Foto: Nationalmuseet

Museum for dukketeater i Berlin

Nu, hvor det snart er vinterferietid, faldt det mig ind, at det måske var noget for familier med børn på vinterferie i Berlin at besøge Puppentheater-Museum.

Museet har dukker fra 4 århundreder tilbage og viser skiftende udstillinger. Den aktuelle udstilling hedder Vom Volkstheater auf kleinen Bühnen zum modernen Figurentheater.

Det fortælles på museets hjemmeside, at teaterspil med små dukker stammer flere tusind år tilbage, hvor det var præster, der brugte de små figurer til at overbevise folk om en religiøse magt de repræsenterede. Oprindeligt var dukketeater for voksne, og mange kendte forfattere, bl.a. Goethe, har skrevet manuskripter til dukketeater. Der er forskellige slags dukker til dukketeatret: hånddukker, marionetdukker, dukker til skyggespil m.m.

Først i løbet af det 19. århundrede udviklede dukketeatret sig til en genre for børn. Vi skal jo forestille os et børneværelse og en stue uden TV, computer, ipad og hvad der ellers er af underholdning nu om dage. Så var dukketeatret en fremragende form for underholdning og et sted, hvor børnene kunne give fantasien frit spil – tænk blot på, hvor meget tid H. C. Andersen brugte på at sy dragter til sit dukketeater.

Men selv efter TV og film kom frem, har dukkerne en central og populær plads i produktionerne. Ivo Caprinos dukkefilm som Karius og Baktus og Bjergkøbing Grand Prix. Og marionetdukken fra mit barndoms TV, Lillebror er jo uforglemmelig. Senere kom Sørøver Sally, julekalenderne Vinterbyøster og Jullerup Færgeby, og ikke at forglemme Kaj og Andrea, som ganske vist er dyr, men meget menneskelige dyr, må man sige. Og der er mange flere eksempler på, hvordan dukker i film og TV har fascineret gennem tiden.

I Puppentheater-Museum arrangeres rundvisninger og forestillinger specielt for børn. I uge 7 og 8 er der forestillinger og rundvisninger for børn fra mandag til fredag og søndag den 28. februar. Bl.a. er der en lommelygte-rundvisning for museumsgæster med stærke nerver, egnet fra 8 år. Det er nok noget, der vil gøre indtryk. Man skal tilmelde sig forestillinger og rundvisninger via en mailadresse på museets hjemmeside. Se nedenfor.

Jeg får faktisk selv meget lyst til at besøge dukketeatermuseet, og jeg tror at mange voksne ligesom jeg er fascinerede af, hvordan en dukke af træ eller tøj kan blive levende og få en personlighed, når den føres af en dukkefører.

Kig lidt på Puppentheater-Museums hjemmeside og bliv inspireret til et besøg her.

Foto: Nationalmuseet
Billedet her stammer fra Nationalmuseet, Danmark

Skriv gerne en kommentar