Oxymoron – det lyder nærmest som et pudsemiddel, men det er altså navnet på en restaurant i Berlin. Og en af dem, som bliver rost og som i går var omtalt i Checkpoint mailen fra Tagesspiegel.
Egentlig betyder oxymoron ifølge Gyldeldals Den store Danske: oxymoron, talefigur, der sammenstiller begreber, som modsiger hinanden logisk, fx larmende stilhed, tøsedreng, bittersød, dumsmart. Så hvorfor restauranten har valgt det navn, kan man jo godt spekulere over.
Men altså, restauranten Das Oxymoron ligger i Hackeschen Höfe – de berømte og flot restaurerede baggårde i Mitte. Restauranten ligger i 1. baggård.
Priserne bliver også nævnt i omtalen i Checkpoint, og de er ikke skræmmende. Der bliver serveret både morgenmad (fra kl. 9), frokost og middagsretter om aftenen.
Prøv at kigge hjemmesiden, hvor også menukortet kan studeres. På hjemmesiden kan man også se, at der er begejstrede anmeldelser fra Tripadvisor. Se hjemmesiden for Das Oxymoron her.
Det var bare lige det, jeg ville i dag. Give et godt tip videre.
Foto til indlæg er downloadet fra Oxymorons pressebilleder.