Facebook Twitter Google Maps E-mail

Topographie des Terrors – Hans Bayer

Topographie des Terrors. Udstillingen Hans Bayer. Kriegsberichter im 2. Welkrieg. Foto: Kirsten Andersen

Topographie des Terrors. Udstillingen Hans Bayer. Kriegsberichter im 2. Welkrieg. Foto: Kirsten Andersen

Indtil 16. november vises på Topographie des Terrors en udstilling om Hans Bayer, som var krigskorrespondent under 2. verdenskrig. Jeg var inde at se udstillingen i går.

Hans Bayer havde en akademisk uddannelse indenfor kunsthistorie, teaterhistorie, germanistik og litteratur og var Dr. phil. Han ville gerne arbejde som journalist og søgte om at blive krigskorrespondent. Som tysk krigskorrespondent under 2. verdenskrig arbejdede man indordnet under militæret og måtte tage en militær uddannelse. Det gjorde Hans Bayer og blev antaget til jobbet som krigskorrespondent. Han blev sendt til Polen, Warzawa-ghettoen og senere med tropperne til østfronten, hvor den tyske hær som bekendt bukker under. Mod krigens slutning kommer Bayer igen til Polen og lykkes med at flygte med et af skibene. Han kommer dog i engelsk krigsfangenskab og bliver afnazificeret, hvorefter han kan begynde en karriere som forfatter og journalist, men under pseudonymet Thaddäus Troll.

Bayer fortæller nemlig ikke om sin fortid i den nazistiske hær, ligesom mange andre heller ikke gjorde. Ved at se udstillingen får man også en forståelse for hvorfor. Han har  set grusomheder og myrderier med sine egne øjne og har været midt i det, og det skulle han vende til positiv propaganda. Udstillingen viser fotos, som er blevet taget de steder, hvor Bayer også har været, så man ved, hvad han har været vidne til. Det må være meget vanskeligt at bære sådanne oplevelser, når livet igen bliver “normalt”, og det er forståeligt, at det letteste er at lukke ned for det. Det tyske propaganda-ministerium bestilte nøje, hvilke beskrivelser der skulle leveres og hvilke billeder de ønskede. Bl.a. husker jeg et forfærdeligt udtryk på sådan en bestillingsseddel, som var udstillet: “Juden-Dreck”.

Det kommer nok temmelig tidligt til det punkt, at Hans Bayer kan se, det ikke er et foretagende han sympatiserer med. Den kan man se i nogle af hans dagbogsnotitser. Og nogle af hans tekster bliver under censuren betegnet som “militärisch gesperrt” – og bliver ikke gengivet hjemme i Tyskland.

Bayer engagerede sig efter krigen i tyske forfatteres P.E.N. og arbejdede i det hele taget aktivt for antifacisme. Hvis de aviser han skrev for skred for meget til højreradikalisme, sagde han sin stilling op. Bayer fortæller som sagt ikke om sin virksomhed som krigskorrespondent, fortæller blot, at han var soldat i krigen. Men på udstillingen fortælles, at da Willy Brandt i 1970 knæler ved mindesmærket i Warzawa, noterer han, at det er en rystende undskyldshandling som Brandt foretager på hans vegne, og at han kun kan væmmes over alt det grusomme han var vidne til og skamme sig over, at han ikke havde mod til at tilslutte sig modstandsbevægelsen dengang.

Som 66 årig begår Bayer selvmord efter en længere periode med depression. På gravstenen står hans pseudonym Thaddäus Troll.

Udstillingen gjorde et stort indtryk på mig. Den er ydermere veltilrettelagt – opsat som en slags produktionsbånd på en avis – der hvor Bayer/Troll havde sit virksomme liv. Jeg kan anbefale jer at se udstillingen og få et indblik i, hvad krigen også kunne få af betydning for en ung mand i sin begyndelse af livet.

Læs mere på

Topographie des Terrors hjemmeside

Wikipedia

Artikel i Tagesspiegel

Sammlung Pietzsch på Neue Nationalgalerie

Neue Nationalgalerie_500CIndtil udgangen af året er der nu mulighed for at se 20 værker fra Sammlung Pietzsch på Neue Nationalgalerie. Det er navne som Max Ernst, Mark Rothko, René Magritte og Frida Kahlo, man kan møde på udstillingen. Jeg skal i al fald en tur derhen en af dagene.

