Efterårsferie i Berlin

Skal I holde efterårsferie med børnene eller børnebørnene, så er anbefalingen herfra selvfølgelig at tage en tur til Berlin. Berlin er nemlig også for børn.

Der findes efterhånden adskillige web-sider og online guider, som har forslag til, hvad man kan foretage sig sammen med børnene i Berlin.

Jeg har tidligere omtalt Ella Bellas Eventyr og 90 Files Berlin, som begge er glimrende guider til børnefamilier. Ella Bellas Eventyr fik jeg endda en børnefamilie til at anmelde – og her var der begejstring for alle de gode forslag. 90 Files Berlin er en E-bog, koster mellem 55 og 65 kr. På 90files.com kan man læse prøver på deres anbefalinger, bl.a. anbefaler de Museum für Naturkunde med det store dinosauer skelet – som er et ægte skelet. Se en prøve på 90 Files her.

På VisitBerlin har de siden Berlin mit Kindern hvor de anbefaler mange forskellige aktiviteter for børn. Jeg kender en familie med børn i alder fra teenager til 3 årige. Så er der forskellige hensyn at tage. Der er lidt hjælp at hente hos Visitberlin, som også har en side, der er delt op i forskellige aldre, find siden her. Familien kan jo evt. dele sig op, så de enkelte børns interesser bliver tilgodeset, eller tage en dag til hvert barn.

Af museer vil jeg fremhæve Deutsches Technikmuseum, hvor man bl.a. kan se verdens første computer (et kæmpe skrummel), og Museum für Naturkunde, hvor der er ægte dinosaurerskeletter. Men også Deutsches Historisches Museum, hvor de har et ferieprogram for børn i udstillingen om armbrystens historie, er værd at besøge. Og så er der også Computerspielmuseum på Karl Marx Allée. Her får man samtidig det imponerende byggeri at se.

Er der plads i økonomien til det, så kan også en tur i Alexandertårnet anbefales. Der er en formidabel udsigt deroppefra. Det er muligt at spise eller drikke kaffe i den roterende restaurant. Alternativer til udsigtsteder er der mange af. Fx Panoramapunkt på Potsdamer Platz, hvor man suser op i Europas hurtigste elevator og nyder udsigten ud over byen. Eller ballonen, som man kan se hæve sig op over byen. Den er dog fæstnet til jorden.

Skal der shoppes, er der steder som Mall of Berlin og Ka De We. Hos Saturn kan man få alt i elektronik og hos Dussmann i Friedrichstrasse kan man få alt i bøger, film, musik og papirvarer.

Skal I lige have et helle, er Nikolaiviertel et fredeligt sted at gå en tur – her må der ikke køre biler. Man kan gå tilbage til Unter den Linden langs vandet. Skal I bruge en legeplads og en hyggelig café kan turen også gå til Prenzlauer Perg, som er et særligt børnerigt kvarter i Berlin lige nu, og nogle af forslagene i linkene ovenfor henviser også til spisesteder i denne bydel. Det er også værd at bemærke, at der er mange offentlige legepladser i Prenzlauer Berg, f.eks. den store på Kollwitzplatz, og hvis familien er kørt træt er det godt bare at sidde at hvile, mens de små leger lidt. Der er en meget hyggelig stemning i det smukt renoverede kvarter omkring Kollwitzplatz. Pladsen er opkaldt efter kunstneren Käthe Kollwitz (1867-1945), og på pladsen står i dag en stor bronzeskulptur af hende. Kollwitz’ kunst skildrede oftest de grumme kår, som var for børn i hendes levetid. Synd, at hun ikke ser de gode kår, som de fleste børn har i dag og oplever, hvordan børnene krammer hende og leger omkring hende. Det var faktisk et ret godt billede, jeg der helt tilfældigt fik.

Foto: Kirsten Andersen
Foto: Kirsten Andersen

 

Skriv gerne en kommentar