Jeg har fået henvendelse fra en efterskolelærer, der skal til Berlin med en gruppe af 15-19 årige – om jeg har nogle forslag til, hvad de skal se?
Jeps! jeg har mange – men prøver at begrænse det i dette indlæg og deler det op efter emner, man måske har beskæftiget sig med / kan beskæftige sig med i undervisningen.
DDR
Det mest seriøse sted at besøge omkring delingen af Tyskland, DDR og murens historie er Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse. Det er et statsligt museum og der er fri entré. Man kan bestille omvisning, og der er særlige tilbud om undervisningsmateriale. Her står en rest af Berlinmuren, og her er en et indendørs dokumentationscenter og en udendørs mindeudstilling om den delte by og om de mennesker, der mistede livet på grund af muren netop her. Læs mere på stedets hjemmeside.
Kombiner med film: Se filmene Das Leben der Anderen og Goodbye Lenin – den første er mest seriøs og har mest undervisningsegnet indhold, den anden giver på en mere munter måde et indblik af DDR-tiden og tiden omkring murens fald.
Hvis I ser Das Leben der Anderen, er et besøg i Gedenkstätte Hohenschönhausen meget nærliggende. Man kan kun besøge stedet, hvis man får rundvisning (også på engelsk). Jeg har været der to gange – den første gang var en uafrystelig oplevelse, anden gang var jeg mere forberedt, men havde mine sønner med, som blev dybt bevæget af besøget. Det er Stasis forhørsfængsel, hvor systemkritikere blev indsat på ubestemt tid – og det er tidligere indsatte, der viser rundt og fortæller om, hvordan DDR-diktaturet behandlede sine modstandere.
Hvis I ser Goodbye Lenin, kan I kombinere med besøg på DDR museet. Jeg har ikke selv besøgt det, men tror det er godt egnet til en gruppe unge mennesker. Her udstilles autentiske genstande fra DDR-tidens hverdag, og man må røre og prøve. Museet viser forskellen ved at leve i øst og vest og hvordan diktaturet indvirkede på dagligdagen.
Tränenpalast. Alternativt kan I besøge den nye udstilling i Tränenpalast ved Friedrichstrasse. Se mit tidligere indlæg.
Nationalsocialismen
DHM – Deutsches Historisches Museum. Hvis I arbejder med nazismen, mener jeg at tiden op til – altså Weimarerrepublikken – hører med til dette. Et besøg på Deutsches Historisches Museum ville være rigtig fint. I kan bestille rundvisning for klassen – jeg mener det koster 1 euro pr. elev, men det kan I undersøge på deres hjemmeside. Noget andet, jeg vil gøre opmærksom på med hensyn til DHM’s hjemmeside er det afsnit, hvor der er små klip fra deres audioguider. De er inddelt i historiske perioder, så I kan vælge ud. Her kunne eleverne få en udmærket lyttetræning. Se denne side.
Topograhie des Terrors. Dette forholdsvis nye dokumentationscenter over nazismens terrorhandlinger ligger, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter, og hvor der i flere år har været en udendørs udstilling, som i øvrigt stadig er der i en ny og opfrisket udgave. Besøger man dette sted, vil det være klogt at udvælge et emne, som eleverne kan undersøge nærmere under besøget – evt. stille nogle opgaver. Lad evt. eleverne selv kigge på hjemmesiden og vælge et emne. Også her tilbydes et særligt program til elever – det kan I læse mere om på hjemmesiden.
Gedenkstätte Deutscher Widerstand. Er en overordnet betegnelse for flere steder, hvor der er udstilling og dokumentation om de mennesker, der gik imod det nazistiske styre og for de flestes vedkommende mistede livet ved det. Der er udstillingen i Bentler Block, hvor en gruppe af officerer planlagde overtagelsen af magten den 20. juli 1944 efter Stauffenbergs attentatforsøg mod Hitler. Og det var her officererne blev skudt, da kuppet som bekendt mislykkedes for dem. Derudover er der Gedenkstätte Plötzensee, hvor nazisterne henrettede deres modstandere, Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt – (Otto Weidt beskæftigede jøder og reddede dem fra deportering) og Gedenkstätte Stille Helden – hvor der fortælles om private mennesker, som satte livet på spil for at hjælpe jøder eller politiske modstandere af nazi-styret.
Det er to tunge emner, men de er efter min mening uundgåelige, når man tager skoleelever med til Berlin.
Litteratur: Læs noget af Brecht! Og tag så eleverne med i Berliner Ensemble, hvis et af Brechts stykker er på programmet. I kan være heldige, at Dreigrosschenoper er på programmet, eller Mutter Courage und ihre Kinder, som er evig aktuel. Jeg har flere gange set skoleklasser i teatret, så det er helt almindeligt, at de bliver udsat for det. Fortæl eleverne om Brecht og hans tid i Danmark – om hans tilbagevenden til Berlin, hvor det blev i Østberlin, han kunne være, og hvor han efter flere års gnidninger med DDR-styret endelig fik sit teater ved Schiffbauerdamm. Berliner Ensemble er verdenskendt, så danske skoleelever skal ikke besøge Berlin uden at komme deromkring.
Med de ovennævnte forslag har jeg tænkt på, at forberedelsen til besøg på stederne kan inddrages i tysk og historieundervisningen op til turen til Berlin. Der er selvfølgelig også museer af mere underholdende karakter som Computerspilmuseet på Karl-Marx-Allée, Currywurstmuseet og Story of Berlin. Og så er der selvfølgelig Alexanderplatz, Potsdamer Platz, Det Olympiske Stadion, Brandenburger Tor, Reichstag (husk at bestille besøg på forhånd, hvis I vil op i kuplen) og en gåtur på Unter den Linden.
Rigtig god fornøjelse i Berlin!