For et års tid siden så jeg en udsendelse på 3Sat om Wannsee i Berlin. Det var især perioden fra sidst i 1800-tallet og op til lige efter 2. verdenskrig, der var i Fokus.
Sidst i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900 tallet var Wannsee sommerresidens for rige Berlinere. Det er ikke, hvad vi forstår ved et sommerhusområe i dag. Nej de byggede kæmpestore villaer, hvor der var plads til at holde store selskaber. Der har selvfølgelig været en sejlklub, hvor de kunne deltage i klublivet og dyrke sejlads på Wannsee. I begyndelsen af 1900-tallet blev der også anlagt en offentlig badestrand ved Wannsee. Læs evt. Wikipedias fine beskrivelse af Strandbad Wannsee.
En af de Berlinere, som byggede en villa ved Wannsee var maleren Max Liebermann (1847-1935). I kan selv læse om ham på Wikipedia – jeg linker til den tyske side – eller I kan slå ham op i et leksikon – som medstifter af Berliner Secession er han omtalt overalt i forbindelse med kunsthistorien. Det blev nævnt i Tv-udsendelsen, at Liebermann var stolt over, at han havde tjent pengene til villaen i løbet af to år ved at sælge sine malerier. Det siger også noget om, hvor populær og kendt en maler han var i sin levetid. Liebermann anlagde en flot have ved villaen, og her hentede han mange motiver til sine impressionistiske billeder.
Jeg har aldrig selv været ved Wannsee – men efter at have set filmen, har jeg besluttet, at der vil jeg en tur ud en gang. Ikke mindst for at se Liebermann-Villa am Wannsee, som nu er et museums for Liebermanns kunst. Liebermann døde, før nazisterne – som bekendt også besluttet i Wannsee – indledte drabet på jøderne. Liebermanns datter og barnebarn flygtede til Amerika, men hans enke ville blive i Tyskland. Hun begik selvmord, da hun var klar over, at hun ville blive deporteret. Liebermanns kunst blev erklæret for entartet og villaen blev formodentlig overtagaet af nazisterne ligesom de øvrige store villaer ved Wannsee. Hvordan historien for malerierne og huset forløber herefter kan man sikkert få fortalt, når man besøger stedet.
Hvis man gør det, kan man indtil den 12. august se udstillingen Liebermann und Frankreich. Læs mere på hjemmesiden for Liebermann-Villa am Wannsee. Læg mærke til, at I kan komme med på rundvisninger om søndagen og om onsdagen – næste rundvisning i særudstillingen er på søndag den 7. juli kl. 11. Vær også opmærksom på, at det er muligt at få rundvisning i haven.
I kan evt. tage færgen til Wannsee – se mit tidligere indlæg om færger i den offentlig trafik.