Forfatteren til bogen Ella Bellas eventyr – Berlin har skrevet til berlin-nyt.dk og spurgt om jeg vil gøre opmærksom på bogen. Det vil jeg gerne.
Bogen er en ny Berlin-guide, som er henvendt specielt til børnefamlier og er den første i en ny serie af rejseguides til familier, – en børnenes pendant til de voksnes guide. Både før, under og efter turen. Forfatter til bogen er Sara Helena Kangas, arkitekt MAA, den er udgivet på Forlaget Bolden og vejledende pris er ca. 249 kr. Bogen udgives også som e-bog til 99 kr. Bogens hjemmeside er www.ellabellaseventyr.dk
En hurtig gennemlæsning af bogen giver et indtryk af, at den kommer godt rundt om de kulturelle seværdigheder, som man bør kende for at få en forståelse af Berlins og Tysklands historie. Det er virkelig dejligt at se, at den ikke kun tager de “lette” forlystelser med, men giver hele familien noget med indhold i.
I bogen hører vi om Ella Bella, hendes bror og far og mor, som skal til Berlin og vi følger med i deres forberedelser og “er med” dem på turen til Berlin. Opmærksomheden er ligeligt fordelt på børnene og forældrene og sproget er holdt i voksen-sprog, men alligevel henvendt til børn. Det gør efter min mening, at bogen også bliver interessant som guide for de voksne i familien.
Nu har jeg ikke selv børn i den alder, som bogen er henvendt til, så jeg har bedt en familie, jeg kender – Lili, Jesper og deres søn Andreas (snart 9 år) om at anmelde bogen, og jeg vil her bringe deres kommentarer, som Lili har skrevet dem:
“Vi gjorde det, at jeg læste højt for os alle 3, af selve kapitlerne. Andreas var straks med, og interesseret. Vi var også interesserede, og interessen holdt hele vejen igennem, kun et par få sider fandt Andreas for kedelige, det var et stykke inde i bogen, da var han ved at være mættet af ting om jøderne og om Øst/Vest-problematikken. Der er også temmelig meget om lige dette emne, og det er lige ved at gøre bogen for politisk. Men det var også eneste minus, bogens opdeling gør den og Berlin overskuelig for os der endnu ikke har været der. Efter at have læst er vi alle 3 enige om, at vi nu har et godt billede af Berlin og hvad vi gerne vil se.
De forskellige opslag bagi bogen er super gode – en rigtig god opdeling der igen giver et godt overblik. Farveinddelingen og kapitelinddelingen efter områderne i Berlin gør også, at det hele er meget overskueligt, det at seværdighederne fra samme område står i samme kapitel. Andreas var meget optaget af, at Ella og familie var tegnede figurer ovenpå fotografier, han fandt det sjovt, jeg synes egentlig først det var lidt fjollet, men ændrede syn til sjovt ret hurtigt i bogen.
Andreas tog notater undervejs og fandt frem til de ting han gerne ville se/prøve: Her er hans liste:
Legoland Discovery Center, Ballonfarten, Neue Nationalgalerie, Hollocaust Mahnmal, Aquadom & Sealife, Museum für Naturkunde, Hackesche Höfe, Baggård 7, Levy (jødisk legetøj), Anne Frank Zentrum, Zoologischer Garten, The Story of Berlin, Olympiastadion
Onkel Philipp, Machmit, Deutsche Technikmuseum, Tempelhof flyve m. drager, Køretur i sporvogn.”
Jeg siger tak til Lili, Jesper og Andreas – og er glad for at kunne gøre berlin-nyt’s læsere opmærksom på den nye bog. Fremover vil bogen være at finde på listen under fanen Berlin i Bøger.