/14/   Redegørelsen viser, at det ikke er installationerne der mangler. Der er installeret 75.000 sprinklere, 16.000 branddetektorer og 81 brandventilatorer med en enorm kapacitet. Men de forskellige anlæg spiller åbenbart ikke tilstrækkeligt meget sammen, og i hvert fald ikke på en måde som der er lagt op til i byggetilladelsen.

Uanset hvad virker det dog på mig uforståeligt, at det skal tage 3–5 år ekstra at få styr på den del. Et velfungerende sprinkleranlæg vil ved enhver brand sørge for hurtig slukning. Og der er en stor nybygget og funktionsklar brandstation på lufthavnsområdet tæt på den nye terminal. Så det burde være muligt at trimme røgventilationsanlægget og få det til at spille sammen med øvrige anlæg indenfor en overskuelig periode.

Sidste efterår talte vi med en beboer i Köpenich-området. Han håbede stadig på, at lufthavnen aldrig vil åbne, og fortalte, at der stadig er mange, der med forskellige midler arbejder aktivt imod en åbning. Det antydes, at der også sidder en del personer centralt placeret i embedsværket, der forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Jeg synes, det de næste år bliver spændende at følge det videre forløb.

Indtil videre giver det så os andre mulighed for at se flot arkitektur og materialevalg i fuld Scala.

Tempelhof – Lidt om debatten

Published on 19. juli 2014, by in Nyhed, Parker.

Siden Tempelhof lufthavnen i 2010 blev lukket – og også i årene forinden – har der været heftig diskussion om benyttelsen af det meget attraktive område, som er rimeligt centralt beliggende i Berlin.

Lufthavnen, som blev bygget i årene 1936 – 41, rummer bl.a. en række bygninger, som er fredet som bevaringsværdige og desuden et meget stort grønt område, som man forestillede sig kunne blive byens nye park og samlingssted – byens savanne, som tilhængere af området som naturområde kalder det.

Lukningen blev besluttet efter en vejledende folkeafstemning i 2008 og i 2013 besluttede Berlins senat, at der på området bl.a. skulle bygges nyt bibliotek, som kunne være Berlins hovedbibliotek og rumme samlingerne fra de 2 gamle hovedbiblioteket i øst og vest – og desuden en række andre kulturformål.

Det projekt som blev fremlagt, indeholdt en randbebyggelse, som udover bibliotek havde beboelse og erhverv. Da forslaget blev offentliggjort, opstod en protestbevægelse, som med udgangspunkt i naturinteresser og ønsker om at undgå nye bebyggelser, samlede underskrifter, således at det forslag, som var fremlagt skulle til ”Volksentscheid” – folkeafstemning – og denne skulle finde sted samtidig med EU-valget d. 25. maj i år.

Resultatet var et stort nederlag for Berlin med over 700.000 stemmer imod forslaget, som efterfølgende blev trukket tilbage – og der står sagen nu. Efter afstemningen er forskellige problemer, som man måske ikke havde forudset, dukket op. En total friholdelse for bygninger og ændringer af naturområdet betyder bl.a. at man ikke kan lave en cykelsti igennem området og sportsarealer med tilhørende bygninger.

I Berliner Zeitung kunne man i begyndelsen af juli læse, at man havde tilladt lastbiler at køre igennem i forbindelse med messen Bread & Butter – for at undgå at de skabte trafikstop på de almindelige veje. Konsekvensen ville være en indskrænkning af brugernes muligheder for at færdes i området i 2 uger – fra 30. juni til 14. juli – og situationen blev beskrevet som den første konflikt om benyttelsen af Tempelhofområdet efter afstemningen – og på biblioteksområdet begynder man at overveje et nyt projekt – endnu engang.

På nuværende tidspunkt fortsætter de aktiviteter, som startede i 2011 og man har mulighed for at få rundvisninger i bygningerne og området.

Om der vil blive optaget forhandlinger mellem Berlin og den Borgergruppe, som vandt afstemningen eller man vil forsøge at udarbejde et nyt forslag vides ikke – men det er en historie, som det bliver spændende at følge.

På  http://www.tempelhoferfreiheit.de/ kan man læse om Tempelhof – og søger man på Wikipidia kan man konstatere, at folkeafstemningen endnu ikke er registreret her.

Stort program i Botanisk Have 19. juli

Botanische Nacht. Foto: Eberhard Kloeppel

Botanische Nacht. Foto: Eberhard Kloeppel

Botanisk have i Dahlem slår hvert år i juli dørene op for en eventylig aften. Det er i år på lørdag den 19. juli.

Man kan komme ind fra kl 17.00, og programmet begynder kl 17.30. Og sikke et program! indtil kl 02.00 er der musikalsk underholdning af forskellig slags 8 steder rundt om i haven. Det kan være orkestre, der spiller jazz og blues, eller en baryton, som synger i en båd ude midt i en sø. Der er også oplæsning, foredrag, teater og rundvisninger. Der er 9 forskellige temaer på rundvisningerne, som alle handler om planter.

