Julekalender fra rbb Abendschau

Jeg opdagede tilfældigt i går, at rbb Abendschau har en sjov julekalender. Det er selve udsendelsen kl. 19.30, der har kalenderen.

Lågen i kalenderen er en lille film, der beskriver hvad der foregår et sted i Berlin i en af døgnets 24 timer. I går var det således timen fra midnat til kl. 01.00. Filmen fortalte om natrengøringen af U-Bahnstationerne, og vi ser f.eks hvordan skinnerne på stationen Brandenburger Tor ligefrem bliver støvsuget med en kæmpestor støvsuger eller hvordan station Weberwiese bliver renset for grafitti.

Jeg synes det er et sjovt påfund og har tænkt mig at følge julekalenderen. Filmene varer godt 3 min og I kan se “den første låge” her. For at se, hvad der gemmer sig i lågen i dag, må I vente helt til i aften kl. 19.30, hvor I enten kan se det live eller se det efterfølgende på rbb-online. Vil I se kalenderen på jeres telefon eller Ipad, så kan I downloade app’en rbb mediathek. Via den kan man faktisk se en række udsendelser fra rbb og på den måde få en masse oplysninger om, hvad der aktuelt sker i Berlin. Download app’en fra iTunes app store eller play google.

U-Bahn station Brandenburger Tor. Foto: Kirsten Andersen
U-Bahn station Brandenburger Tor. Foto: Kirsten Andersen

Skriv gerne en kommentar