Vinterferie i Berlin for hele familien

Berlins Walk of Fame ved Potsdamer Platz
Berlins Walk of Fame ved Potsdamer Platz

I de næste to uger er der vinterferie i Danmark og for nogens vedkommende går den sikkert til Berlin. Derfor vil tippene i denne uge være velegnet for både  far mor og børn, og de samler sig alle omkring Postsdamer Platz. Det er nemlig Berlinaletid nu, og den foregår meget ved Potsdamer Platz i Berlinale Palast. Så også her skal det handle om film, og en af feriens aktiviteter for hele familien kunne sagtens være et besøg på Filmmuseet på Potsdamer Platz – som retteligt hedder Deutsche Kinemathek – Museum für Film und Fernsehen. Der viser de lige nu og indtil 17. maj udstillingen Bigger Than Life. Ken Adam’s Film Design. Ken Adam har designet scenografi eller set billeder hedder det måske i filmeverdenen til mere end 70 film. Nogle af dem har han fået et Oscar for, bl.a. min yndlingsfilm Barry Lyndon. Men også flere James Bond film har han stået bag. Han skænkede i 2012 hele sit arkiv til filmmuseet på Potsdamer Platz, og det er nu ved at blive registreret. Imens har man altså sat denne udstilling op, og jeg ved, at jeg skal en tur deromkring, når jeg skal til Berlin i påsken. Læs mere om udstillingen her.

Der er også en udstilling for børn på filmmuseet lige nu, nemlig udstillingen … und Action! Wie werden Film und Fernsehen gemacht? (… og værs’go! Hvordan laver man film og fjernsyn?). Børnene kan selv prøve at være med til at producere filmene på forskellige værksteder – fx i lydstudiet og klipperum. Udstillingen for børn vises til den 26. april, så den kan også nås i påsken, hvis I ikke når det i vinterferien. Læs mere om udstillingen her. I filmmuseets faste samling kan man bl.a. se en masse om filmen Metropolis og et helt rum er viet til historien om Marlene Dietrich og mange af hendes effekter. Indgangen til udstillingerne er en oplevelse helt for sig selv, og det vil jeg ikke røbe noget om. Læs om museet generelt http://www.deutsche-kinemathek.de/de

Når I nu er på Potsdamer Platz, så tag et kig på Boulevard der Stars, som ligger i en rød stribe ude midt på vejen foran Potsdamer Platz. Og husk at holde øje med om de rigtige filmstjerner optræder på den røde løber ved Berlinalepalast.

Der er mange flere oplevelser for familien på Potsdamer Platz. Her ligger fx også Legoland Discovery Center Berlin, som vil være et hit, hvis man har mindre børn med til Berlin. Man kan også godt gå ind i deres butik uden at betale entré, hvis man bare skal ind og kigge eller handle. Læs mere her.

Panoramapunkt i Kolhoff Tower (den brune skyskraber) vil ligeledes være en stor oplevelse for hele familien. Alene opstigningen til 21. etage i Europas hurtigste elevator er en helt speciel oplevelse, det tager 23 sekunder!  Når man har været rundt til de 4 verdenshjørner og har set Berlin fra oven, kan man gå en tur i restauranten, hvor man nemt kan være heldig at få plads ved vinduet og sidde og nyde lidt at spise og drikke mens kigger ud over hele Berlin. En stor fordel ved Panoramapunkt er, at der sjældent er kø som ved Fernsehturm. Læs mere her.

High Flyer Welt Ballon. Foto: Kirsten Andersen
High Flyer Welt Ballon. Foto: Kirsten Andersen

En anden oplevelse, der går i højden er Ballonen High Flyer, som man kan se langt væk fra. Ballonen er tøjret til jorden, men det er en fantastisk oplevelse at hæve sig op over byen og få udsigten viden om. Man er sikret med hegn hele vejen omkring, så der er ikke noget at være bange for – heller ikke for jer med højdeskræk. I kan ikke læne jer ud over kanten. Læs mere om High Flyer her.

Skal der shoppes er der også god mulighed for det. Der er shoppingcenter på Potsdamer Platz, og der er den nye Mall of Berlin, som ligger lige i nærheden  på Leipziger Platz 12. Det er et meget stort og meget flot shoppingcenter med ca. 400 forretninger. Se http://www.mallofberlin.de/en.

Mall of Berlin. Foto: Kirsten Andersen
Mall of Berlin. Foto: Kirsten Andersen

Hvis mor eller far gerne vil en tur alene på museum, mens den anden har børnene,  er der flere tilbud i nærheden af Potsdamer Platz: Dali die Ausstelling (Salvador Dali) Museum, Kupferstich Kabinett , Gemälde Galerie, Martin-Gropius-Bau eller Topografie des Terrors og Holocaust mindesmærket, hvis det skal være kulturhistorisk.

Skriv et svar