Fridrichstrasse bliver bilfri

Friedrichstrasse bliver bilfri

I hvert fald en del af Friedrichstrasse og i hvert fald her i den kommende weekend.

Det er et eksperiment, så det bliver ikke mere lige foreløbig. Det er Tagespiegel og Berliner Zeitung, der fortæller historien.

Håbet er, at fodgængerne vil opleve en mere rolig atmosfære og at luften bliver renere. Vel også at forretningerne får lidt mere omsætning, men butiksejerne er nu lidt skeptiske.

Ordet bilfri har ikke en positiv klang hos alle i Tyskland og Berlin, hvor bilisterne er ekstremt glade for deres biler. Og hvor bilisterne (groft generaliseret) hader cyklisterne, cyklisterne hader fodgængerne, og fodgængerne hader bilister og cyklister. Der er ikke nogen særlig god indstilling til fredelig samfærdsel. Jeg har ofte set cyklister på fortovet, men hvis man som fodgænger skulle forvilde sig ud på cykelstien (markeret med rødt på fortovet) så skal man nok få at høre. Og jævnligt demonstrerer cyklisterne gennem byen mod bilismen og for at gøre opmærksom på de dårlige forhold for cyklister. Der er heller ikke særlig gode cykelforhold i byen, hvilket gør, at cyklisterne også kører hasarderet og dumdristigt. Man ser jo cyklister ude midt på Unter den Linden og gyser bare ved tanken om en alt for hurtig overhalende bilist…

Nå! lad nu det ligge og være Berlins egen opgave at få styr på trafikken. Det skal nok ændre sig, for der er sket en markant stigning i antallet af cyklister på gaden i den tid, hvor jeg er kommet i Berlin.

Foreløbig forsøges altså en bilfri zone i Friedrichstrasse på stykket mellem Französischer Straße og Mohrenstraße. Det bliver spændende at høre, om det vækker begejstring og hvis, hos hvem den så er størst.

Læs hele artiklen i Berliner Zeitung her.

Skriv gerne en kommentar