Sammlung Pietzch er grundlagt i 1964 af ægteparret Ulla og Heiner Pietzsch, og interessepunktet er den europæiske surrealisme og den amerikanske abstrakte ekspressionismes videreudvikling af denne.

Pietzsch samlingen var udstillet på Neue Nationalgalerie i 2009, og museet blev da stillet i udsigt, at få samlingen foræret. Det ville, skriver Neue Nationalgalrie på deres hjemmeside, være en enestående chance for at få suppleret samlingen for netop den periode, som samlingen dækker. Men museet skal for at få samlingen opfylde klausulen, at et repræsentativt udsnit af samlingen tilstadighed skal være udstillet. Da det i forvejen kniber med plads i Neue Nationalgalerie er det ikke muligt.

Skulle I lægge vejen forbi Neue Nationalgalerie i denne tid er der flere udstillinger at se: Jake & Dinos Chapman: My Giant Colouring Book (2004), David Chipperfield – Sticks and Stones, eine Intervention, Moshe Gershuni. No Father No Mother og Ausweitung der Kampfzone. 1968-2000. Die Sammlung Teil 3. Alle udstillinger vises til og med 31.12.2014. Læs evt mere på www.smb.museum/museen-und-einrichtungen/neue-nationalgalerie/ausstellungen.html

Der er altså meget at se på Neue Nationalgalerie lige nu, og det er også med at se det mens det er muligt. Fra årsskiftet lukker museet nemlig ned for en større renovering vil være lukket i “flere år”. Tilbygning er der ønsker og forslag om, men så vidt jeg kan orientere mig ikke nogle konkrete planer.

Søndagstur til Brecht Haus i Buckow

I søndags var jeg med to af mine bekendte i Berlin ude at se Brechts sommerhus i Buckow. De havde spurgt, om jeg havde lyst til at komme ud at se noget udenfor Berlin, så ville de gerne invitere mig med på en tur. De foreslog Buckow og Brechts hus. Der var ikke noget sted, jeg hellere ville se, så jeg sagde straks ja tak.

Turen til Buckow var en oplevelse i sig selv. Buckow ligger ca 60 km øst for Berlins centrum og turen gennem Marzahn og Hellersdorf var et ganske andet Berlin, end jeg før har set. Plattenbau (de karakteristiske betonhøjhuse) så langt øjet rakte. Overvældende! Men pludselig var vi ude på landet med grønne marker og åben himmel, og  efter godt en times kørsel nåede vi vores mål.

Schermützelsee, Buckow. Foto: Kirsten Andersen

Schermützelsee, Buckow. Foto: Kirsten Andersen

Buckow ligger i et område der kaldes Märkische Schweiz, fordi det i modsætning til det øvrige Brandenburg har et meget couperet terræn. Byen Buckow er en hyggelig landsby, lidt større end jeg havde forestillet mig. Nu er den sikkert mest en ferieby, og om sommeren er der givet mere liv end på denne forholdsvis stille søndag. Stedet bærer stadig præg af DDR tiden med den gråbrune farve på husene, men man kan se, at de lidt efter lidt bliver restaureret og får mere kulør. Gaderne er bakkede, og man kunne tro, at man befandt sig i en bjergby. Ved byen ligger den store Schermützelsee og de fire mindre Griepensee, Buckowsee, Weisser See og Abendrothsee. Solen brød igennem, da vi nåede Buckow, og vi havde bestemt at gå en tur omkring en af søerne, inden vi spiste på restauranten Stobbermühle (præmieret som slowfood restaurant), og maden her var fremragende.

Stuen i Brecht Haus Buckow. Foto: Rikke Lyngsø

Stuen i Brecht Haus Buckow. Foto: Rikke Lyngsø

Efter vores middag spadserede vi til Brecht Weigel Haus Buckow, som huset korrekt hedder. Det ligger smukt ned til Schermützelsee, og ser nøjagtigt ud, som det er beskrevet og gengivet i bøgerne – med det store vindue i stuen ud mod søen. Bertolt Brecht (1898-1956) og Helene Weigel (1900-1971) købte huset i 1952, for at have et sted at trække sig tilbage og arbejde og mødes med kolleger og venner. I haven ligger et mindre træhus, hvor Brecht havde sit arbejdsrum, og her kunne han efter sigende godt finde på at sætte en seddel på døren, at han ikke ville forstyrres i flere dage. Det kom der som regel noget godt ud af.  Fx digtsamlingen Buckower Elegien. Herfra stammer det kendte citat, hvor han som kommentar til 17. Juni opstanden i digtet Die Lösung ironisk foreslår regeringen at vælge sig et andet folk. Digtene fra Buckower Elegien er gengivet på jernplader rundt om i haven.

