Udstilling om RAF på DHM

Da jeg var kommet til Berlin, så jeg et sted, at Deutsches Historisches Museum i november ville åbne en udstilling om RAF med titlen RAF Terroristische Gewalt. Nå! tænkte jeg så. Det var måske lige tidligt nok at vise sådan en udstilling. Men næste tanke var, at jeg blev nødt til at se, hvordan de så præsenterer udstillingen. I går var jeg inde og se den.

Udstillingen beskriver meget grundigt tiden med studenterdemonstrationerne og mordet på Benno Ohnesorg samt attentatet mod Rudi Dutschke som en del af årsagen til, at et mindre antal af studenterne beslutter at gå til væbnet modstand som Rothe Arme Fraktion. Meget vigtigt: dette skal ikke forstås som en retfærdiggørelse for de ugerninger terrorgruppen udøvede. Og sådan bliver det heller ikke præsenteret i udstillingen. Udstillingen fortæller endvidere, hvordan befolkningen og det officielle Tyskland forholdt sig til RAF. Genstande som mordvåben, breve og pressemeddelelser fra RAF, gruppens fotografier af den bortførte Hanns Martin Schleyer, motorcyklen der blev brugt ved mordet på Siegfried Buback er udstillet. Vil man have maximum udbytte af udstillingen skal man regne med at bruge lang tid. Sådan er det som regel på de tyske museers udstillinger. Man skal læse en masse plancher. Og her er der også en masse dokumenter at læse.

Historien om Rote Arme Fraktion er fortalt mange steder. I kan f.eks. læse mere på Wikipedia, og i 2008 kom Bernd Eichingers film Der Baader Meinhof Komplex.

Fra udstillingen om RAF på DHM. Foto: Kirsten Andersen

Fra udstillingen om RAF på DHM. Foto: Kirsten Andersen

Udstillinger nu om dage bliver oftest iscenesat. Det kan være både godt og ondt, for indholdet skal jo altid være det vigtigste. Denne udstilling er også iscenesat, og her er man efter min mening gået lige til grænsen. Farven er holdt dramatisk i rødt og sort (sikkert med reference til RAF’s logo), det bliver voldsomt i en hel udstilling, at alt er rødt og sort – selv skiltene. I væggen er et illuderet eksplosionskrater og fra loftet hænger illuderede eksplosionssplinter, hver med en kort angivelse af en af terrogruppens aktioner. Det er ikke en scenografi, der tiltaler mig, men jeg forstår godt fristelsen til at gøre det.

Hovedsagen er, at udstillingsarrangørerne har bevaret sagligheden og undgået så meget som blot en antydning af myterisering og forherligelse af RAF-gruppen og dens medlemmer. Og sådan skal det jo også være, når et offentligt museum sætter sådan en udstilling op. Jeg så mange unge mennesker gå i udstillingen med papir og blyant – sandynligvis sendt på opgave af skolen. Hvilket er meget relevant, for desværre er terrorisme også en faktor vi lever med i dag.

En eftertanke hos mig er, at når jeg synes det er lidt tidligt at lave en udstilling om RAF, så skyldes det ene og alene min alder. Da jeg var 15 år, var det 53 år siden 1. verdenskrig sluttede. En chokerende betragtning! For en 15 årig i dag er det 47 år siden historien om RAF begyndte. Og jeg ville nok have syntes som 15 årig, at 1. verdenskrig var meget længe siden, og at en udstilling derom var helt OK. En anden eftertanke vedrørende min tvivl om RAF udstillingens relevans er, at den tyske efterkrigstids historie viser, at man frem for alt ikke skal fortie noget, heller ikke selv om det er voldsomt og ubehageligt at beskæftige sig med.

, ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close