Sikke en bog! Det må have taget meget lang tid at forberede den.
Titlen på bogen fortæller tydeligt, hvad det handler om. Og undertitlen, En kulturhistorisk guide, lover på ingen måde mere end den holder.
Vi får i bogen en så grundig gennemgang af områder og kvarterer, slotte, museer mv. i Potsdam, at vi er klædt på til at få mest muligt ud af at opleve det selv. Morell beskriver – selvfølgelig med kompetent faglighed – bygning for bygning, skulptur for skulptur, maleri for maleri, seværdigheder, arkitektur og landskaber i et ligetil og let forståeligt sprog. Som læser er man også blevet taget i hånden fra begyndelsen med en gennemgang af Mytologiske figurer, arkitektoniske stilarter og en præsentation af tidsvidner i form af historiske personer, som vi møder undervejs i bogen. For hvert område der beskrives vises også et kort over området, så vi som læser kan orientere os rent geografisk.
Citater fra afsnittet om tidsvidner:
“Bondepigen fra Golm bærer rundt med en stor frugt, der ligner en artiskok i sin kurv. Hun er ikke helt klar over, hvad hun fik stukket i hænderne af denne billedhugger Benkert, der fik hende overtalt til at stå model som kineserinde, men hun fik da frugten som løn, og samtidig skulle hun sminkes, så hendes øjne kom til at se skæve ud, og så de grinede ad hende i landsbyen, da hun kom hjem. Frugten lugter godt, men den stikker, og en gartnerdreng har fortalt hende, at man kalder den en ananas og at den stammer fra Sydamerika, men da er vist noget vrøvl, når hun skulle optræde med den som kineser foran billedhuggeren.”
“Den ældre kvindelige sporvognskonduktør Hildegard Mielke ser vi i hendes vogn foran banegården. Hun har kørt i Potsdam siden 1985 og er nu parat til at blive pensioneret. Hendes første sporvogn var den lysegule fra Gothafabrikken i DDR, – nej først var hun billettør ved bagindgangen, inden hun blev forfremmet. Hun husker, at der på ruderne var indgraveret mottoet Für Frieden und Sozialismus, og faktisk var det også nogle fredelige ture, hun kørte, hvor der var orden ombord og fredelige omgivelser, når hun styrede ud igennem skovområderne til de forskellige endestationer. Socialismen kunne hun også godt være enig i, for billetprisen på 20 pfennig var overkommelig for alle. Dog var det lidt irriterende, når hun måtte stoppe for de lange sorte Volvoer, der ovenikøbet tillod sig at benytte hendes spor, når de havde travlt. Efter genforeningen blev hendes sporvogne grønne og kunne køre væsentligt hurtigere. Stoppestederne blev nu annonceret på engelsk, men det forstod hun ikke meget af, da hun kun havde lært russisk i skolen.”
Bogen er samtidig med at være inspirerende læsning også et opslagsværk og som nævnt en guide. Det særligt inspirerende i bogen, synes jeg er, at Morell altid lige knytter en nyttig lille oplysning til det emne, han beskriver. Det kan være en humoristisk bemærkning men er ofte en kommentar, som man husker, fordi den bidrager til, at man lige får lidt mere med i oplevelsen, når man nu er der alligevel. Og når man er ude for at tage indtryk ind, så er der jo ikke noget, der er for småt til at komme med. Det kan f.eks. være, at ved opførelsen af den nye synagoge i Schlossstrasse har arkitekten valgt Arne Jacobsens stole, fordi han som jøde måtte flygte til Sverige under besættelsen.
En anden ting, som jeg husker, er omtalen af den kvindelige maler, Anna Dorothea Therbusch, som malede Friedrich Wilhelm den andens elskerinde Wilhelmine Encke i 1776. Elskerinden blev anerkendt som Fr. Wilhelms officielle elskerinde og stod for indretningen af flere slotte i Berlin. Dejligt at få sådan en anerkendelse af kvindekønnet med i fortællingen. Maleriet af Wilhelmine Encke beskrives selvfølgelig af Morell og det vises som alle andre malerier, han nævner og beskriver, som en vignet ved siden af teksten, hvilket giver endnu en læsemæssig kvalitet til bogen.
Jeg har modtaget bogen i PDF udgave, for at kunne præsentere den her på Berlin-nyt. Men jeg tror da ikke, jeg kan undvære den i rigtig bogform. Efter at have læst et godt stykke ind i bogen, fik jeg stor lyst til at tage en tur til Potsdam og være der i flere dage for at opleve noget af alt det, Morell præsenterer læseren for i bogen.
Sidst i bogen er der en række turforslag, som har tilknyttet QR-koder, så man kan tage en guide med på sin telefon. Hvis/når jeg kommer til Potsdam skal det helt sikkert prøves. Ligeledes er der et register, så man nemt kan slå op og læse om dette eller hint emne. Og ikke mindst er der en liste over museer og gallerier.
Jeg er begejstret for bogen, og kan kun forestille mig, at Berlin-nyt’s læsere kan være interesseret i den. Det må være et ønske til næste fødselsdag eller jul.
Bogen sælges lige nu flere steder. Den kan købes direkte fra forlaget Mellemgaard på linket her.