Her kommer en god håndfuld blandede tips til, hvad man kan opleve, hvis man er så heldig at være på ferie eller bare opholder sig i Berlin i den kommende uge 23. februar til 1. marts.
Mandag den 23. februar – koncert i Rotes Rathaus
Staatsopers program omfatter koncerter, som spilles i Rotes Rathaus. Mandag den 23. februar kl. 20 kan man høre kammermusik af Ravel og Schostakowitsch. Besætningen er violin, cello, klaver og percussion. Se programmet for aftenens koncert her. Billetter bestilles hos Staatsoper Berlin.
24. februar – 5. marts – Max Raabe og Palastorchester i Admiralspalast
Fra den 24. februar og frem til 5. marts spiller Max Raabe og Palastorchester i Admiralspalast. Hvis I ikke har hørt dette orkester og oplevet deres helt specielle måde at servere den dejlige musik fra 1920’ernes Berlin og den amerikanske swing periode samt den nye musik fra Max Raabes egen fjer, som det hedder på tysk, altså hans egne kompositioner, så er chancen der nu. Det er noget helt for sig selv og musik og underholdning i absolut topkvalitet. Se mere på palastorchester.de og køb billetter her.
24. februar – Hello I’m Johnny Cash i Renaissance Theater
Tirsdag den 24. februar fortælles historien om legendariske Johnny Cash i Renaissance Theater. Det er Gunter Gabriel, som indtager rollen som Johnny Cash og Anke Fiedler er June Carter. Johnny Cash er altid værd at beskæftige sig med, og Renaissance Theater er en oplevelse i sig selv med det fine art-déco interiør. Se mere om forestillingen og bestil billetter her.
Körperwelten åbnet ved Alexanderplatz
Man skal ikke vende ryggen til Berlin ret længe, inden der sker noget nyt. Nu er f.eks. allerede Gunter von Hagens museum Körperwelten åbnet ved Alexanderplatz. Der har været nogle kontroverser med bystyret, som ikke ønskede museet, men skal man tro, hvad man læser på nettet, så er det altså åbnet nu. Körperwelten er jo udstillingen med præparerede menneskekroppe, og det er en noget speciel museumsgenre. Jeg så udstillingen i Berlin for nogle år siden og har tidliger skrevet om den her på berlin-nyt. Læs evt. seneste indlæg. Læs mere om det nye museum her.
Ny udstilling på Bröhan museum
Bröhan museet for Jugendstil eller om man vil bruge det franske udtryk Art Nouveau har netop åbnet en retrospektiv udstilling om en af de helt store inden for den tyske jugendstil, Hans Christiansen (1866-1945). Christiansen arbejdede indenfor nærmest alle kunstneriske genrer, så der vises maleri, plakater, tæpper, glas, keramik, smykker, glasvinduer, bestik og møbler. En ting er sikkert: jeg skal omkring Bröhan museet i påsken, når turen igen går til Berlin. Udstillingen kan ses til 24. maj. Læs mere om Hans Christiansen og udstillingen her.
Rundvisning for ældre i udstillingen om RAF på DHM 24. februar kl. 14.00
Deutsches Historisches Museum viser for tiden bl.a. en stor udstilling om RAF terrorissterne, og jeg ser, at den er forlænget til den 26. april. Jeg så udstillingen under mit to måneders ophold i Berlin i efteråret og kan anbefale den. Den 24. februar er der en rundvisning for ældre museumsgæster, og kan man komme under den kategori, og kan man forstå tysk, er det nok værd at tage rundvisningen med. Det er en udstilling med mange udstillingsgenstande og tekster og med mange anskuelsesvinkler. Læs evt. mit indlæg om udstillingen her – og mere om udstillingen og rundvisningen på tirsdag på DHMs hjemmeside.
Lore Krüger. Fotoudstilling på C/O i Amerika Haus
Fotogalleriet C/O flyttede sidste år til Amerika Haus i Hardenbergstr. lige ved Bahnhof Zoo. Jeg nåede at det restaurerede hus og et par udstillinger der, mens jeg var i Berlin. Det er et dejligt sted, og jeg tror jeg skal omkring igen i påsken. Udstillingerne skifter ret tit, og lige nu vises bl.a. udstillingen Lore Krüger. Ein koffer voller Bilder, og den kan ses indtil den 10. april. Der vises 100 billeder, som Lore Krüger (1914-2009) har taget i perioden 1934-1944. En dramatisk periode ikke blot i verdenshistorien, men også Lore Krügers liv, da hun måtte flygte fra nazismen og leve i exil. Hun havde fotoapparatet med sig hele tiden og vi får lov til at kigge med via hendes billeder. Læs mere her, og se en video fra åbningen af udstillingen