En artikel i Berliner Morgenpost sprang mig lige i øjnene. Artiklens overskrift, In Charlottenburg gibt es die “Straße der Reparierer” lød så interessant, så jeg måtte kigge nærmere.

Gaden er Pestalozzistrasse, i Charlottenburg (link til googlemap). I gaden er der ikke mindre end 7 forretninger, der kan reparere indenfor forskellige specialbrancher. En Feintäschner, en Instrumentenbauer, en Stoffexpertin, en Spezialist für mechanische Uhren, et team af Porzellanfachleuten, og en forhenværende arkitekt, der efter at være gået på pension har det som en passion at reparere alt, hvad man kommer med og hvad andre har opgivet.

Tanken om at reparere ting i stedet for at smide væk og købe nyt falder jo rigtig godt i tråd med tankerne om bæredygtighed og klimaproblematikken.

Jeg har ladet de tyske fagbetegnelser fra artiklen stå uoversat, fordi nogle af dem er svære at give en ordentlig dansk betegnelse. Hvem har f.eks. hørt om en fintaskner? Nej vel. Ein Feintäschner – man kan udlede af artiklen, at det er en der reparerer tasker – både store og små. Og hvem har ikke prøvet at have en dejlig taske, hvor lukketøjet eller lynlåsen er gået? Og ikke nænner at kassere den? Tag den med til Berlin næste gang 🙂

Instrumentenbauer er en instrumentmager, det er ikke så svært. Han præsenteres også i artiklen og det fortælles, at han har kunder fra hele verden. Så hvis oldefars gamle træfløjte trænger til en restaurering: tag den med til Berlin næste gang 🙂

Stoffexpertin – hun er skrædder og kan omforandre gammelt tøj. Det lyder som om, man også kan købe tøj, hun har omforandret. Selv foreslår hun, at af en gammel brudekjole kan der blive hele to dåbskjoler. Så er der små i vente, skal mormors brudekjole måske med til Berlin næste gang 🙂

Urmageren reparerer gamle ure, og et billede i artiklen giver et ganske godt indtryk af det som fortælles at her bimler og bamler det hele dagen, når urene slår. Det fortælles, at urmageren i Pestalozzistrasse har leveret ure til TV-serie Babylon Berlin. Så skal bedstefars lommeur repareres, så tag det med til Berlin næste gang 🙂

Læs hele artiklen og se billederne her. Og mon ikke I også har fået lyst til at gå en tur forbi butikkerne, om ikke andet så bare for at kigge vinduer eller at kigge indenfor.

Skriv gerne en kommentar