Brechts arbejdshus. Foto: Kirsten Andersen

Brechts arbejdshus. Foto: Kirsten Andersen

I det store hus, som benævnes Eiserne Villa, er der en lille udstilling og biografiske oplysninger om parret Brecht og Weigel, og hvis vægge kunne tale, kunne man uden tvivl få sig noget af en oplevelse i denne stue. Det med om vægge kan tale har jo en lidt anden dimension når det drejer sig om DDR. Måske har der vært monteret mikrofoner her, for Brecht blev overvåget af Stasi. Så måske ligger der et eller andet sted optagelser af de diskussioner, der har været ført her, hvem ved?

Eiserne Villa set fra haven. Foto: Kirsten Andersen

Eiserne Villa set fra haven. Foto: Kirsten Andersen

Efter besøget hos Brecht gik vi rundt om endnu en af søerne og fik en kop kaffe på en lille café, inden vi kørte tilbage til Berlin. Det var en rigtig fin søndagstur. Beregn en dag, hvis I vil besøge Buckow, det er nemmest i egen bil, men også muligt med tog og bus.

Læs om Brecht Weigel Haus Buckow på www.brechtweigelhaus.de/

BVG særbillet i anledning af Mauerfall

Fra i dag kan man købe en special-billet til den offentlige trafik i Berlin i dagene omkring jubilæet for murens fald.

Der ventes et stort rykind af turister i byen – både tyske og udenlandske. BVG sælger i den anledning også en særbillet som gælder fra 7. november kl. 0 til 10. november kl. 3 om natten. Billetten har et billede af et U-Bahn tog, som gennembryder en  mur, så den er samtidig en souvenir om 25 års jubilæet.

Den specielle billet koster 15 Euro og dækker ABC. Man kan tage børn under seks år gratis med på billetten.

Der sælges 8000 billetter, og man kan som sagt købe den fra i dag og indtil 9. november, hvis der stadig er flere tilbage. Den kan købes alle de steder, der forhandler BVG billetter samt i visitBerlin butikkerne ved Brandenburger Tor, i Kranzler-Eck og på Hauptbahnhof.

Det er værd at overveje, for det er billigt sammenlignet med de alm. flerdages billetter. https://shop.bvg.de/index.php/group/24

Læs om jubilæums-billetten på BVG’s siden om Sonderfahrschein zum 25. Jahrestag des Mauerfalls

U-Bahn Cabrio

I aftes sad jeg og kiggede Rbb Heimat Journal til min aftensmad. De viste en temaudsendelse om begrebet “Tunnel” og var selvfølgelig nede i U-Bahnens tunneller. Meget interessant at høre og se.

Meget interessant var også, det der blev vist indslag fra en tur i U-Bahn Cabrio, så det vil jeg straks fortælle videre til berlin-nyts læsere. Det er BVG, der arrangerer aftenture i U-bahnen, hvor man sidder i en åben vogn på vej gennem tunnelsystemet – på skinner, der der selvfølgelig ikke benyttes til den almindelige U-Bahn. Men man kunne se på indslaget, at man godt nok også kommer ud i lyset på stationerne indimellem.

Turen er ca. 35 km lang og varer to timer. Man får sikkerhedshjelm på og skal ellers rette sig efter den besked man får af tur-lederen. Det koster 40 Euro per person, at komme med på sådan en tur. Der er nogle betingelser for at deltage, det kan I læse på BVG’s side om U-Bahn Cabrio.

Der står, at alle ture i 2014 er booket. Ærgerligt nok, for det kunne da være spændende at opleve. Man kan først booke ture i 2015 fra februar måned. Hvis man vil huskes på det, kan man ved at sende sin mailadresse til BVG blive sat på en mailingliste, så man får besked, når der kan bookes igen.

Se også Rbb’s side om udsendelsen.

