Warte nicht auf bessere Zeiten! hedder Wolf Biermanns selvbiografi fra 2016. Oversat: Vent ikke på bedre tider. Altså opfordring til at gøre noget ved tingenes tilstand.

Wolf Biermann var som ganske ung mand overbevist kommunist, hans forældre var kommunister – og hans far, som også var jøde, døde i Auswitch. Moderen opfordrede den unge Wolf til at blive DDR borger og være med til at opbygge den socialistiske fremtid. Og den lille tjeneste – sagt med Biermanns egne ord – syntes den unge Wolf da godt, at han kunne gøre sin mor.

Han opdagede ret hurtigt, hvad det var for et styre, der var ved at vokse frem. Og genstridig som han var og altid har været senere i livet (der kommer et senere eksempel) så gjorde han oprør, sagde sin mening, blev stædigt ved og skrev kritiske sange.

Det betød selvfølgelig, at han fik Stasi på nakken. Ca 200 stasiagenter var der sat på ham, har han opdaget, da han så sine stasidokumenter efter genforeningen. Han var i øvrigt med til at besætte Stasiarkivet for at forhindre at dokumenterne blev tilintetgjort og sikre, at befolkningen kunne se, hvad der var noteret om dem.

Det endte, som mange sikkert husker, med at Biermann blev ausgebürgert. Altså smidt ud af DDR. De villle ikke have ham. Han var blevt så berømt uden for DDR, at man heller ikke ønskede at fængsle ham, det ville ikke være godt for landets omdømme. I forbindelse med en koncert, han havde fået lov til at spille i Køln i 1976, hørte han i bilradioen, da han kørte til en anden koncert, at han ikke kunne vende hjem til DDR. På denne koncert sang han bl.a. også sin vise Warte nicht auf besser Seiten.

Når jeg anbefaler bogen her på berlin-nyt, så er det selvfølgelig fordi Biermanns beretning er et væsentligt bidrag til Tysklands og Berlins historie. Men især også, fordi Biermann boede i Chauseestrasse i Berlin og mange af hans fortællinger foregår i den delte by.

Bogen handler nemlig om meget mere end Biermann selv. Han omgås en stor del af de kulturelle og intellekte personligheder i DDR, og det er ret interessant at høre om. Biermann er en rigtig god fortæller, og jeg lærte meget om DDR og tysk historie ved at læse hans bog.

Bogen er så vidt jeg ved ikke oversat til dansk, om den er til engelsk ved jeg ikke. Men jeg vil sige at den er let læst på tysk. Og den er så interessant, så man ikke lægger den fra sig i ret lang tid ad gangen. Jeg kan anbefale den på det varmeste.

Det senere eksempel på Biermanns genstridige, modige og vedholdende kamp for at have lov til at være et frit menneske kommer her: I forbindelse med 25 års jubilæet for murens fald var Biermann inviteret til at synge i forbundsdagsforsamlingen i Berlin. Han begynder med at tale om DDR og Stasi og henvender sig til tidligere medlemmer af SED, som nu sidder i forbundsdagen. Formanden for forbundsdagen stopper ham og siger: Herr Biermann, De er inviteret til at synge her i dag, hvis De engang opstiller for og bliver valgt ind i Forbundsdagen kan de få tilladelse til at tale. Biermann svarer: i DDR blev jeg forbudt at ytre mig. Det rettede jeg mig ikke efter, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre her. Og så taler han videre. Og synger selvfølgelig til sidst.

Det hele ender dog i munterhed. Forbundsdagens formand gratulerer Biermanns sølvbryllup med Pamela, som han fejrer samme dag. Det kommer der en lille munter ordveksling ud af, den skal I del opleve.

I kan se Biermanns optræden i Forbundsdagen i 2014 på Youtube her – God fornøjelse!

Skriv gerne en kommentar