Den verdenskendte, norske pianist Leif Ove Andsnes spiller koncert i Philharmonies store sal den 28. og 29. november kl. 20.

Han spilller sammen med Deutsche Sympohonie-Orchester Berlin – Philharmonikerne er jo ud at rejse. Dirigent er Gianandrea Noseda fra Italien, og på programmet er bl.a. Beethovens dejlige klaverkoncert nr. 3 i c-mol og Richard Strauss’ Aus Italien.

I programomtalen fortælles, at det først er for nyligt, at Andsnes har taget Beethoven på koncertrepertoiret. Men så har han til gengæld både denne og næste sæson Beethoven på programmet, som han turnerer med i hele Europa og Nordamerika.

Andsnes nyder internationalt stort renommée og er blevet kaldt en af de mest begavede musikere i vor tid. Andsnes er desuden en ivrig kammermusiker. Han arrangerer hvert år kammermusikfestivalen i Risør i Norge, hvor han også selv optræder sammen med udvalgte kollegaer. I år havde jeg fornøjelsen af at høre ham, Martin Fröst og Lars Anders Tomter spille Brahms og Bent Sørensen i Risør Kirke. Det var en koncert af den slags, som man ikke glemmer lige med det samme. Og nu glæder jeg mig til at opleve Leif Ove Andsnes igen i Berlin den 28. november.

Jeg læste om koncerten på Nordische Botschaftens hjemmeside. Billetter kan købes fra  hjemmesiden for Deutsche Symphonie-Orchester Berlin, som arrangerer koncerten.

Skriv gerne en kommentar