Berlin for begyndere og viderekomne

Lige netop i den kommende uge er der mange danskere, som rejser til Berlin for at holde efterårsferie. Nogle for allerførste gang, andre for at få et glædeligt gensyn med den dejlige ferieby.

Og Berlin har heldigvis noget at byde på for både førstegangs-turisten og den som kommer for 3., 10. eller 20. gang. For selv om genkendelsens glæde er stor, så vil man altid gerne opleve noget nyt. Og det har man netop overskud til, når man er blevet bekendt med byen og kan færdes lidt hjemmevandt.

I går stod jeg på det lokale bibliotek og hørte en mor og en dreng, som skulle på ferie i Berlin i næste uge spørge bibliotekaren om steder, der skulle ses i Berlin. Jeg havde netop taget en stak flyere med, som jeg ville bede bibliotekaren lægge frem. Selvfølgelig stak jeg moren og drengen en flyer, så de kunne gå ind på berlin-nyt og finde forslag. Se evt. også mit tidligere indlæg om efterårsferie med børn i Berlin.

I dag vil jeg helt generelt foreslå, hvad det ville være naturligt at se på sit første Berlin-besøg, og så vil jeg foreslå en række museer, som er i den lidt mere spøjse og sjældne afdeling.

Den officielle hjemmeside for Berlin, berlin.de, har en side de kalder for Berlin für Anfänger (Berlin for begyndere). Den kan I bruge som inspiration. Jeg vil foreslå, at I bruger jeres første par dage i Berlin på at se Alexanderplatz, Unter den Linden, Brandenburger Tor, Reichstag (kuppelbesøg: se tidligere indlæg), Potsdamer Platz, Gedächtniskirche og Kurfürstendamm. Busser nr. 100 og 200 kører på strækningen, men turen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor eller omvendt kan man godt tage til fods. Det roder lidt nu på Unter den Linden fordi der bygges ny U-Bahn, men sådan er det i storbyer – nyd alligevel de flotte bygninger på turen og tag en afstikker, hvis der er noget der frister – f.eks. Dussmann i Friedrichstr., hvor man kan få alt indenfor bøger og musik.

Bus nr. 100 kører fra Bahnhof Zoo til Alexanderplatz og her kommer I forbi Grosser Stern med Siegssäule og mange andre steder. I kan downloade ruteplanen for bus 100 bvg.de.

Bus nr. 200 kører også fra Bahnhof Zoo til Alexanderplatz og med den kommer i bl.a. forbi Philharmonie og Potzdamer Platz. Download også ruteplan for bus 200 på bvg.de.

Hvis I kører på et Tageskarte, kan I frit stige af og på bussen alt efter hvad bentøjet kan holde til. I kan selvfølgelig også bruge S- og U-bahn, men lige på disse strækninger og til de første besøg vil jeg faktisk anbefale bussen, for så får man en fornemmelse af, hvor man er. Man stiger ind foran i bussen og viser sin billet til chaufføren. Hvis I går op på bussens øverste dæk, så sørg for at komme ned ad trappen i god tid før I skal ud. Som regel bliver stoppestederne sagt i bussen, ellers følg det på lysskiltene. Se under fanen Kollektiv trafik for flere oplysninger om billetkøb, priser m.m. Husk også at benytte mulighederne for Berlin Welcome Card og Berlin City Tour Card.

Så var der lige det med museerne til jer, der har set ovennævnte og godt vil lidt længere omkring. Der har jeg faktisk lige fået et nyhedsbrev fra Visitberlin med et link til en række af de mere sjældne museer. Så det giver jeg videre til jer. Det er interessante steder, ikke alle er egnede til at tage børnene med. Men kig nærmere på Visitberlins side om Ungewöhnliche Museen.

Skriv gerne en kommentar