Musikalske sammentræf – Unerhörte Musik

Nogle gange, så sker der nogle sammentræf for os som mennesker – det vi går og beskæftiger os med, bliver også pludselig det vi ser i pressen eller noget vi bliver opmærksomme på sker lige omkring os eller andre steder.

Lige nu præsenterer vi på Kunsten, hvor jeg arbejder, en række koncerter med helt ny musik inden for den klassiske genre, arrangeret af komponistgruppen SnowMask Composers Group og fremført af solister fra toppen af den internationale musikscene. Den første koncert var i fredags, og der kommer fem mere hen over efteråret. Det kan I læse om på Kunstens hjemmeside. Sådan nogle koncerter med ny musik fortjener lidt ekstra opmærksomhed, fordi det ikke er dem, publikum strømmer til. Her skal man jo være indstillet på at risikere noget. Der bliver spillet musik, man ikke er fortrolig med som publikum – altid en uropførelse. Til gengæld kan man også få sig en rigtig stor oplevelse, for det, som bevæger allermest, er jo ofte det overraskende og ukendte. Næste koncert i rækken er på fredag den 27. oktober.

Sammentræffet i denne forbindelse er at der i aften tirsdag den 24. oktober spilles koncert med ny og “Unerhörte Musik” på BKA Theater i Berlin. Det gør der nemlig hver tirsdag aften. I aften er det instrumentet Tubaen, der er i fokus under overskriften Die Tuba: Ein Weg in die Zukunft. Solist er tubavirtuosen  Jack Adler-McKean – alene det at opleve en virtuos på tuba kunne få mig til at gå til koncerten. Jack Adler-McKean har bestilt musik hos udvalgte komponister, da han savnede seriøs musik til instrumentet. Så i aften kan man høre tubamusik af Steven Daverson, Nigel McBride, Asia Ahmetjanova, Athena Corcoran-Tadd, Emily Howard, Eric Egan UA, Patrick Friel UA, Evan Johnson ogGeorges Aperghis. UA står for Uhraufführung (uropførelse).

Næste tirsdag den 31. oktober er det Fællesskabet, som er  temaet på Unerhörte Musik-koncerten. Det er det unge  ensemble hand werk fra Köln, som giver en Lecture-Konzert med titlen COMMUNIO. Instrumenterne er fløjte, cello, klaver og percussion. Ind imellem musikken giver sociologen Daniel Felscher små foredrag om temaet fællesskab.

Sammentræffet er her, at jeg i min yndlingspodcast fra DR, Hjernekassen med Peter Lund Madsen for nylig hørte en udsendelse med temaet Dannelse. Her blev fællesskabet nævnt som en del af begrebet Dannelse. Og netop musik og orkesterspil blev givet som et eksempel på at fællesskabet er en nødvendighed, for at det fungerer.

Sådan hænger tingene heldigvis tit sammen i min bevidsthed. Det er en god følelse – det er der sikkert flere af jer læsere, som kender til.

I dag blev berlin-nyt så lidt filosofisk anlagt – det håber jeg også, der er plads til.

Som sædvanligt skal I til slut have linket til Unerhörte Musik koncerterne, så I kan læse lidt mere og se fakta-oplysninger. Se Unerhörte Musik’s hjemmeside her. og på deres Facebook side her.

Jeg kan varmt anbefale at abonnere på nyhedsbrev fra Unerhörte Musik. Nyhedsbrevene giver fyldig beskrivelse af koncerter, solister og komponister.

Unerhörte Musik er netop blevet tildelt FEM-Ehrenadel af Deutscher Komponistenverband. Se mere om det her.

Skriv gerne en kommentar