Ny Android App til Digital Concert Hall

Nyhedsbrevet fra Berliner Philharmonikerne i går fortalte, at der nu er kommet en ny Android-app til deres Digital Concert Hall. Jeg gik straks på Google Play og downloadede App’en. Og hold da op! Det er da det rene Eldorado! Når man lige er blevet logget på (for man skal oprette et logon, hvis man ikke har det i forvejen), kan man med det samme se, hvor lang tid der er til næste koncert, og man kan se arkivet, hvor der er en fest af koncerter at vælge imellem. Desuden ligger der 10 film om Berliner Philharmonikerne eller film, der relaterer til orkestret. I kan se, hvordan I bruger app’en på dette link til Google Play (klik på video’en).

Læg godt mærke til navigationsikonet i øverste venstre hjørne. Hvis man her vælger Live Concerts, vil man se de live koncerter, som man kan købe digital billet til det næste år frem. Så det er samtidig en slags sæsonprogram, man får. For koncerterne kan man selvfølgelig også købe en normal koncertbillet til, hvis man har mulighed for at gå til koncerten i Berlin.

Ellers er fremgangsmåden, at man følger koncerten live, enten på sin tablet eller sin PC via internet transmission. Jeg kobler PC’en til mit fjernsyn og får det på stor skærm og lyden til mit stereoanlæg. Men de nye smart tv’er kan sikkert modtage koncerten direkte fra nette. Via app’en kan jeg se, at den 17. maj kunne jeg godt finde på at gå en tur i den digitale koncertsal og opleve Mozarts violinkoncert nr. 3 i G-dur med Frank Peter Zimmermann som solist.

For at købe en billet til Digital Concert Hall skal man klikke på boksen “Get your ticket to the Digital Concert Hall”. Så kommer man ud på internettet og her ser man forskellige billetpriser. For 9,90 euro kan man i 7 dage se koncerter fra Philharmonie via internettet. Det er både direkte transmitterede koncerter og koncerter fra arkivet. Det synes jeg er billigt for gode klassiske musikoplevelser. Man kan også købe billet til en hel måned for 24,90 euro eller for et helt år for 149 euro. Men så skal man vist også være storforbruger af klassisk musik.

Philharmoniens Digital Concert Hall er et helt enestående tilbud til musikglade mennesker over hele verden. Tænk at man hjemme i sin stue kan komme med til koncert med et af verdens bedste orkestre, verdens bedste dirigenter og verdens største solister!

Jeg har været til koncert i den digitale koncertsal flere gange og det er ganske nemt at få til at fungere. Og med app’en bliver det endnu nemmere.

Skriv gerne en kommentar