Jazz-nyt fra Badenscher Hof

For et par dage siden fik jeg nyhedsbrev fra Badenscher Hof. Det fortæller om programmet i august måned – det vender jeg lige tilbage til.

Jeg har aldrig selv besøgt Badenscher Hof, men andre har anbefalet det til mig, hvis jeg ville ud og høre noget jazzmusik i Berlin. Og når jeg ser nogle af billederne på hjemmesiden, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke har været der allerede. Det ser nemlig rigtig dejligt ud – oser af intim jazz atmosfære. På hjemmesiden skriver de, at de favoriserer original Black Music og at her mødes Berlin Black Community. Det betyder ikke, at det kun er sorte musikere, der spiller, men det stiller store forventninger om autentisk jazzmusik – i hvert fald hos mig. Jeg må derind en gang.

Der er også mulighed for at spise på stedet – menukortet ligger også på hjemmesiden.  Det samme gør programmet, i aften er der Blue Wedensday Show, Jazz with Soul – og der er fri entré. Fredag er der igen soul på programmet med sangerinden Dorrey Lylles, som tidligere har sunget i Harlem Gospel Singers. Lørdag er det Reggie Moore Trio – sax, piano og trommer.

Augustprogrammet kan I selvfølgelig også læse på hjemmesiden – det er nyttigt at man kan kigge nogen tid frem, når man sidder og planlægger sin ferie. Som jeg lige ser ned over programmet er det meget afvekslende. Det anbefales, at man ringer og bestiller plads, telefonnr. står på hjemmesidens forside. Det betyder nok, at man ikke lige kan gå ind fra gaden og regne med at få en plads.

Se mere på http://www.badenscher-hof.de   –  Se beliggenhed på bykort (Googlemap) – der går U-bahn (U7 – Blissestrasse eller Berliner Strasse) og busser (104, 204, 249) i nærheden.

Se film fra Badenscher Hof på YouTube.

Skriv gerne en kommentar