Ud i det blå med 9 Euro billetten

Bo Morell, forfatteren til bl.a. den ny-udkomne Kunsten i Berlin – Berlin i kunsten, har sendt et gæsteindlæg til Berlin-nyt, som jeg takker for og med stor glæde bringer i dag. Det et forslag til en dejlig tur ud af byen med 9 Euro billetten. Bo Morell skriver:

“Mens der endnu er mulighed for at køre Berlin tyndt med BVG’s 9 Euro-billet, kan jeg fx anbefale en tur i omegnen, og hvis 9- Euro-Ticket ikke forlænges ud over august, så køb et Tageskarte til zone ABC.

Turen går til Neu Venedig, først med S-tog til Rahnsdorf. Gå herfra gennem skoven til byen og fortsæt ad Seestrasse til BVG-færge 23, hvortil billetten også gælder. Afgang hver fulde time undtagen mandag. Her venter en smuk sejltur, først over søen og derefter en kanal med et par stoppesteder.

Stå af ved restauranten Neu Helgoland og bestil en servering inden næste afgang. Turen videre fortsætter til Kruggasse med Fischerdorf med en lille landsbykirke og endnu en bvg-færge i form af en robåd. Fra kirken kan man gå ad Dorfstrasse mod Neu Venedig, der består af kolonihaver mellem kanalerne.

Ad Fürstenwalder Strasse kan man komme tilbage med en bus 161 til stoppestedet Waldschänke, hvor sporvogn 61 går gennem skoven mod Friedrichshagen, Köpenick og Adlershof.

Turen rundt tilbyder alle former for transportmidler i et smukt naturområde uden at skulle betale ekstra for de kommercielle rederiers billetter.”

Læs om 9 euro billetten her.

Fotos: Bo Morell

 

Skriv gerne en kommentar