Hope at Home. Der er altid et håb. Hør bare her:
Stay at home – bliv hjemme! Det er de manende ord i denne tid. Jeg efterlever det naturligvis, bortset fra næsten daglige gåture i det kæmpe grønne området tæt ved, hvor jeg bor. Hold afstand! Det er andre vigtige, manende ord i denne tid, og det gør jeg også på mine gåture, og når jeg er nødt til at skulle i en dagligvarebutik.
Berlin? Ja her skal de også blive hjemme. Og her er det så, at overskriften til dette indlæg bliver meget aktuel. Hope at home – eller Hope@home, som det retteligt skrives. Hope det er er den britiske violinist Daniel Hope, som bor i Berlin. Han er vant til at turnere, men må nu blive hjemme i Berlin. Det samme må hans musikalske venner og kolleger, som bor i byen. Sammen med arte arrangerer han hver aften en hjemmekoncert, hvor han inviterer en af sine venner til at komme og musicere med eller bidrage med anden form for kulturel underholdning. Kun en enkelt kunstner sammen med pianisten i stuen ad gange, selvfølgelig. Koncerterne sendes hver aften kl. 18 direkte via Youtube, men de kan også ses efterfølgende. Pianisten Christoph Israel er fast pianist på koncerterne. Jeg har set alle de fire koncerter, som indtil nu har været afholdt, og jeg vil blive ved med at følge dem.
Hope spiller hver aften sammen med Israel, og det giver bare sådan en god stemning og beroliger, når man hører så dejlig musik. En fornemmelse af en grund-kultur og en musik-skat, som bare fortsætter trods alle de triste nyheder om corona virusen. På koncerterne refereres der dog hele tiden til den alvorlige situationen. På den første koncert spillede Hope og Israel musik af J. S. Bach, bl.a. den skønne Air, som kan bringe en i fuldstændig afslappet ro. Koncert nummer to var med Max Raabe, som var i topform og med reference til smittefare havde ændret teksten i “Ich küsse ihre Hand Madame” 🙂 Koncert nummer tre dedikeredes til Italien, og vi fik musik med relation til Italien, bl.a. to smukke stykker fra Godfather. Koncert nr. fire var med hilsen til New York med musik af bl.a. Aron Copland.
Daniel Hope opfordrer også til, at følgere af koncerterne indsender deres egen musik eller fortæller, hvordan de får tiden hjemme til at gå på bedste vis. I aftes viste han et indslag på sin Ipad, hvordan New York Philharmonikerne via programmet Zoom spillede Mahlers første symfoni hver for sig men alligevel sammen som orkester. Og han viste et indslag med to små drenge fra Sicilien, der spillede violin. Hope at home betyder også håb derhjemme. Og håbet må vil aldrig opgive.
Det er et flot tiltag fra Daniel Hope, og jeg vil gerne opfordre til at man tager denne daglige 30-minutters kulturpille. Det gør godt.
Se med her: