Mortens Akazien-Kiez. Sidste del

Med denne sidste del af Mortens fortælling om Akazien-Kiez og omegn siger berlin-nyt TUSIND TAK!  for interessant læsning. Når jeg (redaktøren) skal til Berlin til efteråret, vil jeg helt sikkert bruge fortællingen som guide til nogle spadsereture i området. Og så får Morten ordet for sidste gang (i hvert fald i denne omgang…):

Og nu vi er midt i det hele! Andre sights og attraktioner: Dette skrift skulle nu mest handle om Akazienkiez, så her følger bare lige lidt info om andre Schöneberger seværdigheder, da man geografisk er lige midt i bydelen her ved pladsen og hovedgaden. Videre mod syd ligger kvarteret “Rote Insel”, navngivet efter dets overvejende historisk venstre-orienterede beboere af arbejdere. Benævnelsen “ø” (Insel) skyldes placeringen mellem en række jernbanelinjer, der ligesom danner en selvstændig ø, hvortil man kun kan komme over broer. Marlene Dietrich, der til sin død mest af alt kaldte sig selv for berliner, er født her i Leberstrasse 65, og er den røde øs berømteste datter, og på Alter St. Matthäus-kirkegården ligger de verdensberømte tyske folkemindesamlere “Brødrene Grimm” begravet. Ligeledes findes en mindesten over modstandskæmperen von Stauffenberg, der i kort tid var begravet her efter likvideringen som følge af attentatet mod Hitler 20. juli 1944. SS kunne ikke have ham liggende her og gravede ham op og kremerede ham efter bare få dage i jorden.  Fra broen ind til øen ved S-bahn Julius-Leber-Brücke (bag Kaiser-Wilhelm-Platz) er der kig til Rote Insels imponerende vartegn “Gasometer”: En 78 meter kæmpe(!) stålstillads gasbeholder til gadebelysning og gas for områdets beboere opført i futuristisk arkitektur i 1910. Nu fredet! –

Videre mod syd: På sydsiden af Rote Insel, ved S-Bahnstation Priesterweg har man på et gammelt baneterræn lavet en fredet naturpark: “Naturpark Schöneberger Südgelände”. Da området er fredet og har status af “Naturschutzgebiet”, må man kun gå på de flotte anlagte stier, man har hævet over terrænet. Al beplantning får lov at passe sig selv, hvilket er meget pittoresk. I naturparken findes desuden gamle forfaldne jernbaneanlæg, en drejeskive, værksteder og et meget imponerende område, hvor graffitikunstnere i alle aldre og på alle niveauer har lov til at udtrykke sig langs nogle gamle banebebyggelser. Et besøg er en god Schöneberg aktivitet, og det er positivt og opløftende at opleve ambitionen om at bevare et stykke natur og samtidigt give graffitikunstnere et sted, de kan boltre sig.

Mod vest fra Kaiser-Wilhelm-Platz ligger efter et par hundrede meter Rathaus Schöneberg, det tidligere Vestberlinske rådhus, hvor Kennedy i 1963 proklamerede, at han var en friturestegt doughnut med syltetøj. -Ich bin ein Berliner! Rådhusets undergrundsstation er blandt de smukkeste i Berlin og ligger i en smuk park (Rudolph-Wilde Park), som et led i den mere arkitektoniske del af parkens haveanlæg. Nord for park og undergrundsstation i en linje mod Viktoria-Louise-Platz ligger Bayerische Viertel og Bayerische Platz – udtænkt som et mondænt og herskabeligt kvarter, hvor indbyggerne så kunne gå tur i den smukke park. – Er der ikke også noget med, at overklassen traditionelt overvejende slog sig ned i vestlige kvarterer pga. kontinentets dominerende vestenvind, så larm og forurening hovedsageligt blev ledt væk af vinden? På gaderne omkring Bayerische Platz har man på gadelygter ophængt “Orte des Erinners “: 80 skilte med de forskellige antijødelove med datoer for deres indførelse, så man kan følge, hvorledes “grebet blev strammet”…”Jøder måtte ikke have husdyr”, “jøder skulle afgive alt deres guld, sølv, platin og ædelstene”, “jøder måtte kun handle i butikker mellem 14.00 og 16.00”, “jøder måtte ikke eje grammofonplader og pladespillere” og så videre. – Skræmmende “installationskunst”. Bayerische Viertel blev meget beskadiget under krigen, mens Rote Insel i det store hele blev skånet.

