Revolutionsudstilling Alex, 2009

Open-air udstilling ved Stasimuseum

I gården ved bygningen til det forhenværende Stasi Zentrale og nuværende Stasimuseum vises for tiden en udendørs udstilling om den fredelige demonstration i DDR, som førte til berlinmurens fald. Jeg så en lignende udstilling på Alexanderplatz i 2009, og det husker jeg som en rigtig fin udstilling.

Udstillingen med titlen Revolution und Mauerfall er arrangeret af Robert-Havemann-Gesellschaft og fortæller i mere end 650 fotos og plancher om hele forløbet op til murens fald i 1989 og genforeningen af de to Tysklande og øst- og vestberlin.

Der er på udstillingen selvfølgelig fokus på de personer fra DDR, som havde modet til at sætte den fredelige revolution i gang.

Udstillingen er tekstet på både tysk og engelsk, og det er også muligt at høre en audioguide til udstillingen for den ringe udgift af 1 euro. Audioguiden kan kun lånes mellem kl. 10 og 17, mens der ikke er nogen fast åbningstid på udstillingen. I kan læse mere om audioguiden her og se link til en lytteprøve på internettet.

Det er gratis at se udstillingen. Da den kaldes en Dauerausstellung, er der ikke nogen slutdato på den. Læs mere om udstillingen her. Og kig endelig grundigt det hele igennem, der er rigtig meget interessant info at få.

Og når I nu er på stedet, så besøg Stasimuseum også. Læs mere om museet her.

Foto til indlægget er mit fra udstillingen på Alexanderplatz i 2009.

Skriv gerne en kommentar