RBB’s Abendschau – et godt sted at følge med!

RBB – Rundfunk Berlin-Brandenburg er et godt sted at følge med, hvis man vil være opdateret på nyheder om Berlin og omegn.

Frem for alt er det den daglige udsendelse Abendschau, som sendes kl. 19.30 og bringer helt aktuelle nyheder. Men der ligger også mange interessante dokumentarfilm i Mediathek – film som jeg også tidligere har omtalt her på Berlin-nyt.

I 19.30 udsendelserne i går – den 24. juli 2019 – fik vi bl.a. at vide, at der sker en ændring i busruterne fra den 4. august i år. Der sættes en ny linie 300 ind, der skal køre på strækningen Warschauer Strasse – Alexanderplatz – Potsdamer Platz – Philharmonie. Den vil som linierne 100 og 200 også komme forbi nogle af Berlins store attraktioner. Det er dog ikke formålet med den, hævder BVG’s Chef-planer i programmet. Busserne på linie 300 og i den indre by i det hele taget, skal i så stort omfang som muligt være el-drevne og på den måde bedre luftkvaliteten i byen. Der sker også ændringer med andre linier. Se mere i indslaget her.

Så var der også et indslag om vejret i Berlin lige nu. Det er varmt… nej det er hedt. Det er ikke rart at være i Berlin, når temperaturen kommer op over 30 grader. Jeg har prøvet det selv… det er ligesom at være med i en cowboyfilm og stå blandt kaktusserne, hvor solen bare svider en og heden bølger omkring – der er heldigvis bare hverken skydeglade cowboyd’ere eller slemme indianere til stede. Kun solen og varmen. Men sådan er der altså i Berlin nu, og det bliver ved i nogle dage. Se indslaget her og få lidt tip til at klare det. (Jeg kan i øvrigt anbefale, at gå ind og kigge museer – der er der som regel temperaturstyring og ret køligt).

Et andet indslag handler om en afsløring. Der oparbejdes en stor spænding, og jeg vil ikke her afsløre, hvad afsløringen går ud på. Det handler om en figur, som nu er 60 år gammel, og som alle kender og næsten alle elsker. Det er ret sødt, når det sker. Se afsløringen her.

Skriv gerne en kommentar