Faste læsere af berlin-nyt og de mennesker, jeg kender, kan ikke undgå at vide, at jeg er begejstret for det vidunderlige Palastorchester og deres skønne sanger Max Raabe. Jeg har oplevet orkestret på live koncert to gange. Den ene var i Admiralspalast i Berlin, og det var en uforglemmelig oplevelse.

Orkestret er kendt i hele verden for deres helt specielle måde at præsentere revysange, slagere og evergreens fra første halvdel af det 1900 århundrede. Primært er det de tyske revy- og schlagermelodier fra 1920’erne, da genren havde sin glansperiode, ikke mindst i Berlin.

Orkestrets medlemmer er alle konservatorieuddannede musikere, og Max Raabe er uddannet baryton sanger. Musikken fremføres altid med et glimt i øjet, og en stor del af koncerternes kvalitet er Raabes ekvilibristiske og humoristiske annoncering af numrene. Men man skal ikke tage fejl, der ligger et meget seriøst og professionelt engagement bag det hele, og altid finder de balancen, så det ikke bliver for meget.

Orkestret afslutter, som det plejer, dets verdensturné i Berlin, hvor det spiller i Admiralspalast fra den 22. oktober til den 4. november. Det må I altså ikke snyde jer selv for, hvis I er i Berlin i den periode. Kig ind på http://www.palast-orchester.de/. Her kan I  booke billetter, men surf også lidt rundt og nyd den underholdende webside – læs gæstebogen og få et indtryk af, hvordan koncerterne vækker begejstring verden over.

Skriv gerne en kommentar