Hvis I her i december får nok af storby-tummel og butikker, så kunne I tage en tur til Wannsee og besøge Liebermann-Villa.
På torsdag den 12. december kan man deltage i deres arrangement Tea Time. Man begynder med en omvisning kl. 14 i huset og haven og derefter får man serveret te med scones. Besøget varer ca 2 timer, og man skal booke billet på deres hjemmeside her.
Det er også muligt at deltage i Kulturfrühstück, som afholdes igen 12. og 26. januar næste år. Her skal også bestilles billetter på hjemmesiden.
Liebermann-Villa var maleren Max Liebermanns sommervilla. Max Liebermann (1847-1935) er en af de kendteste tyske malere og var en stor kulturpersonlighed i sin samtid. Han var bl.a. med til at grundlægge Berliner Secession. Læs evt. om Liebermann på Wikipedia her.
Liebermann-Villa ligger lige ned til Wannsee og hvis man har flere dage i Berlin, er det virkelig dejligt at komme en lille tur “på landet” og få frisk luft og ikke mindst opleve den smukke have og Liebermans kunst.
Læs evt. også mit tidligere indlæg om Liebermann-Villa her.