Abendschau havde i aftes et indslag om slotsbyggeriet. Nu er den moderne facade frilagt, fortælles det. Østfacaden, hvor der står Humboldt Forum, som jo også er det, det nye slot kommer til at hedde.

Her i sidepanelet på berlin-nyt kan I følge med i, hvordan det går med byggeriet. Jeg har fået lov til at have et direkte link til slotsbyggeriets live web-cam. Klik på billedet, og I ser direkte, hvor langt byggeriet er nået. Som en bonus kan I jo også se, hvordan vejret er og få et lille glimt af byen, som I sikkert – ligesom jeg – altid længes imod.

I Abendschaus indslag om slottet fortælles det, at der inviteres til åbent hus på byggeriet for sidste gang den 25. og 26. august. Nu er jeg spændt på, om jeg får en personlig invitation også denne gang. Det har jeg tidligere fået, fordi jeg har doneret et mindre beløb til en af byggestenene i slottet 🙂

Det fortælles også i udsendelsen, at Berliner Philharmonikerne vil spille en velgørenhedskoncert, hvor billetindtægterne går ubeskåret til slotsbyggeriet. De mangler stadig en slat penge, for at få det hele til at nå sammen. Men det er ellers gået godt med de private bidrag, fortælles det også i klippet. Koncerten er den 25. august kl. 17, og billetsalget til koncerten begynder fra på mandag. Det er forresten Philharmonikernes nye dirigent Kirill Petrenko, der dirigerer ved denne koncert. Se mere om det her.

I får også en dejlig musik-historie i gårsdagens Abendschau. En Abendschau-seer har givet en obo-spillende gademusiker, Piotr Bader en ny obo. Instrumentbyggeren Ludwig Frank, hvor han købte oboen, gav ham et 2 dages “Meister” kursus, hvor han bliver undervist solo-oboisten Albrecht Mayer fra Berlinerphilharmonikerne. Nu er den unge gademusiker i den syvende musikhimmel. Måske ser vi ham en dag foran de store orkestre. En rigtig typisk Berlin-historie. Alt kan ske i denne by, hvor der er et så stort kulturelt overskud blandt menneskene.

Se Abendschaus indslag her.

Skriv gerne en kommentar