Man skal vist heller ikke blive forbavset  hvis man møder en fe eller nogle levende havenisser på sin vej rundt i haven, hvor der i dagens anledning er arrangeret lyslabyrinter med over 1000 lys. Og kl 22.45 er der fyrværkdri ved den italienske have.

I kan læse mere om “Botanische Nacht” og se det store program i detaljer her.

Læs om Botanischer Garten og Botanisches Museum Berlin-Dahlem her.

Tempelhof i AlliertenMuseum og vice versa

Vue over landingsbanen og lufthavnsbygningen, 2009. Foto: Kirsten Andersen

Vue over landingsbanen og lufthavnsbygningen, 2009. Foto: Kirsten Andersen

På AlliertenMuseum vises indtil 19. april næste år en udstilling om Tempelhofs amerikanske periode. AlliertenMuseum er et museum som fortæller historien om de vest-allieredes historie i Berlin, og det blev indviet af Helmut Kohl i 1998. Museet ligger på adressen Clayallee 135, men der er planer om, at museet i løbet af få år flytter til bygningerne i den tidligere Tempelhof Lufthavn.

Tempelhof-komplekset er et af verdens største bygningsværker, og det fortælles, at der skal flere tusind nøgler til at komme ind i alle rum. Området og bygningerne og har en meget blandet historie bag sig. Det var her flyvningen i Europa tog sine første vingeslag, bygningen er sat på stedet af nazisterne, der var KZ-lejr i Colombia Haus, her var tvangsarbejdere til krigsindustrien under 2. verdenskrig, efter krigen luftbro under Berlin-blokaden, under den kolde krig amerikansk base og efter genforeningen havde lufthavnen sin første periode som civil lufthavn frem til 2008, hvor den lukkede for flyvning.

Særudstillingen på AlliertenMuseum koncentrerer sig om tiden, hvor amerikanerne holdt til på Tempelhof. Ved krigens slutning blev Tempelhof indtaget af den røde hær men blev senere overgivet til amerikanerne. Der var militærbase, luftovervågningscenter og alt, hvad der følger med sådan noget. Sideløbende med udstillingen tilbydes imidlertid rundvisninger på lufthavnen, og her får man sikkert også få mere af stedets historie fortalt. Jeg har selv været med på en rundvisning i Tempelhof-bygningerne. Den varede 2 og en halv time og vi var alle steder – oppe på taget, nede i forsyningsrummene, rundt i bygningen – også i kontorerne hvor den tidligere amerikanske militæradministration holdt til. Det er nok den mest interessante rundvisning, jeg har været på nogensinde.

Jeg vil ikke skrive så meget mere, men vise nogle af billederne, jeg tog på rundvisningen. I kan læse om udstillingen på AlliertenMuseums hjemmeside.

Til minde om Herbert von Karajan

I dag er det nøjagtigt 25 år siden, at dirigent-ikonet Herbert von Karajan døde. Karajan er nærmest synonym med Berliner Philharmonikerne, selv i dag hvor flere dirigenter siden ham har haft orkestret gennem sine hænder. Derfor markerer Philharmonikerne også 25 året for Karajans død.

Karajan overtog Berliner Philharmonikerne efter Furtwängler i 1956, og han holdt dirigentstokken indtil sin død i 1989. Det betyder også, at han var med fra begyndelsen til byggeriet af den nye Philharmonie, og kunne give sit besyv med og sætte sit præg på den på dette tidspunkt skelsættende arkitektur i koncertsalen. Siden er denne blevet kopieret i en mængde koncertsale verden over.

Karajans samarbejde med Berliner Philharmonikerne var noget helt specielt, det er vist en kendt sag. Og når det varede så længe, så har det givet været  tilfredsstillende for begge parter. Han formede orkestret til en helt speciel og perfektionistisk spillemåde. Mange, inklusiv jeg selv, har været mindre begejstret for den, men jeg må sige efter en genlytning her i anledning af dette indllg, at der også er en befriende klarhed over det.

Karajan var også meget teknisk interesseret og kyndig – nok hvad vi ville kalde nørdet i dag. Han deltog i det tekniske arbejde helt ned i detaljen ved pladeindspilninger.  Men han fik også foretaget en lang række videoindspilninger med orkestret allerede fra1960′erne. Disse optagelser kan nu ses på Berliner Philharmonikernes Digital Concerthall.

Selvfølgelig hædrer Philharmonikerne også Karajan i anledning af 25 året for dødsdagen. Læs mere på Philharmonies hjemmeside. Se også mulighederne i Digital Concert Hall.  Læs mere om Karajan på internettet: Karajans officielle hjemmeside, Wikipedia (tysk) og masser af andre steder.

Karajan dirigerer i Philharmonie (Youtube-klip)