Ad Hauptstrasse. – Det monumentale Schöneberg: Da min guidede tur ikke skal vare i dagevis, går vi ikke til rådhuset, men til venstre ad Hauptstrasse. Efter nogle hundrede meter – på en strækning med en del “Mietskasernen” kommer på højre hånd nummer 155: David Bowies gamle adresse i byen, da han boede der i 70’erne med vennen og kollegaen Iggy Pop. Deres gamle stambar “Anderes Ufer” ligger lige ved siden af. Videre ad Hovedgaden kommer det store kryds ved U-Bahn Kleistpark og krydsets blikfang togvognen “Train”, som er en bar/biergarten. Hauptstrasse skifter herfra navn til Potsdamer Strasse, som kan følges helt op til Potsdamer Platz.

Her fra begyndelsen af Potsdamer Strasse har man kig på et par ret monumentale bygninger, nemlig “Universität der Künste” i historisk stil fra 1920 og derefter den imponerende RIAS bygning, “Rundfunk im Amerikanischen Sektor”, fra 1946. Denne fremtrædende vesttyske radiokanal havde stor betydning under den kolde krig. Gennem RIAS opfordrede den amerikanskledede radiostation berlinerne til ikke at bukke under for Sovjets blokade af byen i 1948, og tyskere i den sovjetiske sektor kunne til deres folkelederes store irritation lytte med. RIAS tekniske udstyr er i dag overgået til Deutsche Welle, Tysklands udenlandsmedie-nyhedsservice. Bygningen er meget flot!

Efter RIAS følger den lille park Kleistpark, hvor Berlins botaniske have lå indtil 1910, hvorefter den flyttede til sin nuværende placering i Dahlem.

Samme år flyttede man fra Alexanderplatz “Die Königskolonnaden” fra 1790 til indgangen af parken ved Potsdamer Strasse. Dette neobarokke historiske sandstensmonument virker ærlig talt lidt malplaceret og alt for stort her midt i et område domineret på Potsdamer Strasse af hurtig efterkrigstids “ikke arkitektur”! Man tænker straks, at det da pga. sin monumentale stil burde stå et mere “centralt” sted i byen.

For undertegnede virker selve Kleistpark egentlig mere som en have til endnu et imponerende monumentalt byggeri, nemlig den 135 meter lange(!) og 540(!) rum store (læs; kæmpe) “Kammergericht” opført omkring 1913 i neobarok historismus.  Det var i denne retsbygningen, processerne mod de anklagede for attentatet på Hitler i 1944 fandt sted. Bygningen var efter krigen de allieredes hovedkontor. I dag er den igen retsbygning.

Videre af Hovedgaden, nu Potsdamer Strasse kommer man hurtigt til Pallasstraße. Fortsætter man ligeud ad Potsdamer, kan man gå et par kilometer op til Potsdamer Platz. Gaden er stor og bred og kendt af berlinere, ikke mindst for cabaret- og varietéhuset Wintergarten, cocktailbaren Victoria-bar og schnitzelrestauranten Joseph-Roth-Diele m.m. Den regerende borgmester, Klaus Wowereit (Wowi), har kaldt gaden Berlins mest oversete. Jeg ved nu ikke…!? – En del private kunstgallerier er i den sidste tid flyttet til området omkring dens sidegade Pohlstrasse pga. de stigende huslejepriser i området “Mitte”. – Vi drejer dog til venstre ad Pallasstraße, inden vi kommer så langt. Pallasseum: På hjørnet af Potsdamer Strasse og Pallasstrasse mærker man, hvor multi-kulturel (“multi-kulti”) Berlin er. – Dels er vi lige på grænsen til bydelen Kreuzberg, som er kendt for sin høje andel af tyrkiske indvandrere og deres efterkommere, og dels er vi på grænsen til en måske absurd attraktion, men ikke desto mindre i skribentens øjne en temmelig interessant én af slagsen, nemlig “Pallasseum”. Når først man har nået Pallasstraße, tårner Pallasseum sig i al sin pittoreske “pragt” op foran én. – Et imponerende syn!

