På gaden i Berlin og andre tyske og europæiske byer møder man af og til disse små firkantede messingplader på fortovet med indgraverede navne på personer.
Det er de såkaldte Stolpersteine – stolpern=at snuble. Og det føles også sådan. Men mere mentalt end fysisk. For stenene ligger i plan med fortovet. Man snubler mentalt på den måde, at man pludselig på sin vej til noget helt andet gøres opmærksom på den tyske histories sorteste periode – forfølgelsen af jøder, sigøjnere, politisk anderledes tænkende, homoseksuelle, euthanasieofrene. Og det er godt, at man til stadighed opfordres til at medvirke til, at sådan noget ikke sker igen. Det er i hvert fald de tanker, der hos mig følger efter det lille chok.
Billedet her er en detalje af et billede, jeg tog i går, da jeg i Giesebrechtstrasse kom forbi et sted, hvor der lå hele 10 Stolperstein uden for et hus. Stenene lægges uden for husene, hvor ofrene boede. Her kan man se, at det er hele familier, som er blevet deporteret. På stenene står personernes navne og fødselsår, hvor de blev deporteret til og hvor de blev dræbt. Jeg måtte stå stille en stund, slået af tankerne om det drama, det har været den dag, de mennesker er blevet hentet brutalt ud af deres hjem ene og alene af den grund, at de var jøder eller havde en anden tro eller levemåde, end den nazisterne accepterede. Gruseligt.
Det er den tyske kunstner Gunter Demnig, der har skabt idéen om Stolpersteinene. Man kan læse meget om det på kunstnerens hjemmeside stolperstein.eu. Her informeres også om, hvordan man kan foreslå steder til nedlæggelse af stenene og hvordan man så forholder sig.
