Martha Liebermann. Et stjålet liv.

I mandags så jeg en film på ARD 1 om Martha Liebermann. Filmen er ret ny, og jeg vil gerne gøre opmærksom på den. Hvis I har mulighed for at gå tilbage i jeres TV-program, så gør det og se den. Den er tekstet med danske undertekster som en af Nabolandskanalernes udsendelser. Desværre har jeg ikke opdaget den tidligt nok til at gøre opmærksom på den på forhånd. Da den jo kan tænkes at blive genudsendt eller sågar vist på dansk TV, synes jeg alligevel, at jeg vil fortælle om den.

Mange af Berlin-nyts læsere kender sikkert navnet Liebermann fra maleren Max Liebermann (1847-1943), som Martha var gift med. Martha levede fra 1857-1943, og vi befinder os i filmen så i tiden, hvor Tyskland styres af nazisterne. Max og Martha Liebermann er jøder, og de bliver som bekendt brutalt forfulgt af nazisterne. Filmen foregår i 1943, hvor Martha får besked om, at hun skal sendes til Theresienstadt, hun havde valgt ikke at følge sin datter til USA mens tid var. For at undgå sin skæbne begår hun selvmord. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg var ikke klar over, hvordan det foregik. Heller ikke, at en modstandsgruppe forsøgte at hjælpe hende ud af Tyskland.

TV-filmen Martha Liebermann – Et stjålet liv er produceret efter Sophia Motts bog Dem Paradies so fern. Filmen er blevet præmieret ved Fersehfestival i Monte Carlo. Thekla Carola Wied spiller rollen som Martha Liebermann. Jeg har fået lyst til at læse bogen og har bestilt den på biblioteket.

Jeg har læst anmeldelser af filmen fra FAZ og Der Nordschleswiger. I FAZ er anmelderen ikke helt så begejstret (anklagepunkt er sammenblanding af realitet og fiktion) som det er tilfældet i Der Nordschleswiger. Personligt synes jeg, at filmen er rigtig god at se. Nogle skuespillerpræstationer kunne være bedre, men selve fortællingen er god at få frem i lyset.

Der er masser at læse på nettet om både Martha og Max Liebermann. Jeg har besøgt både deres villa i Wannsee, Liebermann-Villa am Wannsee og Max Liebermann Haus ved Brandenburger Tor. Begge steder er der hele tiden udstillinger at se.

Gennem de mange år, jeg har arbejdet på Kunsten i Aalborg, har jeg set en del kunst af meget forskellig art. En udstilling, som vi viste et af de første år, jeg var ansat – nok i første halvdel af 1980’erne, var udstillingen Liebermann, Schlevogt og Corinth. Det var udelukkende tegninger, og jeg har aldrig glemt dem. Især Max Liebermanns tegninger fra Tiergarten. Jeg skulle som korrespondent oversætte tekst til katalog, og det var første gang, jeg opdagede, at der i Berlin er en stor park, som hedder Tiergarten. At det ikke var en zoologisk have, Liebermann tegnede motiver fra 😉.

Se traileren for TV-Filmen her

Se film om Max og Martha Liebermann fra Stiftung Brandenburger Tor

Skriv gerne en kommentar