Det har længe været mit ønske at komme ud at se Liebermann Villa am Wannsee. Min søster har været på besøg her i Berlin, og da der var nogenlunde vejr i torsdags, tog vi en tur derud.
Maleren Max Liebermann (1847-1935) var medgrundlægger af Berliner Secessionen og blev en af Tysklands betydeligste impressionistiske malere. Fra omkring 1910 havde han sit sommerhus ved Wannsee, og haven til huset var hans store passion. De små fine anlæg, som han selv komponerede, blev motiver i mange af hans malerier – som også blev malet i det fri.
Villaen, der med den store have ligger direkte ned til Wannsee, blev konfiskeret af nazisterne, da Liebermann var jøde. Efter krigen var der sygehus i villaen, og efter at arvingerne i USA havde fået villaen tilbage, blev den så sent som i 2006 genåbnet med en rekonstruktion af såvel villaens indretning som havens anlæg. Det hele står meget fint og flot og er bestemt et besøg værd.
Det er en fordel at vælge en dag med solskin – vi var der på en efterårs-gråvejrsdag, men kunne godt forestille os det liv, der ville være på en sommerdag. Der er en lille-bitte café med en stor terasse og et fint lille udvalg af mad og drikke. I villaens underetage er der et rum med digital dokumentation om Liebermann. Bl.a. kan man høre ham selv fortælle om sin barndom i et radioprogram for børn – det var jo helt specielt. Man kan også se en lille filmoptagelse, hvor han sidder og tegner skitser. I villaens overetage havde han sit atelier og i det og nogle tilstødende rum er der udstilling med malerier – mest motiver fra haven. I overetagen vises også en film om rekonstruktionen af haven.
Der er en lille rejse ud til villaen ved Wannsee. Man forbliver hele tiden inden for AB zonen, men regn alligevel med at bruge det meste af dagen på sådan en tur. Vi tog S-toget til Station Wannsee og herfra bus nr. 114, som kører lige til villaen. På tilbagevejen gik vi til bvg-færgen og tog den tværs over Wannsee til Kladow og derfra en bus til U-bahn station Spandau. Herfra U-Bahn tilbage til Berlin Mitte. Der går som sagt noget tid med transporten, men det var virkelig dejligt med en tur på landet og indånde den meget friskere luft i forhold til by-luften.
Som I kan se på billederne er haven og historien om huset nok den største oplevelse ved besøget. Udstillingen med malerier var mindre end jeg havde forventet. Hvis man vil se flere malerier af Liebermann, kan man gå på Alte Nationalgalerie, hvis samling rummer nogle af hans tidligere malerier.
Læs mere om Liebermann Villa am Wannsee og Max Liebermann