Ka’ De li’ foto-udstillinger?

Så er Berlin et must her i efteråret.

Men allerførst må jeg lige nævne at Visitberlin’s hjemmeside har fået et nyt look. Og ikke mindst nye og meget fine funktionaliteter. Det er en fryd at besøge siden, hvor man meget nemt og hurtigt kan danne sig overblik og finde de oplysninger, man søger. Den skal I endelig bruge, når I skal finde inspiration til Berlin-besøget.

Mit øje faldt meget hurtigt på deres annoncering af udstillingsfestivalen European Month of Photography Berlin. Fra 19. oktober til 25 november viser et utal af museer, gallerier m.m. fotoudstillinger af forskellige slags. Som de selv annoncerer det: 100 lokationer, 500 fotografer og 10.000 billeder.

Ingen kan jo gøre sig forestilling om at se alle udstillinger og billeder – man må vælge. Jeg skal ikke vælge for jer, men jeg kiggede lidt efter, hvad der varer så længe, at jeg kan få det med sidst i november. Ikke alle udstillinger varer nemlig til 25. november. Fotoudstillingsfestivalen har en webside, selvfølgelig. Her kan I klikke jer ind på de enkelte udstillinger og læse mere om temaet for udstillingen, men sør’me også se nogle af billederne i større format.

På den måde har jeg fået lyst til at se udstillingerne:

Nostalgia. Das Russland von Zar Nikolaus II. In Farbfotografien von Sergei Michailowitsch Prokudin-Gorski. En udstilling med farvebilleder fra 1909, som vises fra 19. oktober i Gestalten Space, Sophienstraße 21.

Kalter Krieg und Wirtschaftswunder som vises  fra 16. november i Ephraim Palais

Sektoren(ein)Blick(e). Alliertes Leben in West- und Ost Berlin.  Billeder, der viser, hvordan de allierede indrettede sig i sektorerne i Berlin fra 1945 til begyndelsen af 1990’erne. Udstillingen vises fra 9. november i Landesarchiv Berlin, Eichborndamm 115-121.

Men der er som sagt mange flere fotoudstillinger at se i Berlin her i efteråret, så kig ind på websiden http://www.mdf-berlin.de/de/ og vælg selv ud.

Skriv gerne en kommentar