Schloss.Stadt.Berlin – udstilling på Ephraim-Palais

Fra den 25. november i år til 23. april næste år kan man se en omfattende udstilling på Ephraim-Palais om slottet i Berlin. Slottet, der nu snart er ved at være genopbygget, og som kommer til at hedde Humboldt-Forum.

Jeg har nævnt det mange gange her, men vil gerne gentage det: udstillingerne på Ephraim-Palais er altid meget flot opsat og meget interessante at se. Udstillingen om slottet kommer til at være på alle tre etager. Rejselysten er der desværre ikke hos mig lige nu, men jeg håber den kommer tilbage. Det kan i hvert fald hjælpe, at der er sådan en udstilling, der frister. Læs mere om udstillingen her.

Det bliver også spændende at se det nye slot. De tre facader har udseende som det gamle barok-slot og den fjerde facade har moderne udseende. Slottet skal rumme de udstillinger, som nu er i museerne i Dahlem, altså kultur fra lande udenfor Europa. Desuden bliver slottet helt sikkert et sted for store kulturelle særarrangementer og begivenheder, så vidt jeg har forstået, er den indre slotsgård tænkt til dette formål.

Jeg har fået lov til at have slotsbyggeriets webcam her i berlin-nyt’s sidepanel, så her kan I altid se, hvor langt byggeriet er. Jeg har doneret et lille beløb til slotsbyggeriet, så jeg er med i at betale en af byggestenene – og jeg ved også, nøjagtigt hvilken byggesten, det er. Det betyder også, at jeg løbende får tilsendt et magasin og en DVD, der fortæller om byggeriet og facadeudsmykningerne. Det er virkelig interessant at følge med i. Der er stadig mulighed for at melde sig som bidragsyder til slottet.

Læs en  historisk beretning om Berliner Stadtschloss på Anders Bager Eriksens historiskerejser.dk

Mens vi venter på udstillingen på Ephraim-Palais kan jeg vise en lille billedeserie fra mine egne optagelser af slotsplads og byggeri

Skriv gerne en kommentar