På besøg i malerens have

Liebermann Villa am Wannsee. Foto: Kirsten Andersen

Liebermann Villa am Wannsee. Foto: Kirsten Andersen

Det har længe været mit ønske at komme ud at se Liebermann Villa am Wannsee. Min søster har været på besøg her i Berlin, og da der var nogenlunde vejr i torsdags, tog vi en tur derud.

Maleren Max Liebermann (1847-1935) var medgrundlægger af Berliner Secessionen og blev en af Tysklands betydeligste impressionistiske malere. Fra omkring 1910 havde han sit sommerhus ved Wannsee, og haven til huset var hans store passion. De små fine anlæg, som han selv komponerede, blev motiver i mange af hans malerier – som også blev malet i det fri.

Villaen, der med den store have ligger direkte ned til Wannsee, blev konfiskeret af nazisterne, da Liebermann var jøde. Efter krigen var der sygehus i villaen, og efter at arvingerne i USA havde fået villaen tilbage, blev den så sent som i 2006 genåbnet med en rekonstruktion af såvel villaens indretning som havens anlæg. Det hele står meget fint og flot og er bestemt et besøg værd.

Det er en fordel at vælge en dag med solskin – vi var der på en efterårs-gråvejrsdag, men kunne godt forestille os det liv, der ville være på en sommerdag. Der er en lille-bitte café med en stor terasse og et fint lille udvalg af mad og drikke. I villaens underetage er der et rum med digital dokumentation om Liebermann. Bl.a. kan man høre ham selv fortælle om sin barndom i et radioprogram for børn – det var jo helt specielt. Man kan også se en lille filmoptagelse, hvor han sidder og tegner skitser. I villaens overetage havde han sit atelier og i det og nogle tilstødende rum er der udstilling med malerier – mest motiver fra haven. I overetagen vises også en film om rekonstruktionen af haven.

Der er en lille rejse ud til villaen ved Wannsee. Man forbliver hele tiden inden for AB zonen, men regn alligevel med at bruge det meste af dagen på sådan en tur. Vi tog S-toget til Station Wannsee og herfra bus nr. 114, som kører lige til villaen. På tilbagevejen gik vi til bvg-færgen og tog den tværs over Wannsee til Kladow og derfra en bus til U-bahn station Spandau. Herfra U-Bahn tilbage til Berlin Mitte. Der går som sagt noget tid med transporten, men det var virkelig dejligt med en tur på landet og indånde den meget friskere luft i forhold til by-luften.

Som I kan se på billederne er haven og historien om huset nok den største oplevelse ved besøget. Udstillingen med malerier var mindre end jeg havde forventet. Hvis man vil se flere malerier af Liebermann, kan man gå på Alte Nationalgalerie, hvis samling rummer nogle af hans tidligere malerier.

Læs mere om Liebermann Villa am Wannsee og Max Liebermann

Liebermann Villa am Wannsee. Rosenhaven med soluret. Foto: Kirsten Andersen

Liebermann Villa am Wannsee. Rosenhaven med soluret. Foto: Kirsten Andersen

 

Stasi museum: Udstilling om den fredelige revolution

Under et Berlin besøg i denne tid, ville det være relevant at besøge Stasi museum, hvor der for tiden vises en udstilling om den fredelige revolution i Leipzig for 25 år siden. Den fredelige revolution, som førte til en af de største historiske begivenheder i Europa i nyere tid, nemlig murens fald.

Stasimuseet er indrettet i bygningerne, hvor DDR’s Miniserium für Staatssicherheit havde sit hovedkvarter. Museet har ladet Erich Mielkes kontor stå, som det var, da DDR lukkede ned. Erich Mielke var DDR’s sidste minister for statssikkerhed.

Jeg har ikke besøgt stedet siden 2006, hvor det endnu ikke var Stasimuseum, men hvor det var meget interessant både at se alle kontorerne og den lille udstilling om overvågningen og udspioneringen af befolkningen samt at drikke kaffe i officersmessen. Så mon ikke jeg også skal en tur derhen en af dagene?

Museet er dog delvis lukket ned for tiden, mens der bliver bygget helt nye udstillinger op. De nye udstillinger kan ses fra 15. januar i 2015. Men man har valgt, at lade Erich Mielkes kontor stå som det er. Det er en god idé, for det er nok det, mange kommer for at se. Indtil de nye udstillinger er klar, kan man altså i det, de kalder Haus 22, se udstillingen “Die Friedliche Revolution in Leipzig” – en vandreudstilling fra Bürgerkomitee Leipzig.

