Charité – udstilling om Sauerbruch

Så er det afgjort! Jeg skal en tur til Berlin igen. Og jeg tror, at jeg kender en, som også vil med? 😀

Og hvis I, som min grandfætter Flemming og jeg har fulgt anden sæson af TV-serien Charité på ARD1, så tror jeg også, at I skal en tur til Berlin.

På Medizinhistorisches Museum i Charité har de netop åbnet særudstillingen Auf Messers Schneide. Der Chirurg Ferdinand Sauerbruch zwischen Medizin und Mythos. (På en knivsæg. Kirurgen Ferdinand Sauerbruch mellem medicin og myte)

Udstillingen vises indtil 2. februar næste år, så der er god tid til at få den set – måske kan man endda nå den to gange. Udstillingen er da et oplagt programpunkt på påske- eller pinseferien i Berlin.

Det er jo en fantastisk TV-serie, som ARD har vist. Anden sæson beskriver Charités virke i de to sidste år af anden verdenskrig. På godt og ondt. Noget er selvfølgelig fiktion for dramaets skyld – men tiden var jo i sig selv så dramatisk, at der også er nok af det autentiske stof at tage af og arbejde med.

Her er skildringen af kirurgen Ferdinand Sauerbruch (1875-1951) det centrale omdrejningspunkt i serien. (link til Wikipedia). Sauerbruch spilles i serien helt formidabelt af den meget sympatiske skuespiller Ulrich Noethen. En af Tysklands kendteste og en af mine favoritter.

Ligesom de øvrige karakterer i serien er Sauerbruch en historisk autentisk figur. Alle i Tyskland vil vide hvem han var, ligesom jeg tænker, at alle med medicinsk uddannelse, vil vide hvem han var. Han blev kendt for at opfinde et undertrykskammer til thoraxkirurgi og for at opfinde en bevægelig håndprotese. Det ser vi også i serien, hvor vi ydermere får et indtryk af Sauerbruchs udøvelse af sin position i forhold til den politiske magt. Som højtrangerende militærlæge går han ind og beskytter nogle patienter i forhold til nazisternes forfølgelse.

Udstillingen på Medizinhistorisches Museum er ret omfattende. Det vil I få et indtryk af, hvis I ser nedenstående introduktionsvideo og læser den meget informative tekst om udstillingen på Medizinhistorisches Museums hjemmeside her. Udstillingen vil nemlig gerne portrættere hele personen Ferdinand Sauerbruch. Så på udstillingen skildres hans biografi, hans virke som kirurg og hans ambivalente forhold til nazismen. Sauerbruch var vidende om de medicinske forsøg i KZ-lejrene uden at protestere mod dem. Sauerbruch var ikke medlem af nazistpartiet, men han hilste Hitlers magtovertagelse velkommen. Senere ytrede han sig kritisk om Hitler, han protesterede mod euthanasie-mordene og stillede sit hjem til rådighed for gruppen bag 20. juli-attentatforsøget.

På udstillingen hænger et portræt af Sauerbruch, som er malet af Max Liebermann. Det glæder jeg mig meget til at se. Det fortælles, at Sauerbruch og Liebermann var naboer i Wannsee. Jeg husker også, at Liebermann er nævnt i serien. Liebermann var jøde og han dør i 1935. Sauerbruch deltager som en af de få i hans begravelse. Liebermann undgår dermed deportation, det gør hans enke også – men kun fordi hun begår selvmord. En anden historie, men bare lige for at erindre om de tragiske omstændigheder, som Sauerbruch jo også har været vidne til.

I løbet af udstillingsperioden er der forskellige arrangementer. Bl.a. læser skuespillereren Hans Löw – der i serien spiller rollen som den franske læge Adophe Jung – fra Adolphe Jungs erindringer om sin tid på Charité den 7. maj. Se mere om det her. Det ville være en fin oplevelse at få med, synes jeg. Se en oversigt over alle arrangementerne her.

Se videoerne her og kig evt. selv videre på ARD’s hjemmeside her. Selve afsnittene kan vi ikke se fra Danmark, men der er en masse videoer omkring serien, som også er gode at se.

Det var meget tekst og mange henvisninger i dag. Jeg håber I har glæde af det. God søndagslæsning!

 

Skriv gerne en kommentar