Det er ikke en vittighed. Direktøren for Naturhistorisk museum i Berlin hedder Vogel (fugl). Professor og Generaldirektor Johannes Vogel. Generaldirektor lyder lidt militæragtigt, og professor Vogel har da også et imponerende overskæg, som lever op til den association – et kejser-Wilhelmskæg med cykelstyrschwung og det hele.
Manden er imidlertid seriøst dedikeret til naturvidenskab og har været det siden sin barndom. Siden han blev direktør for Naturkundemuseum – en stilling han blev headhuntet til – har det hans fulde hengivenhed.
Radio- og TVstationen RBB har et program som hedder Tadeuz, opkaldt efter værten Jörg Tadeuz. Han inviterer gæster ind til en 30 min. samtale om dem selv. Ikke sådan en Her-er-dit-liv model, men en helt aktuel pejling på personen – selvfølgelig kan der være noget forhistorie, men det er ikke det centrale. Og det er personer, som har tilknytning til Berlin.
Jeg synes det er vældig interessant at komme til at kende byens personligheder lidt nærmere og dermed også de institutioner eller det område, som de beskæftiger sig med. Jeg kan se, at den 22. september er Uwe Kokisch gæst hos Tadeuz og den udsendelse skal jeg i al fald se. Han har en af hovedrollerne i serien Weissensee, Stasi-generalen, der ikke har samvittighed til at følge partilinien.
Men tilbage til Museum für Naturkunde. Der sker mange spændende ting på dette museum – som forresten er kåret som verdens bedste dinosaurmuseum – og hr. Vogel fortæller i TV-programmet hvorfor: Det er ægte dinosaur-skeletter de udstiller og de har verdens største brachiosaurus-skelet. Og fra december i år kommer der en dinosaur mere på udstilling, nemlig den T-Rex, som jeg tidligere har fortalt om her på berlin-nyt.
Der er dinosaur-omvisning hver lørdag og søndag, som man kan deltage i uden forudgående tilmelding – men sig at I gerne vil med på omvisning, når I køber billet, hvis de ikke spørger.
Se Museum für naturkundes hjemmeside og deres program for omvisninger.
Se også en meget inspirerende video fra Museum für Naturkundes kanal på YouTube, hvor museumsgæster fortæller om deres yndlings-genstand på museet.