Kollektiv trafik
I Berlin er den kollektive trafik yderst velfungerende. Som turist lærer man hurtigt at finde rundt i U-Bahn, S-tog, Sporvej og Bus, og det er nemt at orientere sig på det velkendte kort over U-Bahn og S-togs nettet. Et godt tip: kig altid efter endestationen og orienter jer efter den, når I skal vælge retning. Læs mere på hjemmesiden for BVG (Berliner Verkehrsbetriebe).
Her lidt retningslinier for begyndere:
Billetkøb: En billet gælder både til U-Bahn, bus, S-tog og sporvogn. Det letteste er at trække billeten i en automat på en af stationerne. Automaterne tager både mønter (ikke under 1 euro) og sedler. Det er en god idé at have kontanterne klar, de fleste steder kan man dog også bruge visa-kort. Automaterne har touch-skærme og man skal bare læse sig frem til, hvad man skal gøre. Lad være med at stresse – den, der står bagved er højst sandsynligt også en turist, der skal prøve for første gang – eller en hjælpsom berliner. Man kan også købe billetten i en af kioskerne, og på nogle U-Bahn stationer er der billetluger. Billetten skal stemples inden den er gyldig. Stempelboksene står på alle stationer ved trapper og indgange.
Der findes flere kategorier af billetter.
Kurzstrecke - 1,40 Euro. Gælder 3 stoppesteder med U-Bahn og S-tog, omstigning tilladt, 6 stoppesteder med bus og sporvogn, her er omstigning ikke tilladt.
Einzelfahrschein - 2,40Euro (AB) 2,80Euro (BC) og 3,10 Euro (ABC). Gælder 2 timer i U-Bahn, bus, S-tog og sporvogn, omstigning er tilladt, men ikke mod udgangspunktet.
4-Fahrten-Karte - 8,40 Euro. Gælder som Einzelfahrschein, man får rabat ved at købe 4 billetter på en gang.
Tageskarte - 6,50 Euro (AB) 6,80Euro (BC) og 7,00 Euro (ABC). Gælder i U-Bahn, bus, S-tog og sporvogn samme dag som den erstemplet og til kl. 3 om natten.
Kleingruppenkarte – 15,50 Euro (AB) 15,80 (BC) og 16,00 (ABC). Gælder for 3-5 personer i U-Bahn, bus, S-tog og sporvogn samme dag som den erstemplet og til kl. 3 om natten.
Områderne AB, BC og ABC er zonebetegnelser og kan ses på oversigtskortene, som kan downloades her.
Disse priser og betingelser er pr. marts 2012 - klik på linkene for at checke aktualitet og læse mere.
NB: Hvis I skal være i Berlin som turister i flere dage, så husk at overveje Berlin Welcome Card. Læs evt. indlæg om Welcome Card.










