Humboldt Forum

Det første sted, jeg stiler imod, når jeg igen kommer til Berlin, det er Humboldt Forum. Slottet, som er blevet bygget i midt i byen på Unter den Linden gennem de seneste år. Jeg har skrevet flere indlæg om det, hvor I kan læse, hvad meningen med slottet er. Men kort fortalt er det et udstillingssted for flere museer og institutioner i Berlin.

Det er gratis at se hele huset og alle udstillinger de første 100 dage efter at udstillingerne er åbnet – det vil helt nøjagtigt sige indtil 13. november, hvorefter man vil skulle betale entré for nogle udstillinger. Jeg mener, at man stadig kan krydse igennem slotsgården, uden at skulle betale entré. Læs mere om Humboldt Forum generelt her.

Der er en række udstillinger i Humboldt Forum. Jeg ville som den første vælge Berlin Global, der står til at være en blivende udstilling. Den skal jo nok ikke stå for evigt, men man kan nok regne med, at den bliver der et godt stykke tid. Udstillingen viser, hvordan byen Berlin har været forbundet med hele verden gennem tiden og stadig er det. Vi ved godt alle sammen, at Berlin har været meget præget af verdenshistorien og at der også fra Berlin er udgået påvirkninger, der fik fatale og tragiske konsekvenser for hele verden, ikke mindst i forbindelse med nazismens terrorregime. Der er udstillinger om det flere steder i Berlin, og jeg er spændt på at se, hvordan det behandles i udstillingen Berlin Global – og hvad der ellers er udvalgt som temaer. Læs om udstillingen Berlin Global her.

Når jeg skal hen til Humboldt Forum, så kan jeg vælge at tage en bus, som holder lige udenfor. Men jeg tror nu nok, at det skal være med U-Bahn. For jeg vil gerne prøve den nye strækning U5, som er åbnet for ganske nylig. Så vil jeg stå af ved stationen Museumsinsel, hvor Jeg vil se Schinkels Stjernehimmel i loftet. I kan få et indtryk af den flotte station her:

 

 

 

Skriv gerne en kommentar