De færreste tænker nok over, at en tur med undergrundsbanen i Berlin også er en bevægelse gennem et stykke arkitekturhistorie med en svensk hovedperson, nemlig arkitekten Alfred Grenander (1863-1931).
I årene 1902 til 1930 arbejdede Grenander for Berlins Højbaneselskab, der stod for byens undergrundsbane. Grenander tegnede omkring 70 undergrundsstationer, inden han døde i Berlin i 1931. Nittebesmykkede jernsøjler, farvede fliser og bløde afrundede lyskilder er Grenanders kendetegn.
Alfred Elias Grenander blev født i 1863 øst for Göteborg og rejste i 1882 til Berlin for at studere på Teknisk Højskole i Charlottenburg. Efter sine studier blev Grenander i Berlin og begyndte at undervise på kunsthåndværkerskolen (Kunstgewerbeschule). Selvom Grenander i dag er mest kendt som “undergrundsbanens arkitekt”, så var han i sin egen tid også en anset indendørsarkitekt, møbeldesigner og kunsthåndværker. Det er måske netop denne alsidige begavelse udi formgivning, der gør, at mange af Berlins undergrundsstationer fremstår som imponerende rum, hvor materialer, form og lys hænger nøje sammen.
Spadestikket til Berlins undergrundsbane blev taget i 1896. Samme år havde både Budapest og Glasgow åbnet deres undergrundsbaner. Den første undergrundsbane i Europa var dog blevet indviet allerede i 1890 i London. I Berlin planlagde man til at begynde med dog en højbane, men man indså hurtigt, at det gav mere mening at få den voksende storbys hurtige trafik gemt væk under jorden. Den første undergrundsstrækning i Berlin, den såkaldte stamstrækning, var en del af den nuværende U-Bahnlinie U1. Den blev indviet med pomp og pragt og Kejser Wilhelm II i februar 1902 – det år, hvor Grenander blev ansat. Han var således ikke med til at tegne de allerførste stationer.
Wittenbergplatz, Klosterstrasse, Alexanderplatz, Deutsche Oper, Krumme Lanke – det er blot nogle af Grenanders stationer. Og de er vidt forskellige. På stationen Wittenbergplatz fra 1913 møder man et stramt ydre af klassiske former, der modsvares af et anderledes farvestrålende indre med gule, grønne og røde fliseudsmykkede vægge. Det var værkstedet Cardinen, som Kejseren ejede, der leverede fliserne til stationerne.
Klosterstrasse, der også blev indviet i 1913, har foruden de karakteristiske stiliserede jernsøjler et overraskende og smukt orientalsk islæt i form af flisernes blå og gule palmedekorationer. De er inspireret af Ishtar-porten, en af Babylons byporte, der blev udgravet i slutningen af 1800-tallet af tyske arkæologer. Det var naturligvis en kæmpe sensation i samtiden, og selvom porten ikke kom til Berlin før efter Første Verdenskrig, så cirkulerede der tegninger og akvareller af det store fund, som Grenander kunne lade sig begejstre af.
Endestationen på linen U3 er stationen Krumme Lanke fra 1929. Den blev Grenanders sidste. Her er ingen dikkedarer eller løssluppen farveleg, men rene geometriske former, lys og åbenhed. Med en sådan bygning af glas ved endestationen viste Grenander sig dermed som en arkitekt, der var ankommet i det moderne.
