“Elvis” med the Stamps i Berlin

Der er et foretagende i Berlin, som hedder Stars in Concert. Konceptet er, at det ikke er stjernen selv, der er på scenen, men en dygtig imitator. Det kan være sangere som Elton John, Robbie Williams eller grupper som fx ABBA, der efterlignes. Men ofte er også en stjerne, som ikke er blandt os mere, der på den måde “vækkes  til live igen”, fx Marilyn Monroe, Frank Sinatra eller som her Elvis Presley (skønt nogle jo hævder, at han aldrig er død :))

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg ville føle mig tiltrukket af en sådan koncert. Men ad lidt omveje blev jeg nu meget interesseret i det Elvis show, som er på programmet her i sommer, den 16. og 17. august i Estrel Festival Center i Berlin.

Omvejen den skal I også med på, for det er noget bevægende: Et projekt i Berlin, som hedder Kulturloge, sørger for at mennesker med lav indkomst kan få friplads til kulturelle arrangementer som fx koncerter. De havde i går aftes arrangeret en Gospelkoncert i Grunewaldkirche med The Stamps, som i flere år sang sammen med Elvis. (I øvrigt er den plade som Elvis udgav med Gospel musik efeter min mening noget af det allerbedste han lavede).  The Stamps optræder i det aktuelle Stars in Concert-Elvis show, og på gospelkoncerten i aftes havde de også “Elvis” fra showet med. Rbb Aktuell havde indslag om koncerten i Grunewalkirche, og her fortæller en af sangerne om sin tid sammen med den rigtige Elvis og at han havde et hjerte så stort som hele Berlin og var meget omsorgsfuld og gavmild. Det har man også hørt mange andre fortælle. I indslaget fortæller Elvis imitatoren Grahame Patrick om at finde balancen mellem at formidle Elvis og at være sig selv. Se evt. indslaget fra Rbb Aktuell.

Se det var omvejen til at jeg fik lyst til at se showet, som derfor er dagens anbefaling fra berlin-nyt. Se mere på http://www.stars-in-concert.de/en/elvis-the-musical.html.

Skriv et svar