Klezmer med kraft og klang

Hjemme igen fra en lille men oplevelsesrig Berlin-tur sidder jeg og lytter til et minde fra turens store musikoplevelse.

Vi havde besluttet os til at gå til en koncert med Klezmer musik, som fandt sted på Café Lyrik i Prenzlauer Berg. Vi vidste godt, hvad Klezmer musik er, men vi vidste ikke noget om stedet eller om Klezbanda, som skulle spille. Så vi var ikke helt klar over, hvad det var, der ventede os.

Det blev som sagt en af de helt store oplevelser. Ægte Klezmer, spillet med kraft og klang, glæde og sørgmodighed, som denne traditionelle jødiske musik jo er. Numrene blev bundet sammen med fortællinger (og jødiske vitser) af akkordeonisten Jossif Gofenberg, som også arrangerer musikken. Nogle numre blev sunget på jiddisch, andre på russisk eller græsk eller en blanding af den charmerende sangerinde Anna Metaxa. Stanislav Tim leverede en kraft-indsats med sit skønne og varierende spil på violinen og el-bassen under det hele spillede Eduard Scharlak.

Cafe Lyriks lokaler er ganske små til sådan en koncert. Der var vel ca. 40 publikummer, placeret ved borde og barstole eller stående, hvor der var plads. Inden musikken gik igang, tænkte jeg på hvordan musikken ville lyde i sådan et lille lokale. Men det var der styr på. Den forstærkede sang og bas var helt perfekt afbalanceret, så de akustiske instrumenter fik den plads, de skulle have. Det blev lidt tæt, og som herren overfor os ved bordet sagde med et glimt i øjet: “schlechte Luft, aber gute Stimmung”.

Det med stemningen kunne man i hvert fald kun give ham ret i, for et par fællessange var med til at sætte en helt fantastisk og intim stemning, og vi måtte altså også ud at danse. Hver fællessang og dansen blev belønnet, lovede Jossif Gofenberg. Belønningen var jødiske vitser, som det selvfølgelig er forbeholdt jøder at fortælle – så dem vil jeg ikke afsløre her. Men jeg kan sige så meget, at de var ret sjove.

Café Lyrik holder koncerter onsdag-lørdag om aftenen og de har et program med forskellige temaer. Det kan I læse om på www.cafe-lyrik.de eller på deres Facebookside.

Jeg bør nok nævne, at når man går til sådanne koncerter på små steder i Berlin, så er det kutyme, at man ikke betaler entré, men hatten går rundt på et tidspunkt. Og så er mindstebeløbet 10 euro, og synes man det er rigtig godt, må man gerne lægge mere i. Det er godt at vide på forhånd, når man kommer som dansker, hvor vi ikke er vant til den facon.

Som det altid er, så følger stemningen ikke med, når man køber en CD med hjem fra en live koncert, men man kan mindes den, når man hører musikken. Stemningen får man kun, hvis man er midt i det, som vi var i lørdags. Tak for en dejlig oplevelse til Café Lyrik og indehaver Gerwine Sinapius, der som eneste personale på effektiv og venlig vis kørte aftenen igennem.

Jeg kan helt klart anbefale stedet, hvis man ønsker en intim koncertoplevelse og i særdeleshed også Klezbanda, hvis man ønsker en særlig og bevægende musikoplevelse.

Fotos: 09.12.2017. – Klezmer Konzert. “KlezBanda – Klezmer und jiddische Lieder”
Stanislav Tim, Jossif Gofenberg, Eduard Scharlak und Anna Metaxa

 

Skriv gerne en kommentar