Pallasseum er et boligkompleks med historie. Fra 1910 til 1973 lå her Sportpalast, som var, hvad vi i dag ville kalde en multiarena med plads til 15.000 mennesker. – Selveste Richard Strauss dirigerede Beethovens 9. til indvielsen. Igennem årene blev den brugt til ridestævner, skøjtebane, boksning, 6-dagesløb og politiske konferencer. Fra 1932 naturligvis kun af NSDAP! Flere centrale taler før og under 2. verdenskrig blev holdt her. Blandt andet var det her, Joseph Goebbels i 1943, i hvad der sidenhen er blevet kendt som “Sportpalast-talen”, bekendtgjorde folket den forestående “totale krig”. Sportpalast blev bombet året efter, men selv under krigen blev ruinerne fjernet, så man kunne benytte arenaens skøjtebane – under åben himmel!

Efter krigen blev arenaen genopbygget og brugt til koncertsted. I 1973 gik den så endeligt konkurs, og i stedet opførtes et socialt boligkompleks, men under krigen havde tyskerne på grunden opført en bunker til beskyttelse af deres kommunikation. De allierede overtog denne bygning og udbyggede den i 1980’erne til civilbunker med kapacitet til omkring 5000 mennesker. Som vi danskere ved, er tyskernes krigstidsbeton (blå-beton) ikke sådan at skaffe sig af med. – Et par bombeattentater fra de allierede i 1940’erne gjorde også mere skade på de omkringliggende bygninger end på bunkeren selv. Derfor byggede man i sidst 70’erne det sociale boligbyggeri oven på(!) bunkeren! – På grund af sin historie tilbage til Sportpalast kalder berlinere nedsættende og drillende dette boligbyggeri “Socialpalast”. Boligerne har (selvfølgelig) været igennem perioder med stærke ghettotendenser (looks don’t lie!), men i dag er her helt trygt, og man forblændes af bygningens 12-etagers “storslåethed”. 514 lejligheder, – alle med parabol, synes det. – Vi går under Socialpalast og befinder os med ét igen tæt på Winterfeldtplatz med nyrenoverede jugendstilejendomme – bogstaveligt talt lige på den anden side. Kontrasten mellem det sociale boligbyggeri på Kreuzberg-siden og det gentrificerede Akazienkiez er slående. Det er kontraster som disse, Berlin er så rig på, og som Berlinelskere elsker, når nu byen ikke længere er som før første verdenskrig, – som i metropolen i “the roaring twenties”. Det er i hvert fald kontraster, man oplever her i den engang så fine, senere knap så fine bydel, Schöneberg. -Min guidede tur er forbi! – Ak, Schöneberg er så anonym og overset med KaDeWe og “Die Shoppingmeile”; turistmagneten Tauentzienstrasse og dens videre forlængelse Kurfürstendamm så tæt på. – Hvis der skulle findes et “rigtigt” stykke Berlin, der samler den historiske essens af hele byen, er det måske her: En duft af forgangne tider, “-das erste deutche Wirtschaftswunder”, – industrialiseringens og dens overklasse. -Noget konservativt, herskabeligt, spidsborgerligt over for noget proletarisk, venstreorienteret og senere autonomt, man stadig mærker her den dag i dag. Kvarteret er i hvert fald endnu(!) ikke super trendy luksusbohemian, dyrt og helt gennem-gentrificeret som dele af Prenzlauer Berg og Kreuzberg, men bestemt heller ikke “hipster”-ungt og alternativt som dele af Friedrichshain og Neuköln. Det er bare sig selv! Og det er, som om beboerne har en vis stolthed over at have holdt fast i ikke at være blevet nogle af delene! – Dynamikken i hele byen og dens udvikling kunne nu godt tyde på en “vestlig” drejning også, og hvis Schöneberg kunne holde fast på sin uimponerede stil, identitet og uskyld – eller mangel på samme(!) gennem en sådan udvikling, ville det bare være fint, fint! – Ikke rigtigt voksne – ikke rigtigt børn – både og – og hverken enten eller….”

– Var det ikke her lige rundt om hjørnet de kunne noget med noget Riesling…?!
– Viel Spaß! Kilder Winterfeldtplatz, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 6) Viktoria-Louise-Platz, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 5) Der Nollendorfplatz in Berlin, Susanne Twardawa (Motzsbuch, edition 3) Berlin von Alex bis Zille, ein Kinderlexikon Wikipedia, Google, etc…

Redaktøren tillader sig at sætte et foto ind af det flot renoverede Bikini-Haus - her ved turens slutning. Foto: Kirsten Andersen

Redaktøren tillader sig at sætte et foto ind af det flot renoverede Bikini-Haus – her ved turens slutning.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close