Arbejderpaladserne på Karl-Marx-Allee

Ligesom det var tilfældet med Hansaviertel i vestzonen er Karl-Marx-Allee et mønstereksempel på 1950’ernes arkitektur i østzonen, og her er der tale om tidens karakteristiske socialistiske byggestil. Nogle gange benævnes byggeriet nedsættende som kitsch, konditor-arkitektur eller Stalin-bau. Det er under alle omstændigheder en storslået oplevelse at spadsere en tur ad den ni meter brede og godt
2 kilometer lange allé – fra Straussberger Platz til Frankfurter Tor eller omvendt. Man kan tage UBahnen den ene vej og spadsere den anden. De pompøse huse er nu saneret og kvarteret er – ligesom Hansaviertel – fredet som kulturarv.

I 1945 var området Friedrichshain stærkt beskadiget af de allieredes luftangreb. Alleen har haft skiftende navne. I kan læse om de skiftende navne og alleens historie på hjemmesiden for Berliner Strassenlexikon.

Indtil 1950, hvor den i forbindelse med Stalins 70 års fødselsdag blev døbt Stalinallee, hed den Frankfurter Strasse og Grosse Frankfurter Strasse – på forskellige strækninger. Daværende leder af SED Walter Ulbricht og Østberlins borgmester Friedrich Ebert var til fødselsdag i Moskva, og her fik de udstukket retningslinjer for, hvordan Sovjet ønskede, at Stalinallée skulle udformes. Faktisk var byggeriet allerede begyndt. Efter Hans Scharouns idé om at genopbygge i forlængelse af Bauhaus traditionen var der blevet bygget to boligkaréer, de såkaldte Laubenganghäuser (Karl-Marx-Allee 102–104 und 126–128). Efter besøget i Moskva kunne der imidlertid ikke fortsættes i denne stil, og man skyndte sig at plante hurtigvoksende popler foran husene, for at dække dem til.

For at sikre, at de sovjetiske ønsker blev opfyldt, blev der nu udpeget 6 arkitekter til at stå for hver sit afsnit af alléen. De første 3 år gik med møjsommeligt at rydde murbrokker væk, og sten for sten blev genbrugt til byggeriet. Der blev appelleret til befolkningen om at bidrage frivilligt hertil, hvilket også i stort omfang var tilfældet. Det at have medvirket til rydning af murbrokker eller byggerarbejdet kunne give adgang til en af de luxuriøse lejligheder, der var udstyret med fjernvarme, affaldsskakter, dørtelefoner, elevator og sågar badekar. Nedennævnte artikel fra Berliner Zeitung gengiver tallene for en fordeling af de første lejligheder i slutningen af 1952: 667 gik til arbejdere, 322 til funktionærer og 149 til “Angehörige der Intelligenz”. Bygningen var Henselmanns Hochaus an der Weberwiese (Marclewskistrasse 25). Det er socialistisk klassicisme, men der er tydelige referencer til f.eks. Schinkel (Altes Museum, Neue Wache). En sammenligning med den næsten historisk korrekte rekonstruktion af Kommandantenhaus på Unter den Linden 1 er også ret interessant at gøre.

Otte år skulle der gå efter Stalins død – og fem år efter den officielle afstalinisering, før alléen blev omdøbt til det nuværende navn. Fra den ene dag til den anden blev den kæmpemæssige Stalinfigur, som stod ved Fruchtstrasse, fjernet af NVA (Nationale Volksarmée) i nattens mulm og mørke. Statuen blev smeltet om, men et stykke af overskægget og et øre er bevaret og udstilles sammen med information om Karl-Marx-Allée på Cafe Sibylle (Karl-Marx-Allee 72). Det lille museum i caféen fortæller om kvarterets historie og arrangerer rundvisninger på Karl-Marx-Allee. Der findes god information om Karl-Marx-Allees historie på hjemmesiden Geschichtswerkstatt.

Skriv et svar