Hjemme fra Berlin

Vel hjemme igen fra Berlin hører vi så om endnu et tragisk tilfælde om påkørsel af menneskemængde og døde og sårede. Ulykkeligt og ubærligt for de ramte.

I dette indlæg vil jeg fortælle om vores sidste dag i Berlin. Det var den 2. juni. Vi skulle rejse kl. 14.38 fra Hauptbahnhof. Vi skulle tjekke ud inden kl. 12, men vi gjorde det, da vi var klar til det og tog til banegården, hvor vi satte vores bagage i en boks. Det koster 6 Euro, som er godt givet ud for at være fri for at slæbe rundt med en kuffert.

For vi ville jo ikke sidde på hovedbanegården og vente på at stige på toget. Vi ville i stedet gå en tur. Straks vi kom ud fra banegården på Washington Plads, mødte os et fantastisk bygningsværk, som ikke var der sidst jeg var i Berlin (2019). Bygningens facade er et stort kalejdoskop, og man kan næsten blive svimmel af at se byens vrimmel spejle sig i den. Det er Cube Berlin, som er bygget af 3xN – læs mere om den flotte bygning her.

Foto: Berlin-nyt.dk

Vi gik langs med Spree og Kapelle-Ufer, forbi Reichstag og de nye regeringsbygninger. Målet var Café Ursprung i Dussmann, hvor jeg ville vise Majbrit den lodrette have. Men AK, caféen var lukket på grund af byggeri, så der fik vi ikke en kop formiddagskaffe, som jeg ellers havde tænkt at byde på. Så tog vi da bare turen tilbage igen og så det hele fra den anden side. Sådan en sommerdag med sol er det en rigtig smuk tur. Og en god måde at fordrive tiden på, inden man skal sidde nogle timer i toget.

Klip fra Google Map

Kapelle Ufer, jeg troede det var et mindested for omkomne efter flugtforsøg fra DDR, fordi strækningen også hedder Mauerweg. Men det viste sig at være noget helt andet. Desværre også noget med død og politisk forfølgelse. Kapelle Ufer er navngivet efter Heinz Kapelle, der som ganske ung gjorde modstand mod nazisterne. Han blev som  mange andre unge modstandsfolk arresteret, tortureret og henrettet. Grusomt og hæsligt. I kan læse om ham og se udstilling om ham på Gedenkstätte Deutscher Widerstand. Jeg linker til biografien om ham her. Skænk ham en tanke og beundring, når I går på Kapelle Ufer.

Da vi var tilbage til Washington Plads, besluttede vi, at vi ville have os en øl og noget at spise i en af de restauranter/caféer/Street food boder, der er i stueetagen af Cube Berlin, som ellers huser kontorer. Det er virkelig også et dejligt sted at sidde og slappe af og samle kræfter til togturen mod København.

Foto: Berlin-nyt

 

 

Skriv et svar