I dag er Berlin-nyts tip for jer, der befinder jer i Berlin i dag. For det er helt aktuelt.

Kunstakademiet, som ligger ved Brandenbuger Tor, har i dag åbent hus med gratis adgang. Man skal dog have en adgangsbillet, og den kan man få fra kl. 11.  Den kan I nok godt nå, hvis I befinder jer nogenlunde i nærheden af Berlin Mitte.

Jeg har ofte kigget indenfor i Akademie der Künste. De har en lille spændende boghandel, og så har de en dejlig café, hvor der oftest er fuldstændig stille og fredeligt. Det er der jo så nok ikke i dag, men caféen er selvfølgelig åben.

Noget af det I kan opleve i dag i Akademie der Künste er at komme med bag kulisserne. Se magasinerne, se hvordan en kunstkonservator arbejder. Få svar på, hvad der sker med et kunstværk, når det skal på rejse. I kan også få et indblik i, hvordan en arkivar arbejder. Få noget at vide om, hvad der bliver arkiveret og hvordan det sker. Akademie der Künste har jo en kæmpemæssig samling af materiale fra forfattere og andre kunstnere.

Der er også omvisning i de aktuelle udstillinger samt flere foredrag og oplæsninger. Sågar et modeshow er der. Selvfølgelig et helt specielt et. Det er studerende fra Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch, Berlin, der præsenterer teaterkostumer fra det store arkiv.

Se hele programmet på hjemmesiden for Akademie der Künste her.

God fornøjelse.

Skriv gerne en kommentar