Ja, jeg var jo til koncert i Philharmoniens digitale koncertsalt i går. Det var en utrolig dejlig oplevelse på sådan en almindelig onsdag aften. Og den vil jeg godt dele med jer.

Dette er – skal guderne og alle I andre vide – ikke nogen musikfaglig anmeldelse men blot en almindelig musiknyders beskrivelse af Mahlers sjette symfoni, spillet i Philharmonien i Berlin af Berliner Philharmonikerne og dirigeret af Sir Simon Rattle den 20. juni 2018 – samtidig Rattles afskedskoncert med Philharmonien og Philharmonikerne. Men det er jo heller ikke forbudt, som almindelig musiknyder at dele sin begejstring med andre, vel?

Koncerten begyndte kl. 20, men inden da fik vi som digitale tilskuere lidt underholdning.

En af orkestermusikerne fortalte om Simon Rattle og hans måde at være på og bandt små filmklip sammen. Flere af orkestrets medlemmer bidrog med fortælling om Rattle. Fx at når han brugte humor, så var der noget han ikke var tilfreds med. En ikke tysk kvindelig musiker mente, at det nok ikke var altid, at de tyske musikere var helt sikker på om han mente det ironisk eller ej – fordi tyskere altid tager det hele så bogstaveligt (tror jeg nu ikke hun har ret i). En anden musiker fortalte, at Rattle aldrig kunne finde på at ydmyge en musiker – hvad nogle dirigenter åbenbart mener, at de kan tillade sig. En anden fortalte, at Rattle delte scenen med musikerne og ikke satte sig selv i centrum.

Rattle fortalte selv om den første gang han dirigerede philharmonikerne – i 1987 også i Mahlers sjette  – hvor han blev klar over den særlige klang, som orkestret havde. Han fik lyst til at arbejde mere med dem, de kunne være hans ”stemme”, følte han. Rattle fortalte også om Mahlers sjette symfoni, som betyder meget for ham. Og han kunne ikke have valgt noget bedre musikstykke til at spille sådan en aften, der vil blive så følelsesladet, sagde han. Nemlig hans sidste aften som chefdirigent i Philharmonie.

Da vi så kommer med i koncertsalen, umiddelbart før kl. 20, sker der det, som jeg altid oplever i Berlin og Wien, men ikke herhjemme i Aalborg, at publikum klapper, når musikerne kommer ind på scenen. Til sidst mangler der kun koncertmesteren, og da han kommer, bliver der også klappet. Han får stemt orkestret, og så kommer Sir Simon Rattle ind. Klapsalver, selvfølgelig. Han nikker venligt og vender sig hurtigt for at sætte musikken igang.

Jeg kender ikke Mahlers sjette symfoni så godt som nogle af hans andre symfonier. Når jeg nu sidder og lytter til den, tænker jeg, at den må være interessant, men også vanskelig for musikerne at spille. Det lyder for mig som om, at der hele tiden er noget nyt, som alligevel ligner det foregående. Og så har første satsen, som vi stadig er i, mens jeg skriver det her, jo denne karakteristiske Mahler-sound – vekslende med faste til tider voldsomme marchagtige rytmer og blide passager. Særligt for førstesatsen er også ko-klokkerne, som Mahler efter sigende, selv medbragte til uropførelsen. De havde sikkert aldrig været hørt før i en symfonisk koncert. Mahler havde en hytte i bjergene, hvor han ofte var, når han komponerede. Så kan man jo godt forestille sig, at ko-klokkerne har trængt sig på mellem alle de kendte instrumenter. Besætningen af instrumenter til denne symfoni er i det hele taget ekstraordinært omfattende (jeg tæller fx 10 pauker og jeg tror 10 kontrabasser og 8 horn). Richard Strauss skulle da også have såret Mahler ved at sige til ham, at symfonien var ”overorkestreret”. Strauss og hans kone og Mahler og Alma sås ofte. Men Mahler parret var ikke særligt begejstrede for Strausserne. I hvert fald har Alma ikke meget godt at sige om hverken Strauss eller hans kone i den biografi hun skrev om Mahler i 1940.

Nu går anden satsen i gang, som er den langsomme sats, andanten. Hold da op en smuk hornpassage! Og dejlige strygersatser … og træblæserne. Her i andanten får vi lov til at blive i Mahlers musikhimmerige. Det er ren nydelse, som det er svært at sige farvel til igen.

Men det skal vi, for nu kommer scherzoen. Lidt i samme stil som førstesatsen, hvilket Rattle også fortalte inden koncerten i den digitale koncertsal, nok var grunden til, at Mahler besluttede sig for at flytte andanten til at komme efter førstesatsen. Oprindeligt havde han scherzoen lige efter. Scherzoen er dog mere let og næsten dansende i forhold til førstesatsen. Men også her er jo den for Mahler så kendte lidende klang fremherskende.

Ubemærket af mig gled det over i den lange finale, som er svær at få hold på, hvis man som jeg ikke er Mahler specialist. Det jeg dog kan få ud af den er, at der er noget skæbnesvangert i luften. Det ender ikke godt det her. ”Hammeren” som Mahler også introducerede slår de tre berømte slag til afslutning – det er der analyseret meget på. For mig er der meget at gå i gang med her. Foreløbig nyder jeg musikken og udfordringen i at gå på opdagelse i den.

Det må være noget helt særligt for Simon at vide, at nu slår han sit sidste taktslag i philharmonien – og alle musikerne ved det. Det er dejligt, at publikum kan nære sig for at klappe løs, før alt er faldet til ro og Rattle med sænkede arme og en kort foroverbøjelse, stadig med ryggen til publikum signalerer, at nu er han og orkestret klar til bifaldet.

Musikkerne klapper også alle sammen, men må i grupper stoppe og rejse sig, når Rattle går rundt og kalder dem frem for deres præstationer. Det plejer dirigenten at gøre fra podiet, men denne gang går han rundt og giver hånd og omfavner. Publikum rejser sig, råber, pifter, jubler og klapper. Der er ikke nogen, der skal skynde sig at nå en bus. Simon får en stor buket blomster med solsikker, som han tager med sig ud, kommer ind igen, rejser orkestret, omfavner koncertmesteren, går ud igen. Publikum klapper nu på 5. minut, og denne gang har Rattle en mikrofon i hånden og siger nogle få ord ”Mein wunderbares Orchester und mein wundervolles Berliner Publikum, Sie sind tief in meinem Herzen gebunden. Danke für alles” – publikum klapper videre. Han går ud igen, så forlader orkestret scenen, men størstedelen af publikum klapper stadig – de vil have Rattle ind igen. Mon han kommer? De giver sig ikke, nu er det taktfast klappen, og Simon kommer selvfølgelig ind igen og bukker for sit publikum. Nu klapper de på niende minut, Simon har forladt scenen og det digitale publikum føres udenfor til Kulturforum og Potsdamer Platz, men lyden fra koncertsalen er der stadig. Publikum klapper stadig, og det lyder, som Rattle kommer ind igen. Så forsvinder også lyden.

Sikken en aften!

Skriv gerne en kommentar