Se mere på Stasimueum Berlins hjemmeside

Der var ikke meget at se på kontorerne i 2006, men denne herre var selvfølgelig på hylden.

Ministerium für Staatssicherheit, 2006. Foto: Kirsten Andersen

Julepynt fra Käthe Wohlfahrt

Published on 23. oktober 2014, by in Jul.

Om ca. 2 måneder er julen over os igen. Og i Berlin er de begyndt at forberede juleudsmykningen i gaderne. F.eks. så vi en dag, at lyskæderne  blev hængt op i træerne på Unter den Linden, så man er klar til at trykke på knappen, når det skal være.

Men der er et sted i Berlin, hvor det altid er jul. Nemlig hos Käthe Wohlfahrt på Kurfürstendamm. Og lige nu er det trods alt mere aktuelt, end når man går i Berlin om sommeren og der er over 30 graders varme.

Skal der lidt nyt julepynt med hjem, kan det derfor anbefales at gå en tur ind hos Käthe Wohlfahrt, hvor man kan få alt indenfor julepynt og dekoration. Vi var en tur der forbi forleden dag. Der er rigtig meget flot julepynt at købe – og det hele er utrolig smukt præsenteret i  butikken. Noget af det er også særligt tysk tradiotionelt julepynt som f.eks. krybbespillene.

Käthe Wohlfahrt i Berlin. Foto: Kirsten Andersen

Käthe Wohlfahrt i Berlin. Foto: Kirsten Andersen

Se mere på hjemmesiden http://wohlfahrt.com/fachgeschaefte/berlin

 

The Show must be seen!

Published on 22. oktober 2014, by in Show.

Hausansicht_TheWyld_webI aftes var vi i Friedrichstadt-Palast og se showet The Wyld! Og det var….vildt – helt vildt! Man bliver nærmest slået tilbage i stolesædet af beundring. Med andre ord: Gå ikke glip af det – hvis I skal til Berlin.

Det er ikke nemt at beskrive på en dækkende måde, hvordan sådan en helt magisk opsat scenografi virker. Der var den ene flotte scene efter den anden. De mange artister – dansere, akrobater, luftakrobater, hundedomptører, bmx-cykel-kunstnere, stepdansere, klassiske balletdansere, musikere, sangere og ikke mindst de meget flotte og fantasifulde kostumer gør bare det hele til en fest for øjne og ører.

I anden afdeling præsenteres vi for selveste Nofretite. Hun træder ud af sin montre i Neues Museum og begynder at danse i skikkelse af en høj, flot mandlig danser, der kunne meget med sin krop. I sangen, der var ledsagelse til dansen erklærer Nofretite: Ich bin ein Berliner. Meget sjovt påfund…

Det bragende bifald var helt og fuldt fortjent – og det må gerne gælde hele huset Friedrichstadt-Palast. Der var professionalisme hos alt personale lige fra man trådte ind ad døren til man forlod huset igen.

I kan se en lille teaser til showet her i sidepanelet. For at købe billetter skal I gå ind på Friedrichstad-Palast’s hjemmeside – jeg linker her til den danske.

Koncerter i Pianogalerie

KoncertDet behøver ikke at være i de store og kendte koncertsale, man får de store musikoplevelser. I Pariserstrasse ligger der en Pianoforretning, som hedder Pianogalerie. Det er lige i nærheden af hvor jeg bor, og en dag så jeg et opslag i byen om, at der skulle være en klaverkoncert en aften. Så jeg gik hen og købte en billet og gik til koncerten, som var den 16. oktober.

Pianisten var russiske Sofya Gulyak, og programmet var Bach (Busonis arr.), Medtner og Chopin. Komponisten Medtner kendte jeg ikke i forvejen, men det var dejlig musik at lytte til. Og Chopin spillede S. Gulyak helt eventyrligt.

Det er et ganske lille lokale, de har til koncerter – ca. 50 stole, og omkring de omkring 20 mennesker, som var kommet til koncerten, tror jeg ligesom jeg fik en dejlig oplevelse formedelst 20 €.

Pianogalerie skal have koncert igen den 30. oktober, hvor det er sopranen Evelin Novak, cellisten Polina Yarullina og pianisten Andrej Hovrin der er udøvende. Her koster billetterne 15 €.

I kan læse mere om næste koncert på Pianogaleries hjemmeside.