Lige i dag kan man ikke påstå, at berlin-nyt er aktuel med et tip. For det handler om en bog, som blev udgivet i 2012 af Søren Kierkegaard Kulturproduktion, Søren Kierkegaard i Berlin.
Søren Kierkegaard Kulturproduktion henvendte sig forleden til mig, om jeg ville skrive om bogen. Det ville jeg selvfølgelig, men da jeg ikke kendte den i forvejen, ville jeg gerne lige have den i hånden og læse den igennem, inden jeg skulle skrive om den. Det er sket nu, så man kan dog sige, at bogen er aktuel for mig lige nu. Jeg tænker, der kan være flere, som ikke kender den, så jeg vil gerne præsentere den her.
Bogens første del er en indledning af Jens Staubrand, som redegør kort for den historiske periode og omtaler en række samtidige personer, som har haft forbindelse med Søren Kierkegaard og personer, som han har haft interesse for. Den indledende del har den svaghed, at det alt for ofte hedder: Kierkegaard kan have gjort dette eller hint, Kierkegaard kan have mødt den eller den, vi kan antage, at Kierkegaard har set det og det skuespil, men vi ved det ikke med sikkerhed. Jens Staubrand har virkelig været grundig, men det bliver måske alligevel lidt for omfattende i forhold til, hvad det er nødvendigt at vide for at læse brevene i bogens anden del.
Det vi dog ved med sikkerhed er, at Kierkegaard har rejst til Berlin i perioderne oktober 1841 til marts 1842, i maj 1843, maj 1845 og maj 1846. Vi ved også, at han tog på den første rejse til Berlin for at høre bl.a. Schellings forelæsninger på Universitetet Unter den Linden, ligesom vi ved, hvor han har boet under sine ophold.
Bogens anden del indeholder som nævnt Søren Kierkegaards breve til hans (efter hans eget udsagn) eneste ven Emil Boesen samt til nevøer og niecer og nogle enkelte andre relationer. Brevene er for mig det mest interessante ved bogen. For her får vi et indtryk af, hvordan Kierkegaard går og har det i Berlin. Der hvor alting er reguleret, selv vejret! – som han skriver. Humor og ironi beherskede han jo også til fulde. I brevene til Emil Boesen handler det meget om Regine og bruddet med hende umiddelbart før rejsen til Berlin. I brevene til nevøerne og niecerne er det en rar onkel, vi møder. Han fortæller fx om alle de egern han ser i Tiergarten eller om hundene, som trækker vognene fra landet, der kommer ind til byen med mælk. Han er også den belærende onkel, som retter stavefejl i nevøerne og niecernes breve, der ikke er så hyppige, som han kunne tænke sig – hvorfor mon?
Den tredie del af bogen indeholder noter fra rejserne til Berlin. Noterne er formodentlig beregnet til Kierkegaards senere brug, og her skal man nok være en dedikeret Kierkegaard-forsker for at se en sammenhæng med skrifterne.
Når jeg synes, at brevene er det mest interessante i bogen, er det fordi de bringer mig nærmere personen Søren Kierkegaard og faktisk giver mig lyst til at vide mere om ham. At han var så excentrisk og selvcentreret, som brevene giver udtryk for, vidste jeg faktisk ikke. Men nu har jeg heller ikke beskæftiget mig særligt indgående med ham. Brevene rummer også en del humor og ironi, så jeg har da også siddet og klukleet en del under læsningen.
Bogen kan helt givet læses på et andet og mere videnskabeligt-filosofisk plan, end jeg har gjort. Der er noget at hente, hvis man fx ønsker at grave dybere i Kierkegaards forhold til Regine og ikke mindst hans beslutning om at afslutte forholdet. Ligesom man kan følge hans påbegyndelse af Enten Eller og andre essays.
Berlin har været en helt anderledes by, da Kierkegaard kom der i 1840’erne. Byen var hovedstad i Preussen, for en samlet nationalstat Tyskland fandtes endnu ikke. Landet er samlet i Det tyske forbund og består af 38 stater og fyrstendømmer. Perioden 1815-1848 betegnes i den tyske historie som Biedermeier eller Vormärz – alt efter om man har den upolitiske eller politiske vinkel på. I Søren Kierkegaards breve fra Berlin nævnes ikke et ord om politik eller samfundsforhold.
Vi får dog i brevene en smule beskrivelse af byen, når Kierkegaard fortæller om sine gåture på Unter den Linden og i Tiergarten. Universitetet, hvor han fulgte forelæsninger er det samme, som ligger der nu og hedder Humboldt Universität og operaen, han også besøgte er Staatsoper, som ligger overfor universitetet. Ærgerligt, at han ikke nævner slottet. Det kunne have været interessant med en beskrivelse af det.
Næste gang, man kommer til Berlin, kan man jo så lege lidt med tanken om at se Søren Kierkegaard komme spadserende ned ad Unter den Linden, hvilket han yndede at gøre.