julolivaerplatz_redu-2

Glædelig jul

Jeg vil gerne ønske alle Berlin-nyts læsere en rigtig glædelig jul, hvad enten den bliver fejret i Berlin eller andre steder. Husk at slappe af og nyde det!

Berlin-nyt er nu udkommet i 10 år, det giver mig lyst til at komme med en lille status om bloggen. Det begyndte i november 2009, og selv om kadencen med en daglig opdatering ikke har været mulig for mig at overholde de seneste år, så er der stadig liv i Berlin-nyt. Der ligger også mange tekster, som godt kan læses og være nyttige, selv om de ikke er dagsaktuelle. Under fanerne ligger der fx en liste med beskrivelse over museer, jeg har besøgt i Berlin og bøger om Berlin, som jeg har læst. Desuden en række forslag til film om Berlin eller/og optaget i Berlin. Det er dejligt at få tilkendegivelser på, at læserne er glade for mine tips. Under fanen Turist ligger der ligeledes en del nyttig info.

I septemer 2019 er jeg gået på efterløn og er flyttet til København for at komme nærmere børn og børnebørn. Det er en beslutning, som jeg er rigtig glad for. Og der burde være mere tid til at være aktiv med Berlin-nyt, når det hele lige falder på plads i daglige gænger. En ting jeg vil i hvert fald prøve at holde fast i,  nemlig det månedlige Nyhedsbrev. Jeg ved, at nogle af læserne synes det er tilstrækkeligt og ikke har brug for en daglig opdatering. Hvis du ikke får Nyhedsbrevet allerede, er du velkommen til at tilmelde dig i sidespalten i højre side.

Jeg har også lyst til at fortælle, at når der ikke findes annoncer på Berlin-nyt, er grunden for det første, at jeg synes der findes tilstrækkeligt med annoncer på internettet. Desuden er formålet med Berlin-nyt ikke at tjene penge. Jeg ønsker blot at dele min begejstring for Berlin og tysk historie og kultur med andre, som har samme interesse, eller som ikke vidste, at de ville få den interesse. Og det er dejligt at få henvendelser fra læsere, som giver udtryk for at de er begejstrede for min tips. Jeg er endda engang blevet “genkendt” i Berlin, hvor jeg stod i kø til en koncert 🙂 Det var rigtig hyggeligt at møde en læser personligt.

Berlin-nyt har også en Facebook side. Der er lidt over 100, som har syntes godt om den. Hvis det er på Facebook, du helst vil se nyt fra Berlin, så gå endelig ind og synes godt om den  på https://www.facebook.com/Berlinnyt/  Alle indlæg på bloggen bliver automatisk udgivet på Facebook-siden, hvorfra du kan klikke dig videre til hele teksten på bloggen.

Nyhedsbrevet for januar 2020 kommer sammen med en nytårshilsen. Indtil da sænker julefreden sig over Berlin-nyt.

Udgivet i Jul

Skriv et svar