På Nollendorfplatz 8 hænger ifølge tysk Wikipedia (2010) en mindetavle for Berliner Philharmonikernes chefdirigent 1922-1954. Han blev født i huset, hvor tavlen hænger.
Når jeg skriver om Wilhelm Furtwängler i dag, så er det fordi jeg i går aftes sad og så filmen om ham fra 2004: Furtwänglers Liebe. Det er hans kone Elisabeth, der fortæller om tiden sammen med Furtwängler. Hun kommer selvfølgelig også ind på spørgsmålet, hvorfor Furtwängler ikke flygtede fra nazisterne som så mange andre kunstnere. Hun fortæller faktisk, at Schönberg sagde til ham, at han skulle blive. Nu fortæller hun ikke i hvilken sammenhæng, han har sagt det. Furtwängler kan jo have givet udtryk for sin tvivl og har klynget sig fast til denne ytring. Elisabeth Furtwängler giver heller ikke udtryk for, at det skulle være Schönberg, der har valgt for Furtwängler, det var en beslutning han selv tog. Han ville blive ved sit orkester og sikre at kulturen og musikken kunne overleve i det land, der efterhånden var, hvad man vel kan kalde både ånds- og gudsforladt. Nogle mener, at der var forkert af Furtwängler, og at han lod sig bruge i nazisternes propaganda. Andre mener, at han satte kunst højere end politik – det bliver i den amerikanske film Taking Sides (2001) udtrykt via en jødisk officer (Moritz Bleibtreu), som assisterer den amerikanske major (Harvey Keitel) ved afhøringen af Furtwängler (Stellan Skarsgård) under afnazificeringsprocessen. Jeg mener ikke, der generelt bliver valgt side for og imod Furtwängler i denne film. Jeg mener det bliver beskrevet, hvor svært det kunne være for et menneske at skulle vælge at forlade sit land, sit orkester og sit virke på det tidspunkt og i den situation, han stod i. Dog må man jo nok indrømme, at det ikke er til amerikanernes fordel, den måde processen bliver skildret på. Det er blændende godt skuespil af Harvey Keitel. Filmen kan anbefales, og den kan ses i sin fulde længde på YouTube lagt ud af FilmBuff.
At nazisterne brugte Furtwängler i sin propaganda kan man imidlertid ikke diskutere. Det gjorde de. Men hvis man går lidt under overfladen – og det sker allerede på Wikipedias side om Furtwängler – så vil man vide , at han også talte nazisterne imod. Det er så let for os nu snart 70 år senere at sidde med vores meninger om, hvad der havde været mest rigtigt at gøre. Og jeg tror det er klogt at skelne mellem kunst og politik – også selvom vi ved, at det gjorde nazisterne ikke i deres propaganda. Vi skal i eftertiden – efter min mening – forstå, at det var der altså nogle mennesker der gjorde, eller måske var det snarere sådan, at de kunne ikke andet.
Der ligger en film fra 1942 på YouTube, hvor man ser Furtwängler dirigere Berliner Philharmonikerne for arbejderne (sikkert tvangsarbejdere) på AEG’s fabrik i Berlin. Det var i regi af KdF – Kraft durch Freude. Koncerten skulle være en opmuntring af arbejderne, som jeg formoder, producerede våben til en grusom krig. Det er et eksempel på, hvordan nazisterne brugte Furtwängler og – om man vil – hvordan han lod sig bruge i deres propaganda. Nu er det sjældent, at billeder lyver. Og i ansigterne på de arbejdere, som kameraet zoomer ind på, ser jeg sørgmodighed, fortvivlelse, udmattethed og håbløshed. Jeg tror ikke de følte sig opmuntrede, men jeg tror at musikken tager dem et andet sted hen end hvor de er – og at de måske bare i glimt har turdet håbe på at få et ordentligt liv igen. Hvem ved? Se filmen på YouTube.
Måske filmen Das Reichorchester også kunne interessere nogle af jer læsere? Filmen beskriver Berlinerphilharmonikernes vanskelige tid under naziregimet. Den kan også ses på Berlinerphilharmonikernes Digital Concerthall, når man køber en digital billet.